Ups - forkert genre
Man kunne fristes til at tro, at noget er gået galt, ligesom mistanken om bestikkelse er nærliggende. I hvert fald er det mærkeligt, at redaktøren har prioriteret dette nye album til anmeldelse.
2. A Silence so loud
3. Engel
4. Cold
5. Animal Army
6. Eyemaster
7. Equality
8. Oh, Rosseau!
9. Stand up & shout
10. Music took my Life
Svenske Hellsongs er tilbage med endnu en gang halvakustisk pop/rock/folk-musik, der kun har marginal relevans for fans af metalgenren.
Hellsongs har tidligere udgivet hele album, hvor alle sangene tog deres udgangspunkt i metalnumre, hvor de herefter blev indspillet i akustiske versioner, hvor det stort set kun var teksten, der bestod. Det gælder for eksempel 'Run To the Hills' (Iron Maiden), 'Jump' (Van Halen) og 'Seek and Destroy' (Metallica). Denne gang er konceptet en smule anderledes, da ‘These Are Evil Times’ kun inkluderer tre sådanne ”kopi-versioner”, hvorefter resten af albummet består af nyskrevne sange. Det er tillige, som om bandet har bevæget sig fra den akustiske trioform til at være lidt mere et popband.
Efter denne indledning kan der så stilles spørgsmål ved, hvorfor Hellsongs overhovedet skal anmeldes her? Hertil kan der kort og godt gives tre grunde og det er ’Iron Man’ (Black Sabbath), ’Engel’ (Rammstein) og ’Stand up and Shout’ (Dio).
Det efterfølgende kan dårligt anses som en anmeldelse, men mere som en forbrugervejledning til ’These Are Evil Times’.
’These Are Evil Times’ er IKKE et metalalbum – så langt fra. ’These Are Evil Times’ lægger ud med en version af Black Sabbath-klassikeren ’Iron Man’, men det er der ingen, der vil opdage, medmindre det er oplyst på forhånd. Al musik fra sangen er droppet, og der er kun teksten tilbage. Musikken er i stedet en popsang, der – og det må så medgives – er hamrende effektiv og har hitpotentiale. Sangen minder lidt om noget, som Mika eller evt. MGMT kunne have komponeret.
’Engel’ og ’Stand Up And Shout’ er noget mere genkendelige. Der er tale om sange, der er fremført af bandets nuværende sangerinde My Engström Renman i en blanding af akustisk easy listening-stil og noget folkpop, som Blackmores Night måske kunne have indspillet.
Resten af albummet er klinisk renset for metalinput. Men hvis man er lidt af en skabspopfan, så er der såmænd et par fine sange gemt i ’Animal Army’ og ’Oh, Rosseau’, der begge har en snert af noget, som Sparks kunne være kommet op med.
Det er et mærkeligt og ujævnt album - men det har sine momenter.