Årsliste 2014 – Mathias Nielsen

Populær
Årsliste 2014 – Mathias Nielsen

Det var især Triptykon, der satte trumf på 2014 for redaktøren. Men også Devilutions meget aktive og debatskabende rolle på det danske metallandkort var noget, det gav optur.

Årets internationale album:

1.
Swans – 'To Be Kind' – Jeg var en af dem, der råbte "don't believe the hype", når snakken faldt på Swans' post-gendannelsesalbum. Vel, Michael Gira og tropperne er fortsat et fantastisk bekendtskab live, men det første mastodontværk 'The Seer' bar for meget præg af at være indspillet over for mange forskellige sessioner, og der gik for megen bevidstløs jam i den. Det gør der måske også sine steder på 'To Be Kind', men det var til gengæld en plade, der musikalsk stak i mange forskellige retninger, og som på den måde blev en stor oplevelse at gå på opdagelse i igen og igen.

2. Triptykon: ’Melana Chasmata’ – Tom G. Warrior inviterede atter indenfor i sit ekstremt sorte univers på en plade, hvor den første halvdel var decideret mesterlig, mens ambitionerne nok spændte lidt ben for Celtic Frost-veteranen på den anden. Ikke desto mindre var 'Melana Chasmata' en af årets klart bedste plader og også som en pladeomslagssvanesang for nu afdøde H.R. Giger.

3. Electric Wizard – 'Time to Die' – Netop som Electric Wizard blev opgraderet til Roskildes næststørste scene, ramte de også endelig formen med konceptalbummet 'Time to Die', der af en eller anden årsag ikke er blevet særlig varmt modtaget. Sært, for med Mark Greening tilbage bag tønderne udgav briterne deres måske mest blodtørstige album siden gode gamle 'Dopethrone'.

4. Earth – 'Primitive and Deadly' – En af årets største overraskelser leverede Dylan Carlson, da han med Earth besluttede sig for at droppe den stenede Morricone-stil, der har præget bandets seneste plader, og i stedet atter trampede distortionpedalen i bund. Og endnu mere overraskende var der gæstesangere med på numrene, heriblandt allestedsnærværende Mark Lanegan. Ligefrem banebrydende var det måske ikke, men det var herligt at have Earth tilbage med vokal og pedal.

5. Eyehategod – 'Eyehategod' – Eyehategods første plade i 14 år lød præcis som forventet. Og det både på godt og ondt. Det var dog dejligt at have sludge-nihilisterne fra New Orleans tilbage, uanset hvad. Især ovenpå deres
mange efterhånden årlige besøg på dansk grund.

Årets danske album:

Også 2014 blev et pinligt følg med i dansk metal-år for undertegnede, ikke engang ekstremt hypede Solbrud kom jeg efter, men der blev da konstateret lovende toner fra blandt andre Impalers, Anti Ritual, Piss Vortex, Hexis og som sådan også Sea, men ellers tillader jeg mig at tro, at næsten alt var ved det gamle.

Årets internationale hit:

Triptykon – 'Tree of Suffocating Souls'
– Det episke smadrende nummer var ikke bare årets stærkeste pladeåbner, det var også det, man roligt kan kalde et hit. I hvert fald af den herligt brutale slags, som det nærmest er umuligt ikke at svinge garnet til.



Årets danske hit:

Jacob Haugaard – 'Ta' en øl'
Danske hit, tjo, tja. Men Jacob Haugaard gik da John Mogensen i bedene og lavede en temmelig upolitisk korrekt sang om druk. Den burde være blevet et hit, men blev det vist ikke rigtig.



Årets genfundne klassiker:

Sunn O))) – 'Black One'
– Den er ti år gammel snart, så den kan vel godt gå som en klassiker? Uanset hvad fandt jeg dette, Sunn O)))'s bedste album, frem i forbindelse med, at jeg lyttede til det lettere undervældende samarbejde med Scott Walker. Det rocker stadigvæk mellemgulvet, når man skruer ordentligt op for drone-terroren.

Årets bokssæt/dvd:

Captain Beefheart – 'Sun Zoom Spark' – Det er altid en fornøjelse af gå på opdagelse i Captain Beefhearts univers. Det er måske ikke metal, men man kan i hvert fald blive udfordret angående sine idéer om, hvordan man lige skærer sådan et stykke krøllet rock. Sun Zoom Spark samler et par af "Bøffens" bedste plader fra perioden 1970 til 1972 og fylder så lige lidt ekstra materiale gravet frem fra gemmerne.

Årets koncerter:

1. Twisted Sister – Copenhell 12-06-2014 – Efter at have oplevet Dee Snider og vennerne starte den bøvede metalfest på Sweden Rock for nogle år siden, var jeg forberedt på, at det ville gøre det samme på Copenhell. Og det gjorde de så også. Der er skrevet så meget om den koncert, at flere ord burde være overflødige.

