Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2008 - Mathias Nielsen

Updated
Årsliste 2008 - Mathias Nielsen
Evil Army og Metallica gjorde 2008 til et herligt år, mens Axl Rose, Kiss og Mötley Crüe ødelagde noget af indtrykket, mener Mathias Nielsen. Årets internationale album(s): 1. Evil Army - "Evil Army"/VINYL Normalt forbinder man Memphis, Tennessee med BLUES; ikke THRASH, men Evil Army lyder som Metallica gjorde på 'Kill 'em All' og som Slayer gjorde ca. samtidig! En vis Jay Reatard har produceret pladen, og har du ikke hørt den, har du ikke hørt thrash anno 2008. Albummet er godt nok fra 2006, men jeg har først fået det i år, og det er (naturligvis) kun ude på vinyl. 2. Disfear – "Live the Storm" Den kom allerede i starten af året, men er sgutte glemt af den årsag. Tonser-aggressiv blanding af Discharge og Motörhead, og det kunne være blevet en af årets koncerter, hvis de havde turneret bag pladen. Desværre ville Tomas Lindberg hellere fjolle rundt og støvsuge dollars med At the Gates det meste af året... 3. Metallica - "Death Magnetic" Uanset, hvor meget man 'glædede' sig til at hade denne plade efter al den 'det lyder som en blanding og Puppets og Justice'-snak, så leverede de gamle nisser sgu varen. Højst tre ud af de ti numre holder ikke 100. 4. Melvins - "Nude with Boots" Veteranerne lavede endnu en tonstung, pessimistisk plade, der får de fleste af konkurrenterne på metalscenen til at lyde lige så trans-fesne Mötley Crüe. To trommeslagere, der spiller på tværs af hinanden virker for øvrigt genialt. 5. The Black Angels - "Directions to See a Ghost" Måske ikke metal, men i hvert fald lige så tungt. Med disse syrehoveder fra Texas, er stenertrancen stort set sikret - helt uden ulovlige rusmidler. Årets danske album: Pilgrimz – "Boar Riders" Det virkede på plade, men live må man meget gerne skrue lidt ned for gøgleriet og fokusere mere på musikken. Det er for helvede ikke Cirkus Benneweis, og mennesker med hjerne kan godt blive revet med uden selviscenesættelsen. Årets internationale hit: Evil Army – "Realm of Death" Formidabel krydsning af 'Motorbreath' og 'Whiplash'. Årets danske hit: Beta Satan – "666" Selvironisk som ind i helvede, men underholdende og ørehængeragtig nok for denne lytter. Årets genfundne klassiker: Sir Lord Baltimore – "Kingdom Come" Klichéerne står i kø på denne glemte klassiker, der lyder som en krydsning af Black Sabbath, Blue Cheer, James Gang og alt det der. Sådan som heavy metal nu lød i 1970. Årets DVD: AC/DC - "No Bull: The Director's Cut" AC/DC live er altid godt, når der skal hamres hård alkohol og underboen skal irriteres. Årets opsamling/bokssæt: Led Zeppelin - "The Definitive Collection" De fik også denne plads sidste år. Lad os se, om der kommer en boks mere i 2009. Årets koncert(er): 1. Nadja på Loppen, 25. april: Vi var vel i omegnen af 30 tilskuere, men det ændrer ikke på, at musik aldrig nogensinde har lydt tungere. Man kunne mærke kraniet smuldre. 2. Down i Pumpehuset, 26. marts: Selvom der bliver brugt alt for meget tid på at spille på hash-imaget og andet irriterende fis, så leverede d'herrer sgu den tunge vare i Pumperen. 3. Om på Loppen, 7. november: Om var nok kommet endnu højere på på listen, hvis jeg havde drukket endnu flere Hancock, end tilfældet var. Hypnotiserende var det. Forresten; Destination 2009: Sleep-reunion i London i maj! 4. Slayer + Mastodon i Valby Hallen, 21. november: Slayer for helvede. Jeff Hanneman ligner med knæbeskyttere og football-trøje stadig en, der er på vej ned i skaterparken, men med hele 'Reign in Blood'-albummet gik det aldrig helt galt. Og Mastodon gjorde det også godt, selvom de kun var tre mand denne aften. 5. Nebula på Stengade 30, 15. oktober: Tja... Pik-stenerrock på en en hverdag på Stengade? De underholdt meget godt uden at imponere helt vildt. Årets internationale navn: "Metallica" Der er ingen diskussion her. Metallica viste igen, hvor skabet skal stå. Selvom de ikke fører på metalscenen længere, er de stadig langt vigtigst. Årets danske navn: "F.P. Jac" Danmarks eneste svar på Bukowski gik bort. Årets nye internationale navn: "Evil Army" Se så at komme til Danmark! Årets nye danske navn: "Beta Satan" Metaltunge, skæve sange med ørehængermelodier. Det hele gik op i en højere enhed på Århusianernes debutplade. Årets comeback: "Metallica" Koncerterne i Berlin og London skuffede som sædvanlig. Men efter mange års skuffelser på pladefronten, kom Metallica endelig tilbage med et album, der holdt! Årets optur: "Det meste!" Fraset et par enkelte individer og musikere, har der ikke været så meget at flæbe over i 2008. Årets største skuffelse: "Axl Rose! Men også Slipknot, Kiss, Mötley Crüe, Whitesnake og alle de andre posere, der spiller for pengenes skyld." "Chinese Democracy" var faktisk en smule bedre end forventet, men stadigvæk absolut afskyelig. Slipknot udgav også et nyt album fyldt med poppede omkvæd, der var Nickelback og Linkin Park værdige. At det samtidig lød så uinspireret, at maskemændene nok burde overveje at fortsætte hver for sig, i stedet for at samles hvert femte år for at fylde pengekassen op, når de tydligvis ikke gider! Og så var der uudholdeligt elendige koncerter med først Kiss og senest Whitesnake. Sammen med Mötley Crüe (som også udsendte et ringe album) skal de modne mennesker finde et andet sted at tjene penge til stoffer end på en scene. Mit største ønske for 2009: "John Zorns og/eller John Cages bagkatalog(er) som obligatorisk undervisningsmateriale i folkeskolen." Jeg er træt af at se børn blive opdraget som lemminger, og jeg er træt af at høre om, hvordan de deltager i hjernedøde talentshows med begrundelsen "jeg vil gerne være kendt". Giv børnene overdosis avantgardemusik fra barnsben. Det vil med garanti skabe en anderledes, mere interessant tankegang hos de fleste af dem. Det glæder jeg mig mest til i 2009: "Flere koncerter." Selvfølgelig AC/DC og Metallica, men også Eagles of Death Metal, Jay Reatard og Sleeps genforening i London står højt på listen.