Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2016 – Daniel Pilgaard

Populær
Updated
Årsliste 2016 – Daniel Pilgaard

Halshug trumfer i dansk metal. De gamle drenge i Artillery kan dog stadig følge med ungdommen. Modsat på den udenlandske front, hvor ikonernes plader er lige til glemmebogen, mens de ukendtes grav gemmer på det sorte guld. På koncertfronten toppede Machine Head med en maratonkoncert i London.

Årets danske album:

1. Halshug: ’Sort Sind’ – Det er ikke så sært, at Halshug har kontrakt med Southern Lord Records og flittigt turnerer USA og Europa rundt. Kun bandnavn og teksterne afslører det danske ophav. Musikken er på international niveau og leveret på et sprog alle forstår. Med en virkning som testosteron skudt direkte i  blodet. Drop steroiderne – brug Halshug i træningscenteret!

2. Artillery: ’Penalty by Perception’ – Thrash i verdensklasse. Sådan har det været siden brødrene Stützer red med på genrens første bølge i starten af 1980’erne, hvor især amerikanerne og tyskerne stak af med berømmelsen som thrashens konger.  Men hvor koryfæerne har hvilet på laurbærrene og nydt livet i overklassen, så har Artillery ufortrødent knoklet på i arbejdsklassens spor.

Åndelig frihed kommer ikke af en formue. Den kommer ved af følge kaldet og få det bedste ud af sine evner. Og aldrig give op – det ville være sjæleligt selvmord.  Det kan ikke bare høres i Artillerys musik, at Michael og Morten Stützer er fænomenale guitarister. Det kan også mærkes, at hjertet banker for heavy metal. Kald det metafysisk metal. Kald det her nonsens. Men kald ikke Artillery andet end for pissetfedt thrash!

3. Denner/Shermann: 'Masters of Evil’ – Fra de ene danske verdensguitarister til de næste, der også har rundet de 50 år. Dansk metal havde indiskutabelt sin guldalder i 1980’erne, og her tre årtier senere er Michael Denner og Hank Shermann stadig stjernenavne på metalscenen  Ingen metalmusikere med respekt for sig selv og musikalsk forståelse har ikke dyrket duoens fortid i Mercyful Fate. Betydningen af den ikoniske gruppe med King Diamond i spidsen kan ikke undervurderes.

Men det har sin pris at efterlade en uvurderlig arv. Den er er umulig at løfte og leve op til. Denner og Shermann er aldrig dårlige. Alligevel har deres forskellige projekter igennem de sidste 20 år bare aldrig lydt helt rigtigt. Før nu. Hvor de igen har fundet sammen og fået det bedste frem i hinanden. Riffvanvid og rendyrket heavy metal – så man får den kætterske tanke, at musikken slet ikke mangler King Diamonds vokal for at være fuldendt.

Det er omsonst, at rangere flere. Top 3 tager teten, som årets væsentligste brag fra den hjemlige front.

Dermed ikke sagt, at der ikke har været knald nok på scenen. Det har der.

Illdisposed skuffede ikke på ’Grey Sky over Black Town’. Ditto Dawn of Demise med ’The Suffering’. Eller Pretty Maids’ ’Kingmaker’. De etablerede navne holder fanen højt. Mens det også virker lovende nok for den nyere generation.

Huldre gjorde det fornemt på ’Tusmørke’. Narcosatanicos leverede en vanvidsrus på ’Body Cults’ og Taphos bed brutalt fra sig på ’MMXVI’. Slægt udsendte 2015s digitale ’Beautiful and Damned’ i fysisk format og på den måde markerede, havde nogen overset det, at de svæver mod særklassens format.

