Årsliste 2022 – Dea Sølbæk Lillelund

Hvad 2021 manglede i koncerter, kompenserede 2022 så rigeligt for. Det blev året, hvor metalscenen kannibaliserede sig selv, men også året, hvor daggry anes i horisonten.

2022 står skarpt for 3 begivenheder: Roadburn Festival, der endnu engang overgik sig selv. Copenhell, der satte noget i retning af rekord i gennemsnitsalder blandt de optrædende. Og så gik Royal Metal Fest konkurs efter en festival på lavpunktet. Dog kun for at genopstå ud af asken – med større ambitioner, men samme hold.

2022 blev også året, hvor vi så en slags daggry i dansk metal og hård musik. For lad os være ærlige: kun få bands i Danmark såvel som udlandet, kan efterhånden pine mere ud af den samme gamle høne, som de i årevis har kogt suppe på, understøttet af mere og mere halvhjertede floskler fyret af fra scenen mod et aldrende publikum. Det er ikke fedt at se en ædru Abbath pine sig selv og sit publikum foran en halvfyldt sal i Amager Bio. Det er ikke fedt at se Watain optræde med noget, der engang var Breaking News, og som nu bare virker smågråt og kedeligt (og nej: det var ikke manglen på ild, der gjorde det). Det er ikke fedt at se Iron Maiden, Judas Priest og andre aldrende koryfæer støtte sig til alt, hvad der står nogenlunde fast på scenen, fordi de kan falde om af et hjertestop når som helst.

Vi har brug for noget nyt. Og det fik vi i 2022. John Cxnnor fik aktiveret hele den danske hardcorescene til et spektakulært show på Roskilde Festival, Eyes har givet baghjul til de fleste, Lifesick begejstrer overalt og Stikkersvin giver os ungdommens version af den maskuline genre, som metal har været. Orm har overgået sig selv og alles forventninger i det mest gennemførte danske black metal udspil siden… ja, man fristes til at sige “siden Ir”. Vi kan blive ved med at nævne navne, der har begejstret og krydret vores ører med længe savnet nyt. Hvad er fælles for dem? De skider på opskriften om konventionel metal, om det for længst afprøvede og afsuttede, og udfordrer sig selv og os. Bands, der kan det, er vores fremtid. Ellers ender de med at skulle asfaltere græsset på Copenhells festivalplads og lave ramper til alle vores kørestole og gangstativer.

Årets danske album:
1. Orm: 'Intet•Altet' – De kunne alt på 'Ir', men de kan mere på 'Intet•Altet', og viser i den grad dybden og bredden i dansk atmosfærisk black metal på en måde, der tjener til inspiration og efterligning. 'Intet•Altet' er et værk, sådan som man normalt vil definere sådan et og skal høres som et værk. Det er gennemarbejdet, alt overflødigt fedt er skåret fra og tilbage står en knivskarp udgivelse, som man kan høre opført i DR’s Koncertsal i 2023.

2. Kellermensch: 'Capitulism' – For at turde at være voksne på den rigtige måde. Fordi voksen ikke er snorlige eller særlig nemt – særligt ikke når man slår knuder på sig selv for et andet menneske. 'Capitulism' indeholder givetvis ikke Kellermensch’s største hits, men det er til gengæld deres bedste album, og det giver noget fra sig hver gang det spinner på pladetallerkenen.



3. Sabotør: 'Skyggekæmper' – for at give dansk syrerock en renaissance. Sabotør har tidligere gået under navnet Pudsige Herrer, men af en eller anden grund var det navn ikke godt nok, så nu hedder de noget andet. Pladen tager gamle demo-klassikere op og krydrer dem med nye numre, og det kunne vi godt lide, da den kom ud. Det bidende tekstunivers, kombineret med Rohde-Kappels særegne vokal og ikke mindst et par fremragende musikere på hhv. trommer og bas, som faktisk ved, hvordan rock skal spilles, giver en alt i alt fornøjelig og gentagelsesværdig lytteoplevelse.



