På togt i souvenirbutikken
Det er deres hjemstavns vemodige sange, briterne kaster sig over på en rendyrket akustisk folk-plade. Og det er både kønt og kedeligt.
Frithgeard
Æcerbot
Halgemonath
Elder Mother
Embers
A Gleeman's Volt
Latch to a Grave
The Nymph
On-Cydig
Resting Tarn
The Hallowing of Heirdom
De gør det næsten for nemt for deres kritikere, Winterfylleth: Først laver de en engelsksproget version af Ulvers ‘I troldskog faren vild’ på en plade, der i forvejen har skruet op for de folkemusikalske klange i black metallen, så laver de en plade med akustisk folkemusik fuld af vokalharmonier og pastoral stemning, akkurat som Ulver gjorde det på ‘Kveldssanger’. Den næste plade er allerede programsat som en tilbagevenden til black metal, hvormed den modsvarer Ulvers ‘Nattens Madrigal’. Det vil med andre ord sige, at vi et stykke inde i 20’erne med en vis ret kan forvente, at Winterfylleth vil begynde at blande elektroniske elementer ind i musikken, inden de laver en trip hop-plade.
Jo jo og hø hø.
Den dovne kritik af ‘The Hallowing of Heirdom’ skriver sig selv, specielt hvis man ser bort fra, at Winterfylleth har 11 år og fem plader i ryggen, står som et af de største navne i engelsk black metal og fra begyndelsen har taget afsæt i folkemusikken på lige fod med adskillige andre ligesindede. Den traditionelle folkemusik er såmænd heller ikke ny for dem: Allerede i 2014 medvirkede de sammen med bl.a. Primordial på den Drudkh-kuraterede hjemstavnshyldest ‘One and All, Together, For Home’.
Langt sværere bliver det, når man skal sætte fingeren på, hvorfor ‘The Hallowing of Heirdom’ alligevel er så undervældende. For det er smukt, så smukt, med alle de brysk-klingende vokalharmonier, de rustikt plukkede guitartoner, det diskrete slagtøj og gennem det hele de noget så vemodige strygere. Det er som disen, der stiger op fra mosen i skumringen, som det spæde sollys, der bryder gennem løvfanget, som den salte brise fra havet trukket dybt ned i lungerne. Ren postkortidyl fra souvenirbutikken.
Winterfylleth er gået til opgaven med andægtighed, bevidste om den historiske byrde, der hviler på deres skuldre. ‘The Hallowing of Heirdom’ er så langt fra den konventionelle unplugged metal-plade, som man næsten kan komme: Det handler ikke om at vise metalsange frem uden staffage, men om at skrive sange specifikt til den instrumentering, der er valgt. Staffage er der masser af i form af pauker, strygere, flerstemmig mandssang og kvindelig fortællerstemme. For så vidt som der overhovedet er noget metal i det, så er det først og fremmest i den ufrivilligt komiske højstemthed, der præger hele projektet, og der er ikke mange andre steder end i titelsangen, hvor man griber sig selv i at tænke, at det her egentlig godt kunne være blevet spillet som metal. Og at det ville have været bedre, hvis det var det.
For selvom Winterfylleth har evnerne til at lave akustisk folkemusik, såvel musikalsk som kompositorisk, så er ‘The Hallowing of Heirdom’ i bund og grund vanvittigt kedelig. Det er dygtigt, men uvedkommende. Med mindre ens hjerte virkelig banker for de britiske øers grønne enge og friske byger. Eller er det kønt som en solnedgang over klippekysten, men lige så kitschet som et maleri af sådan én.