Et stort skidt fremad

Manic

Wage War var et band, man holdt øje med. Deres debut varslede potentiale - et potentiale, der aldrig er blevet indløst. Heldigvis er bandets fjerde fuldlængdeudgivelse tættere på end nogensinde.

Kunstner
Titel
Manic
Trackliste
Relapse
Teeth
Manic
High Horse
Circle The Drain
Godspeed
Death Roll
Slow Burn
Never Said Goodbye
True Colors
If Tomorrow Never Comes
Karakter
3

Tre udgivelser yderligere er det blevet til, siden amerikanske Wage War albumdebuterede i 2015. En effektiv udgivelsesrate, med seneste ‘Manic’ som toppen på den kransekage. En kage hvis lag består af middelmådige udgivelser, der alle lider under samme problem: At bandet ikke har succes med at producere nok kvalitetsmateriale. Det sagt, er Wage War et rigtig godt band, når de rammer plet - og det gør de halvdelen af tiden. Med undtagelse af forrige ‘Pressure’, der nærmest var en lang utålelig omgang sobby-core.

‘Manic’ er som plade ikke så forskellig fra de foregående plader, men udmærker sig ved at være bandets bedste. Derved ikke sagt, at amerikanerne er sluppet af med de dårlige kompositioner, de har blot hævet bundniveauet - og det skal virkelig påpeges, at når bandet spiller godt, så lykkes de med alt. Der er en grund til, at Wage War tidligt i karrieren, blev spået til at være et af de næste store metalcore-bands.

Så langt er kvartetten desværre ikke kommet, og den primære årsag er sangskrivningen. Mere speifikt lider sangskrivningen under, at bandet størstedelen af tiden følger den samme slidte skabelon. Den moderne-metalcore-skabelon, der hurtigt kan fejle, hvis ikke sangskrivningen er stærk nok. Det er den tordenende tunge indledning, brutal versføring, direkte over i det melodiske omkvæd og derfra lige ud af landevejen, indtil et smadret C-stykke tager over. Er man på nogen måde i tvivl om, hvordan det lyder, kan man blot lytte til åbningsnummeret på ‘Manic’.

Man kunne godt lige have brugt lidt mere tid…
‘Relapse’ er indbegrebet af Wage War, når kvartetten er god. Man kan leve med skabelon-coren, fordi nummer er så vanvittigt godt skrevet. Ren energi og solid sangskrivning. Det samme er ‘Teeth’, men det bliver først rigtig sjovt på titelnummeret, hvor bandet for alvor viser potentiale. Her er metalcoren droppet til fordel for dystopisk nu-metal, et insisterende beat og rap frem for den rene vokal. Selvom det ikke er revolutionerende, og nærmest er indbegrebet af tidens trend, giver det kant til bandets musikalske univers - og beviser et ønske om udvikling.

På den efterfølgende ‘High Horse’ slipper vi ligefrem for ren-sang. En hel befrielse, der sammen med de elektroniske elementer giver kant til nummeret. Det samme gælder for den energiske ‘Death Roll’, hvor der rigtig bliver hevet i strengene og inviteret til metalcore-moshpit. Forførende, elegant og voldsomt.

Af en moderne metalcore udgivelse at være, er ‘Manic’ ret god. Oven på ‘Pressure’ føles det nærmest som en fremragende Wage War-plade. Sandheden er naturligvis en anden, for selvom bundniveauet er hævet, har amerikanerne stadig inkluderet en række søvndyssende over-melodiske kompositioner. Numre, hvor det slet ikke lykkes at skabe momentum. Wage War kan den lede metalcore, de kan endda middelvejen, men når der er vægt på den melodiske del, bliver det typisk søvndyssende.

‘Manic’ er et stort skridt fremad for Wage War, men bandet mangler stadig at få en stærk, individuel profil, lægge den kedelige skabelon-core på hylden, og måske bruge lidt mere tid på sangskrivningen. Hvis det nogensinde sker, bliver bandet ekstremt svært af overse.