4. Mythic Sunship: 'Light/Flux' – Pladen, der er min store dårlige samvittighed, fordi jeg ikke nåede at få den anmeldt i 2022. Men ikke desto mindre fortjener den en plads på listen. De psykedeliske danskere havde allerede tilbage i 2019 æren af at spille i Roadburn Festivals hellige haller. De har en fed tilgang til den mere spacede rock, og jeg elsker de overraskelser, der er i deres album, og som giver mig lyst til at grave mig ned i musikken. Det egner sig for eksempel fremragende til en lang togtur eller gåtur, hvis man er den type.



5. Hiraki: 'Alterer' – Hiraki har haft en særlig plads i mit hjerte siden jeg så dem i strålende solskin på en scene foran det hedengangne Hovedbibliotek i Aarhus (I ved: det i Mølleparken, bedre kendt for sit brede udvalg af det, amerikanerne kalder Class A drugs). Det var en af de sidste Mono goes Metal / Understrøm, der blev arrangeret af den aarhusianske ildsjæl Leifur Nielsen, og han så helt rigtigt, da han bookede Hiraki. Det er siden blevet til en allerhelvedes masse koncerter med hele eller dele af Hiraki, og de forfalder aldrig til skabelonmusik. Heller ikke på denne plade, hvor vi som lyttere får endnu ny oplevelse med Hirakis versioner af andre kunstneres musik – til stor fornøjelse for både os og de genfortolkende kunstnere.



Årets internationale album:
2022 blev året, hvor jeg brugte rigtig meget tid på gulvet og græsset foran scenerne i Danmark og Europa, og ikke mindst året, hvor jeg fik så mange gode oplevelser på det hjemlige scene, at jeg simpelthen druknede mine ører i dansk musik. Der sker sikkert lige så meget i udlandet, men det blev altså til mest dansk for mit vedkommende. Derfor er der også kun 4 albums, der har nået denne liste.

1. GGGOLDDD: 'This Shame should not be mine' – Det album er sønderrivende i al sin nydelighed. For nydeligt er det bestemt. Altså når det ikke lige er rasende og fortvivlet. Der bør følge en trigger warning med albummet, for sjældent er en voldtægt blevet beskrevet så ærligt, og på en måde, der gør ondt helt ind i knoglerne. Musikken er velkomponeret, og understøtter teksterne hele vejen. Milena Evas stemme er jo som den er: en drøm at høre på. Tag dog ikke fejl; det kan også blive et mareridt.

2. Karin Park: 'Private Collection' – Det var til stor glæde for mig, da jeg fandt ud af at dette album faktisk udkom i 2022, fordi det er noget, der har været soundtrack ganske ofte på togturen hjem fra jobbet i det gudsforladte Ballerup. Karin Park mødte jeg første gang på Roadburn Festival 2022, hvor hun på trods af lidt rod med syge halvparter i en collab, gav en rigtig fin koncert. Senest gav hun intim koncert på Ideal Bar foran en lille flok dedikerede publikummer. Hendes musik har simpelthen så meget elegance, at man får tårer i øjnene. Også her er den smukke englevokal krydret med synths, der favner det mørke, det dystre og det dystopiske, og hun har derfor al berettigelse på en liste på dette magasin.

3. James Kent /Johannes Persson/ Final Light – Det er altid lidt underligt med plader, der kommer efter en koncert. Det var det, da Waste of Space Orchestra pludselig valgte at lave en one-of collab koncert på Roadburn Festival i 2018 om til en plade. Det skal de nu ikke høre noget for. Sådan var det også da Kent og Persson udgav et album som gruppen 'Final Light'. Forskellen er måske, at det hele tiden var meningen, at der skulle komme en udgivelse ud af det. Koncerten på Roadburn Festival tidligere i år sendte vores anmelder og cirka alle andre blandt publikum op under skyerne, da vi fik cementeret at den hårde elektroniske stil fra Perturbator sagtens kan kombineres med metal à la Cult of Luna. Det var en fremragende koncert, hvor alle – med et lidt fortærsket udtryk – spillede hinanden gode, og det er ganske enkelt et fremragende album.

