Visionen er klar

Populær
Visionen er klar

Den anden demo fra The Vision Ablaze præsenterer et band, der har forstået sangskrivningens ædle kunst, og bandet har forståeligt nok også startet arbejdet mod en fuldlængde.

Titel
Reach for the Stars
Dato
17-08-2012
Karakter
4

I 2010 blev The Vision Ablaze dannet, og lige fra start har ambitionerne været store, og viljen været stålsat. Således blev den første demo 'Nova' indspillet i Sverige med Johan Örnborg, der også har drejet knapper for Amon Amarth og Paradise Lost.

Med 'Reach for the Stars' er ambitionsniveauet ikke blevet mindre, selvom bandet har optaget i vores eget lille land - men her har vi som bekendt også en del stærke metalproducere. Jacob Hansen er manden bag lyden på den uhyre vellydende 3-sangs udgivelse - en dygtig mand, der af og til har været klandret for at lave samme lyd til mange af de bands, der har været forbi studiet, men i tilfældet The Vision Ablaze har bandet i hvert fald været i stand til at lade egen stil skinne klart igennem. Og så er der også masser af bund og dybde i.

Musikalsk gør The Vision Ablaze sig i blandingsmetal - vokalen veksler mellem brutale råb og growls og en fængende melodisk variant, mens musikken gør det i groovy rytmer med lidt melodi af a la moderne melodød. Men så er der også lige en sjat rene dødsmetalriffs. Og så nogle progressive tendenser. Og en portion uhyre melodisk guitararbejde, som virkelig fænger, uden at det bliver poppet.

De tre numre kommer ret godt omkring inden for rammerne, men den røde tråd holdes ganske fint. Sangskrivningen er virkelig i top og velgennemtænkt - fyld er der ikke meget af. Lækre guitarriffs og soli, solidt trommespil og så de her virkeligt stærke vokalmelodier. Peter på vokal forstår at råbe på solid metalmanér, der fortjener ros - alligevel er det den rene vokal, som stjæler billedet - positivt. For det er stærke melodier, der ligger godt i lydbilledet. Herlig personlig lyd, der har god dybde og er fri for de her ofte lidt for skingre versioner.

På nummeret 'Born Blind' lægges ud med et riff, der får tankerne hen på Strapping Young Lad, og når man først får den association ind i tankespindet og mixer det lidt med hjemlige Mercenary, så er man måske alligevel ikke så langt fra en nogenlunde brugbar beskrivelse af The Vision Ablaze.

Et band, som det er værd at holde øje med - 'Reach for the Stars' er fjorten minutter godt givet ud.