2. Corrections House – Roskilde Festival 04-07-2014 – Vi var ikke mange i Pavilion-teltet, mens Deftones doserede med 90'er-nostalgi ovre på Orange. Men der var noget herligt intenst over den koncert, denne skæve supergruppe gav for et fåtal af publikummer. Prætentiøst blev det vanen tro, hver gang Mike Williams læste digte op, og rammerne var (heller) ikke de rigtige på Dyrskuepladsen, men når musikken spillede, kulminerende med 'Hoax the System', så var det umådelig godt.

3. Magma – Roadburn Festival, 10-04-2014 – Det var en på én gang bizar og overvældende musikalsk oplevelse at opleve de gale franskmænd spille deres helt egen udgave af prog-rocken, inklusive selvopfundet sprog. Det kan lyde som et gøglershow af format, men det var det langt fra. Snarere var det et sært bevidsthedsudvidende take på den eksperimenterende musik.

4. Possessed – KB18 04-08-2014  – Det var simpelthen ægte kult at opleve Jeff Becerra levere alle Possesseds klassikere for en dedikeret skare på KB18. Det kan godt være, at bandet bag ham var hyrede hænder, men en af dem var trommeslager Nicholas Barker, der ikke følte sig for fin til at starte den vilde døds-thrashstorm i Kødbyen.



5. Dark Buddha Rising – Roskilde Festival 05-07-2014 – Flere syntes, at den skaldede frontmand med en fetich for blod manglede. Jeg savnede ham ikke og syntes egentlig, at der var noget specielt over finnernes psykedeliske afart af doom denne aften i Gloria.

Årets internationale navn:

Triptykon
– Til trods for, at det ikke lykkedes Tom G. Warrior at blæse mig omkuld med nogen af de Triptykon-koncerter, jeg så i 2014, så er og bliver der nu alligevel noget underligt sympatisk over veteranens dystre koncept. Og så selvfølgelig det her med at tage konceptalbummet og den musikalske mørklægning meget alvorligt og helt bogstaveligt. Meget seriøst på den helt rigtige måde.

Årets danske navn:

Hexis
– Som skrevet tidligere følger jeg forkasteligt dårligt med i dansk musik, men der var lovende toner fra Hexis, og hatten af for måske dét hårdest turnerende band herhjemme, overhovedet.

Årets nye internationale navn:

Jeg blev ikke overvældet af nogen debuter eller nye metalnavne i år. I hvert fald ikke i en grad, så jeg husker det i skrivende stund.

Årets nye danske navn:

Sea
– De fortjente hypen. Der er mange af de retrodyrkende bands i disse tider, men Sea virkede alligevel som et frisk pust og et sammenrend, der trods alt havde ny energi at byde på.

Årets comeback:

Triptykon
– Også her vinder Tom Warrior for charmen. Det var stort at se ham tilbage på scenen til Roadburn, også selvom koncerten måske ikke levede op til forventningerne. Det gjorde pladen næsten.

Årets optur:

Devilution
– I al beskedenhed. Det har været et spændende år for Devilution. Både med mod- og medvind. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg bedst kan lide, når der er lidt gang i sagerne, det vil sige debatten. Og måske er det endda denne dynamik, der er brug for på den danske metalscene, der immervæk stadigvæk ikke er rasende interessant.

Årets største skuffelse:

Det har været en gigantisk skuffelse, at min yndlingsfestival de sidste fire år, Roadburn, indtil videre har lagt et program for 2015, som rent ud sagt er røv og nøgler. Det kan de selvfølgelig nå at lave om på, men det tegner bestemt ikke godt. Ellers har det været et ret jævnt år, hvor Ghost ikke har gjort noget særligt væsen af sig, så det er svært for alvor at finde på noget at komme op i det røde felt over.

Største ønske for 2015:

At Roadburn når at rette op på programmet, og at Ghost vedbliver at være inaktive. Og så ikke mindst at Devilution bliver ved med at være flagskibet inden for dansk metaljournalistik, hvilket jeg som redaktør i al beskedenhed mener er en titel, vores lille tidsskrift i forvejen besidder, men der skal selvfølgelig arbejdes for, at det bliver ved med at være sådan.

Det glæder jeg mig mest til i 2015:

Heavy Days in Doomtown
– Når nu det ser ud til, at Roadburn med deres program nærmest tvinger mig til at blive væk i 2015, så må det være tid til en debut på denne danske doomfestival, som jeg kun har hørt positive ting om, men som også har været lige rigeligt af det gode så kort efter årets vanlige doom-overdosis til Roadburn. Det skal blive godt med noget nyt og masser af mere nyt i 2015.