4. Ufomammut: 'Fenice'. Koncerten på Loppen med italienske Ufomammut tidligere i år burde måske også have været på listen over koncerter for året, men man må prioritere, må man. Men faktum er, at netop denne koncert sendte undertegnede direkte op i pladeboden. Den slags kan enten være fordi øjeblikkets begejstring og promillerne griber en, eller det kan være fordi, der faktisk er noget at komme efter. Jeg var muligvis begejstret under koncerten, men blev ikke mindre begejstret under genlytning af albummet 'Fenice', der giver et godt bud på hvordan drone, syre og almindeligt musikalsk talent kan kombineres til en oplevelse, der har kød på – også når det høres så meget, at man nærmest får en pris for det på Spotify.

Årets danske hit:
Kellermensch: '6705' – Ikke det mest oplagte hit, og mange vil være uenige. Men ikke desto mindre begejstres jeg når det kommer på, måske endda til punktet, hvor jeg opfører noget, der minder om dans. At teksten er en spiddende karakteristik af dansk provins-liv, her personificeret af 6705 Esbjerg, gør ikke sangen det mindste ringere.



Årets internationale hit:
Jeg ved det simpelthen ikke og vil lade andre gøre sig kloge på den placering.

Årets genfundne klassiker:
Det er ikke så meget en plade, som det er et band. Jeg fandt Pearl Jam igen, efter ganske mange år (faktisk 22), hvor jeg har foretaget mange krumspring for at undgå at høre bandet live. Årsagen til disse krumspring er banal, men ikke desto mindre virkelig: Jeg stod alt for tæt på den ulykke, der kostede 9 unge mennesker livet på den berygtede Roskilde Festival i 2000. At se Pearl Jam live igen var hårdt, men forløsende og selvom mine noter blev våde, var det vist meget sundt at få set den oplevelse i øjnene. Koncerten var god, sættet var fremragende og bandet cementerede, hvorfor de stadig er værd at fylde Royal Arena for her i 2022.

Årets comeback:
Nu hvor vi er ved Pearl Jam, så er det også for mig årets comeback. Altså mit eget comeback. Jeg har elsket Pearl Jam lige siden de frie og bekymringsløse 90ere, men kunne ikke rigtig finde mig til rette med musikken efter ulykken på Roskilde. Derfor går prisen for årets comeback til mig selv.

Årets koncerter:
1. John Cxnnor, Roskilde Festival 2022, 30-06-2022 – Her blev nye standarder sat, ny jord blev brudt, og vi havde hele den danske hardcorescene helt oppe i vores begejstrede ansigter. Aldrig har jeg set en koncert spillet på den måde, med den energi, den nerve og den fanden-i-voldskhed, som sugede Gloria ind i et rave/hardcore mosh i en blanding af dans, slås og måben. Gad vide om ikke denne koncert faktisk ender med at blive årtiets bedste.

2. The Devils Trade x John Cxnnor: Roadburn Festival 2022, 24.04.2022 – Når dark folk i form af David Makó’s enmandsband, The Devil’s Trade, og John Cxnnors dommedagsmaskiner mødes, så opstår der noget aldeles fantastisk, som er meget svært at sætte rigtige ord på. Vi troede, vi vidste, hvad vi ville få, fordi makkerparret Sejersen og Makó havde lavet en lille optræden til Roadburn Redux i 2021, men som viste sig at være så meget mere og så meget andet. Makó’s nerve er fuldstændig enestående og han bar koncerten igennem ligeså meget som John Cxnnor. Det var en sand collab uden skævheder i den ene eller anden retning.

3. James Kent x Johannes Persson x Final Light: Roadburn Festival 2022, 22.04.2022 – Igen en crossover koncert, og vi aner et tema. Men for satan hvor var det en vild oplevelse at se Kent og Persson spille op til hinanden, spille for og til hinanden på en måde, hvor de begge holdt godt fast i deres musikalske identitet og egenart, og samtidig formåede at få det hele til at gå op i en højere enhed. Der var dømt 666 fra vores anmelder, og det er fuldt fortjent.

