Årsliste 2020 – Peter Troest
Ja, det var et surt år for os alle sammen. Folk dør stadigvæk af den skide Covid-19. Musikbranchen giver sig selv kunstigt åndedræt (for hvem gør det ellers), og en koncertfotograf uden koncerter har ikke meget at lave om aftenen.
Så året er brugt på at indhente et langt hardcore-efterslæb og ellers at være sur over, at det kamera, han har bestilt, ikke er kommet, så han ikke kan tage det med til koncerter, der ikke bliver afholdt. Sur.
Måske er det derfor, dette år været brugt på bands, der er sure. Vrede. Pisserasende. Så hvis du er lidt halvsur, så kan vi være det sammen.
Årets danske album:
1. Eyes: ‘Underperformer’ – Hardcore med tvivl og lidt nihilisme. Perfekt, når du spilder kaffe i dit tastatur, og perfekt, når du går i et onlinemøde og har glemt at slukke for mikrofonen, og perfekt, når du ikke kan knappe dine bukser ... Perfekt 2020.
2. Konvent: ‘Puritan Machochism’ – Ramte januar lige i røven. Det hele var mørkt, koldt og hårdt, og Konvent kom med sit debut-udspil med international klasse. Det har holdt hele året og holder stadig.
3. Tvivler: ‘EGO’ – De sure mennesker fra Tvivler er stadig pissesure – bare ældre. Jeg kan li' ældre.
4. Afsky: ‘Ofte Jeg Drømmer Mig Død’ – Ole Luk (Solbrud) vrider det sorte et nøk i den hårdere retning og drysser et strejf af håbløshed ovenpå. Og så har han Brendekildes maleri "Udslidt" på coveret. Fedt.
Årets internationale album:
1. Gulch: 'Impenetrable Cerebral Fortress' – Gulch er californisk hardcore, der kan få live-energien mast ind i et studie-album. Mere om dem senere.
2. Ratcage: ‘Screams From The Cage’ – Når hardcore er punket og lidt som i gamle dage. Og ja, jeg er til fals for sange på 8 sekunder.
3. END: ‘Splinters from an Ever-Changing Face’ – END er kommet med et helstøbt album uden så mange dingenoter og omsvøb. De har kun to gear: "Hårdt og hurtigt" eller "hårdt og langsomt". Har vi brug for flere? Som All Pigs Must Die – bare lidt ondere.
4. Regarde Les Homme Tomber: ‘Ascension’ – Når du er træt af at slå til ting og af at være sur, så kan du lytte til RLHTs nyeste. Du kommer med til det magiske post-black-land, hvor der ikke rigtigt er dagslys – lidt ligesom Danmark i januar.
5. Emma Ruth Rundle & Thou: ‘May Our Chambers Be Full’ – Emma Ruth Rundle og Thou giver dig både post-tunghed og Emmas fantastiske vokal. Og der var god tid til at lade musikken fæstne sig i de uendelige hjemmearbejdsdage.
Årets internationale hit:
Törsø: ‘Everyone is sick’ – Den er ikke engang fra i år, men den passer for godt til 2020 til at blive ekskluderet på grund af en mindre teknikalitet såsom årstal.
">
Årets danske hit:
Eyes: ‘Distance’ – Det er ikke for at at blive i Covid-temaet, men det er en skudsikker sang lige i øjeblikket. Mette approves.
">
Årets genfundne klassiker:
Gouge Away: ‘, Dies’ – Gouge Aways debut fra 2016 er d-beats og breakdowns og fuld smadder.
">
Årets koncerter:
1. Eyes/Tvivler: Pumpehuset, 27-11-2020 – To bands med to af de bedste albums i år. Victor Kaas var i hopla, selv om hele salen skulle sidde. Jeg glæder mig til at se dem på gulvet igen.
2. Konvent: Pumpehuset, 24-01-2020 – Konvent er stensikre live. Rikke Lists brølende vokal i et fyldt lydbillede i en udsolgt Pumper – masser af tillægsord. Fandme en go' aften.
3. LLNN: Pumpehuset, 15-10-2020 – LLNN skuffer aldrig live. Så tungt, at man bare står og griner måbende, når hele mellemgulvet vibrerer, og Christian Bonne vrænger sin vokal ned over dig. Der er en grund til, at de spiller over hele Europa.
Årets internationale navn:
Jeg har ikke rigtigt noget. Det plejer at være en god udgivelse og en turné, der smutter forbi DK, men ikke år. Så jeg holder mig til det danske.
Årets danske navn:
Dansk doom, der bliver lagt mærke til, og en unreal debut-plade. Det er naturligvis Konvent, der maser sig foran BAEST i år. Det er nærmest til at tude over, at det var i 2020, det skulle ske, men forarbejdet er lavet. Nu skal 2021 bare arte sig.
Årets nye internationale navn:
Gulch – Bandet der var lige ved at blive kvalt af deres egen merch-succes på grund af hoodier med nogle søde tegneseriedyr. Men heldigvis er de mere end merch. Kan vi mon få dem til Danmark i 2021? Roskilde, jeg kigger på dig.
Årets nye danske navn:
Se årets danske album længere oppe.
Årets comeback:
Nope. Jeg gider ikke comebacks – med mindre det er Dillinger Escape Plan. Så er det okay. Men det er ikke Dillinger, så jeg gider ikke.
Det overså jeg i 2019:
Jeg er fotograf. Jeg overser ikke noget. Men jeg har brugt 2020 på at skamlytte til Törsø, Gouge Away, Cloud Rats og Candy. Hvorfor var der ikke en voksen, der fortalte mig, at de her fire bands laver noget af den vredeste musik, jeg har lyttet til i lang tid. Fantastisk.
Årets optur:
Der var ikke så mange opture. Jeg har løbet langt og hørt vred musik og blev skadet og har siddet stille og hørt vred musik Men, hey ... det er sgu bedre end at have Covid og høre vred musik.
Årets største skuffelse:
Nej, der var ingen Roadburn Festival, ingen Roskilde, ingen Copenhell, ingen koncerter, men det er jo det samme for os alle sammen. Så derfor...:
Inter Armas cover-album, "Garbers Days Revisited". Hvad var nu det for noget? Hvad tænkte de, inden de udsendte det her halløj? 'Det her bliver bare rigtigt sjovt. Hvis der er noget, vores fans bare synes er vildt spas, så er det sgu et cover af Purple Rain – men sådan lidt metallisk ... men ikke alt for meget ... bare langsommere og lidt off-pitch. Det bliver ikke sådan, vi er nødt til at lave en disclaimer bagefter, hvor vi forklarer, at det bare var for sjov, og for at være 'outrageous', og at vokalen var lavet i ét take, men det hele var bare fun-fun-fun.'
Men det blev de nødt til.
Og lad nu være med at klikke på det her link, som jeg åbenbart skal sætte ind. LA' NU VÆR'.
">
Største ønske for 2021:
Lad os nu få nogle nåle i armen, så vi kan komme ud og få gang i larmen.
Det glæder jeg mig mest til i 2021:
At stå helt glad med et kamera på et øl-plettet gulv, mens folk vælter rundt og slås til go' musik … men først: nålen i armen.