Kopi-core

Wage War

Det er sjældent spændende at lytte til Wage War. Der bliver ført alt for lidt krig, skrevet for kedelige numre og sunget alt for meget rent.

Kunstner
Titel
Pressure
Trackliste
Who I Am
Prison
Grave
Ghost
Me Against Myself
Hurt
Low
The Line
Fury
Forget My Name
Take The Fight
Will We Ever Learn
Karakter
2

Wage War spilder ikke tiden. Med tre udgivelser på seks år og hyppig touraktivitet har bandet på kort tid fået succes med at skabe en profil i det globale metalcore-miljø. Bandets sans for at skrive potent, nakkebrækkende metalcore med hint af melodisk nu-metal har været en opskrift på succes.

Men det er endnu ikke lykkedes kvintetten at skrive en fuldstændig vellykket udgivelse. Både debuten ’Blueprints’ (2015) og ’Deadweight’ (2017) fremviste et band med sans for sangskrivning, men med plads til forbedring. Alligevel har mange haft et opmærksomt øje på amerikanerne og forståeligt håbet, at Wage War ville være det nye store metalcore-navn.

Håbet og de bagvedliggende forventninger er forståelige. Seth Blake og Cody Quistad har bevist, at de kan skrive den gode melodi. Hertil har samspillet mellem rå, brutal vokalføring og skønsang fungeret til fingerspidserne. Ikke mindst fordi sangevnerne er blevet bedre med udgivelserne.

Wage War havde potentiale. Det potententiale har kvintetten brugt til at efterligne bands som Asking Alexandria og While She Sleeps, uden at løfte opgaven tilnærmelsesvist tilfredsstillende. Det er faktisk noget nær katastrofalt at høre på. Det lykkes ikke en eneste gang at skrive en melodisk baseret komposition, der ikke lyder søgt, kvalmt og intetsigende.

Som kender bliver man ellers glædeligt stemt, når man lytter til åbningsnummeret ’Who I Am’. Et fandenivoldsk og sprudlende nummer, der går fint i spænd med bandets bedste numre. Produktionen er finpudset, og det hele sider lige i core-skabet. Brutale vers flot kombineret med et vellykket melodisk omkvæd og lækre riffs.

’Prison’ har ligeledes lidt kant, men herefter går det hurtigt galt. Nuvel ’Grave’ indbyder da til, at publikum synger med, men nummeret lyder primært som en b-side fra Asking Alexandria. Helt galt går det på ’Me Against Myself’ og ’Hurt’. Poppede kompositioner med en snert af metal, der mildest talt giver lyst til at stikke strikkepinde i øregangene.

Heldigvis redder Wage War lidt af æren sidst på pladen. ’Low’, ’Fury’ og ’Take The Fight’ har lidt af den velkendte magi. Trods en acceptabel afslutning er pladen dog som helhed en småkedelig affære.
Alt ved ’Pressure’ er fintunet og poleret. Skabelonen er på plads, og der bliver eksekveret derefter. Det lugter langt væk af penge og et forsøg på at nå et bredere publikum. Fred være med det, kvintetten er bare slet ikke dygtige nok til at skrive den type numre. Det er set før og i bedre format.

Hvad de fleste kendere af bandet sandsynligvis havde håbet på, ville være et af årets metalcore-udgivelser, ender med at være en kedelig maveplasker i et svømmebassin fyldt med mælk, der har overskredet sidste holdbarhedsdato for flere måneder siden.

Forhåbentlig vender amerikanerne tilbage med bedre sangskrivning. I så fald kunne Wage War muligvis blive et ganske fint pop-core-band. Indtil videre har bandet stadig til gode at bevise, at de kan skrive et helt vellykket album.