Pladeanmeldelser
Det er gået op for vores Manden med Weekendvesten, at Fortress burde være endt oppe på den helt store årsliste-top 5 for 2021. Det råder denne anmeldelse en smule bod på.
De islandske techdødsudøvere i Ophidian I faceroll'er alle knapperne med et tankemylderfremkaldende resultat.
Between Oceans starter på meget lave forventninger og det taget i betragtning er kritikken lidt mindre sønderlemmende, end de fleste internettrolde måske ville ønske.
Untamed Land leger med mange interessante genre-blandinger, og det er spændende - men i nogle sammenhænge også alt for meget.
Trioens debut indeholder masser af gode intentioner, spændende indhold og iderig sangskrivning, men også en fragmenteret lytteoplevelse.
Musik for cello, guitar og elektronik, skrevet på et roadtrip, der fører til kysten, hvor et familiemedlems aske skal spredes. Det lyder som en indiefilm fra midten af nullerne – og måske skal den også høres på den måde.
Vi starter året, med at se tilbage. Offermose er blevet ekskaveret, og befinder sig nu placeret i en særlig montre, som kronjuvelen i samlingen over ting, jeg ikke vidste, jeg var gået glip af.
Timechild skruer tiden tilbage til kassebuksernes og plateaustøvlernes tid, og spiller britisk heavy rock, som da mor var dreng.
Unto Others begik et stærkt gothrock-album i 2021, og nok er mascaraen tørret ud bag de mørke solbriller siden, men forsinket ros er på sin plads.
Lotan leger latin og spiller black-metal, der er lige så spændende som sort kaffe fra en kaffeautomat.
Bestialsk black/death og usædvanligt vellykkede mellemstykker forenes med en klam og rådden produktion på mini-lp og mord og moseofringer fra jysk hedenold.
Hvis man kunne lide Phreneliths monumentale debutplade, så vil man også glæde sig over den dødsmetal, der er på 'Chimaera'.
Hvis du har savnet stemningsfyldt post-rock/metal, kan du med fordel kaste dig over ’Lys’. Det er otte velskrevne kapitler, perfekt til tungsind og vintertræthed.
Molok har leveret en plade, der er mere konceptuelt ækel end det meste, men byder på et noget mere spiseligt lydspor, end man skulle tro.
Det kan godt være, at man siger "if it ain't broke, don't fix it", men det er ikke helt nok for Grand Cadaver at have den fede HM2-lyd og fede growls, når den klassiske svenske dødsmetal får endnu et opkog.
Funeral Mist er klar med deres fjerde plade 'Deiform', der, ifølge manden bag, er en omgang eksperimenterende og holistisk black metal.
Efter et kvart århundredes dvale er Detest omsider tilbage med en opfølger til 'Dorval', der trods de bedste intentioner ikke rammer samme niveau.
Polske Spaceslug kæmper sig ind i nyt territorium på ‘Memorial’, der trækker os længere og længere fra udgangspunktet, men alligevel ikke skuffer.
Temple of Scorn er dødsmetal, der både hylder fortidens helte og lyder friskt. De fem musikere er alle kendte i miljøet. En vaskeægte supergruppe!
Joan Avant kommer på sit andet album langt omkring på en mærkelig rejse.