Årets største nosser:

Risings ophavsmand, guitarist Jacob Krogholt, viste de største nosser ved at ændre Risings udtryk fra High on Fire’sk til Rainbow’sk. Med et paradoksalt resultat til følge. Fremragende musikere. Sublime på en scene. Desværre svinger ’Oceans Into Their Graves’  fra suveræn til søvndyssende – med overvægt af sidstnævnte. Næste udgivelse ændrer forhåbentlig balancen. Idealet – en plade kun med klassikerkvalitet i alle skæringer – er det umuliges kunst for de fleste. Forbeholdt de færreste igennem karrieren. Ditto den anden vej – altså en gennemført stinker af et makværk –er en sjælden bedrift for etablerede bands.

Årets største opkast:

Men Volbeat gjorde det. Fra de første fremragende plader til total fadæse. Michael Poulsen gik hele vejen på ’Seal the Deal & Let's Boogie’ og leverede så stinkende ringe kompositioner – med tilhørende kvalmede produktion – at selv ISIS finder det for inhumant at anvende musikken som tortur.

Årets internationale album:

1. Vektor: ’Terminal Redux’ – Utroligt tilfælde. Netop som Vektor skrives øverst på listen, oplyser gruppens bagmand, sanger og guitarist David Disanto, på de sociale medier, at han står alene tilbage som eneste medlem. Trommeslageren, bassisten og andenguitaristen er simpelthen skredet fra det band, der internationalt blandt medier er nogenlunde konsensus om, har lavet en af årets bedste plader.

Sådan. Når fremtidens band bliver fortiden på et splitsekund. Men ved I hvad? Det er optimalt. Skæbnen spiller sine kort helt rigtigt her. ’Terminal Redux’ er lavet af det stof, der ikke kan gentages. Ikke kan overgås. Vektors forrige to plader viste vejen. Men kom ikke i mål med visionerne for musikkens mangfoldige ambitioner. Vektor vil ikke det ene eller det andet. Men lidt af det hele.

’Terminal Redux’ er metalhistoriens mange facetter skruet sammen på 73 minutter. Teksterne fortæller en samlet historie. Et konceptalbum og et miskmask af musik kræver alt– både af band og lytter. Det kikser for de fleste. Men ’Terminal Redux’ rammer plet.  I sin anmeldelse kaldte Emil Hansen pladen for en ekstremmetallisk opera og var så begejstret, han drog til Østrig for at opleve dem. Og vendt lettere skuffet hjem.

Ikke overraskende. ’Terminal Redux’ er skabt af det stof, der ikke kan genskabes live. Det er kunsten på pladen, der krakelerer på scenen. De undtagelser findes netop. Som tilfældet her. Og i sin natur – uanset gruppen er amputeret ned til en mand – ville Vektor aldrig være fremtidens store navn. Det er avantgarde langt mere end det er blockbuster. Og det er et bidrag til metalhistorien som DiSanto uanfægtet kommende konstellation aldrig overgår. Sådan er det. Sådan bliver det. ’Terminal Redux’ mætter som et musikalsk mesterværk. Og der er faktisk ikke behov for mere.

2.3.4.5 ... Og hvad kom der så ellers?

Polske Cultes des Ghoules kom med 'Coven, or Evil Ways of Love', der deler både visioner og ambitioner som hos Vektor. Okkult black metal på et (for) langt konceptalbum med en spilletid på 97 minutter fordelt på kun fem numre.  Resultatet kræver dog ikke akut eksorcisme. Snarere akut energidrikke undervejs.  De vil endnu mere end på den mundfuld mesterværket ’Henbane’ var fra 2013, men polakkerne synes at gabe over mere end de formår denne gang. Eller måske har pladen bare endnu til gode at folde sig ud endnu for undertegnende? For det er jo netop formålet med at skabe det forvirrende. Det fremmede. Det man ikke forstår og frastøder af frygt.  Eller kategorisk fravælger fordi det ikke har form efter ens behov – slet ikke føler et behov uden for genrekunstens forankrede format. Det er en ærlig sag. Men også en ærgerlig sag. Det fastlåste fører ikke frem. Det kører i ring. I værste fald tilbage i et dårlig nostalgitrip.

2016 bød på flere af de udgivelser, der fik mærkatet ”deres bedste i tyve år”. Metallica, Megadeth, Anthrax og Testament fik stemplet. Sidste år fik Slayer det med ’Repentless’. Thrashens foregangsmænd rejste sig. På udgivelsesdagen fede plader. Gode i morgen. Glemt i næste uge. Forbigået til koncerterne –  i fælles forståelse mellem band og publikum. For så fede var de plader jo faktisk heller ikke i forhold til, der er et par timer at gøre godt med på scenen og bagkataloget kræver sin ret.

Forventningernes forbandelse er den værste. For vi får aldrig en ny ’Master of Puppets’. Vi får skyggen af fortiden. Nogle skarpere end andre. Og får vi noget helt tredje, får bandet fingeren, i stedet for respekt.

Den som Metallica fortjente med Lou Reed og ’Lulu’. Her fik vi da endelig noget nyt. Noget helt anderledes end nok en stabil støvplade til samlingen. Men fansene fik et flip. En hellig ko må ikke slagte sig selv. Så konservative er metalfans. Og ditto kritikerne, der sjældent kan separere deres følelser som fans og ikke få armene ned, når koryfæerne kommer frem med ”den bedste plade i tyve år” og som ingen så lytter til i de næste tyve år bagefter. Og bagefter igen.

Udforsk i stedet musikkens dybere verden. Vær opsøgende. Vær åbensindet. Find selv vej. Brug medierne. Som guide. Ikke facitliste. Vær kritisk med i kampen. Så kommer lyset. For det trænger ikke igennem af sig selv.

Årets udenlandske hit:

Ihsahn: ’Until I Too Dissolve – Ozzy Osbournes stjerneguitarist Randy Rhoads døde som 25-årige. Men levede absolut ikke forgæves. Hans sjæl – sound – spøger tydeligt i Ihsahns pletskud af et åbningsriff i denne alsidige geniskæring. Mester Rhoads kunne ikke have skrevet det riff bedre selv, og Ihsahn understreger nok engang – gennem hele pladen – at han er en af de sidste to årtiers største begavelser i musikhistorien.



Årets danske hit:

Halshug: ’Sort Sind’ – ”Min hjerne gør ondt!”. Hvor end Halshug har introklippet fra, så kunne de næppe havde fundet en mere passende intro til pladens titelnummer, der åbner årets danske udgivelse. Benhårdt fra start til slut.



Årets skarpeste bemærkning:

”Man føler sig sej, når man lytter til Halshug,” kommenterede fotograf og diktator Dinesen om ’Sort Sind’, da vi var på visit hos Anders Bøtter i Sort Søndags årskavalkade – sjældent har én sætning kunne stå alene som en fyldig og koncis anmeldelse.

Årets genfundne klassiker:

AC/DC: ’Powerage’ – Hverken kritisk eller kommercielt var en ’Powerage’ en større succes ved sin udgivelse i 1978. Besynderligt nok. ’Powerage’ er rendyrket bisserock og  har kandidaten til musikhistoriens svedigste skæring – ’Riff Raff’!



Årets fysiske udgivelse:

Mayhem: ’De Mysteriis Dom Sathanas Alive’ – Det var historisk og direkte til den sjældne karakter 666, da Mayhem på den svenske Black Christmas Festival i 2015 for første gang fremførte hele ’De Mysteriis Dom Sathanas’ live. Her et år efter er koncerten netop udgivet – af Mayhems eget nystartede selskab – på vinyl, cd og dvd. Den er selvskrevet til samlingen!



Årets koncerter:

1. Machine Head: Hammersmith Odeon, London 11-03.2016 – Når Machine Head ikke ville komme til Danmark, må man nødvendigvis komme til Machine Head på deres særlig ”An Evening With Machine Head. Især når oplevelse er på det legendariske spillested Hammersmith, der igennem årtier har lagt rammer til nogle af Englands mest berømte koncerter.

Machine Head skrev sig ind i stedets historie med deres længste koncert i karrieren. Måske deres bedste nogensinde. Knap tre timer på fuld blus med alle klassikerne og sjældne skæringer på sætlisten. Frontmann Flynn trak ikke vejret igennem 24 numre og 170 minutter. Ditto publikum der kastede sig rundt i hinanden som vildmænd til en vækkelse. Jeg er næsten sikker. Det her kommer til at stå i fremtidens erindringer som min største koncertoplevelse i livet.  

2. Black Sabbath: Copenhell, 25-06.2016 – Sidste aften på Copenhell. Sidste band på hovedscenen. Sidste show på dansk grund med metalhistoriens vigtigste gruppe. Op mod 20.000 mennesker i støvregn og godt humør. Parat til at tage afsked. Black Sabbath spillede langt fra deres bedste koncert på dansk jord. Men farvellet var majestætisk. Stemningen magisk.

3. Neil Young: Roskilde Festival, 1-07.2016 – Tre timer i selskab med rockens største fyrtårn. Ikke i et sekund vaklede den 71-årige canadier under en fuldstændig forrygende fredag aften på Orange Scene.

4. Rammstein: Tinderbox, 23-06.2016 – Direkte fra Scorpions på Copenhell og i fuld fart ved midnat i torden og regn over Storbæltsbroen mod Odense. Vi nåede det lige præcis. Både med livet i behold og til Rammstein klokken 1 om natten foran et tætpakket publikum i tusindvis. Gæsterne fik hvad de kom efter. Ditto gjorde jeg og Dinesen. Vi fik muligvis ikke en forestilling, der ikke var set før. Men vi fik stadig en af de bedste af slagsen, der findes i den her størrelsesorden med bulder, brag og tysk dominans.

5. Necronomicon: Vancouver, 17-09. 2016 – Hovednavnet hed Marduk. Men svenskerne måtte nok engang aflyse en Nordamerikansk turné, da myndighederne nægtede dem indrejse. Skuffende nok. Heldigvis var der andet godt i pakken. For mig relativt udyrkede bands. Hollandske Carach Angrens teater-black metal har gjort dem til lidt af en stort navn. Sært nok. Sjældent har jeg set så stor en joke af et band.

Canadiske Necronomicon var tværtimod en hæsblæsende oplevelse.

De var blandt Canadas første ekstreme bands og et respekteret navn på deres egne breddegrader. På den europæiske side af Atlanten har de aldrig rigtig slået igennem. Måske fordi vores behov er dækket ind via Behemoth, Dimmu Borgir og Vader som Necronomicon er en brutalt blanding af. Ikke desto mindre en heftig dødscocktali. De her gutter kunne spille. Fuldstændig overlegent. Virkelig overlegent. Morbid Angel overlegent. En overraskende sej  oplevelse af være vidne til.

Årets comeback:

To af historiens bedste rockbands kom igen.

Guns N’ Roses: Naturligvis. Axl Rose krævede tronen tilbage som sin generations største rockstjerne. Han tog den overlegent til sig – også som sanger i AC/DC.

The Hellacopters: Svenskerne genopstod på Sweden Rock Festival. Og fortsætter koncerterne i 2017. Som med Guns N’ Roses trænger det samme spørgsmål sig naturligvis på. Hvad sker der bagefter? En ting er nostalgi. En anden er nyt materiale. Kan de lave relevant musik?

Det overså jeg i 2015:

Døden.

Årets optur:

Guns N’ Roses’ genkomst.

Årets største skuffelse:

At gå ned med stress, og erkende superkræfter er fiktion.

Største ønske for 2017:

At blive færdig med min bog om Guns N’ Roses og få den i handlen i juni.

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

At overstående bliver til virkelighed og opleve Guns N’ Roses splitte Europa ad.