4. Orm: Releasekoncert for Intet•Altet, Vega, 30.09.2022 – Koncerten, der burde have ligget meget længere oppe på listen, men hvor et storsnakkende og alment tåbeligt publikum tog toppen af oplevelsen. Men når det så er sagt, var koncerten en rundtur i Orms stramme og dog ret kaotiske musikalske univers, hvor der er plads til det stille og smukke, det smadrede og vilde og så alt det ind imellem. Jeg glæder umanerlig meget til koncerten i DR’s Koncertsal til november.

5. Blak Sagaan: Roadburn Festival 2022, 22.04.2022 – Egentlig gik vi mest derind, fordi navnet var sjovt. Og vi skulle vist også ind og se GGGOLDDD på naboscenen lige efter. Det endte dog med at være en koncert, hvor vi havde en af de bedste fester på Roadburn det år. At bandet har den nok sejest udseende keyboardspiller, er underordnet i musikken, men udtrykket var simpelthen lige i skabet, og vi dansede os igennem over en times 70’er-syresynth og kom helt udmattede og uglede ud i dagslyset. Sikke en oplevelse.

Boblere:
Triagolos: Roadburn Festival 2022, 21.04.2022 – Jøsses de gav den gas og en cello er sjældent blevet spillet så hårdt, som det var tilfældet her. Buen var i strimler da koncerten var slut, men strengene holdt vist. Gruppen så dagens lys på Roadburn Redux i 2021, og vi begejstredes for alvor, da vi så dem i levende live på dette års festival. Rytmen, nerven, deres mørke og samtidig deres festlighed gav os lige præcis det vi manglede efter en lidt tør periode for livemusik.

Cabal: Stairway, 10.12.2022 – Altså. Jeg kan ikke lide deathcore. I bedste fald er det en lidt ligegyldig genre for mig. Men Cabal får sit navn med her, fordi de viste mig, hvad deathcore også er. Samtidig var forventningerne til koncerten på et lavpunkt – de skulle anmeldes, jeg fik tjansen. Og alligevel måtte jeg begejstret overgive mig og give dem 5 af de eftertragtede firkanter.

Årets danske navn:
John Cxnnor – For at lave noget nyt hver gang de skal spille, for at kalde middelmådigheden og konformiteten og altid være på forkant med alt, der kommer til at definere den hårde musik i fremtiden. Det er sand revolution, og vi skal lytte godt efter. Maskinerne kommer.

Orm – For at vise hele verden, hvordan man laver black metal, der ikke bare gentager de gamle floskler, men finder på nye måder at udforske mørket på. Uden at forråde sin arv. En særligt svær balance, som bandet har mestret på ikke blot ét, men hele to albums. Vi ser frem til hvad de finder på næste gang.

Årets internationale navn:
Ligesom Nobelpriser kan førstepladser også deles. Milena Eva fra bandet GGGOLDD og Kristin Hayter, bedre kendt som Lingua Ignota, får en fælles og velfortjent placering som Årets Internationale Navn. De får pladsen for det mod, som de viser ved at skrælle alle facader af åben scene og tale om overgreb og møder med psykopater, som har kostet dem begge dyrt mentalt og fysisk. Når de tør sige det højt, så tør andre også. Og så laver begge kvinder desuden fremragende musik med nerve og innovation som styrende principper.

Årets nye danske navn:
Stikkersvin – måske ikke helt nye som i "opstået i 2022". Men de kom først for alvor til live i 2022, og det er bestemt hverken kedeligt eller irrelevant. Jeg glæder mig til at se lidt flere koncerter med dem i 2023.

Årets nye internationale navn:
James Kent og Johannes Persson i Final Light – indtil videre opstået og begravet i 2022. Men hvem ved? Det kan jo være de finder ud af, at den vej, de fandt sammen på Roadburns Main Stage, skal udforskes lidt mere.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Kellermensch, 'Capitulism', gatefold – Den er sørme lækker, men er desværre så følsom overfor fedtede fingre, at man ifører sig hvide handsker inden coveret skal håndteres.

Det overså jeg i 2021:
Eyes: 'Reperformer'. Ak ja. Man har lært sig selv i en ung (og dum) alder, at en eller anden genre bare er dårlig. Og så holder man stædigt fast i det igennem alt for mange år. Jeg overså Eyes i 2021. Det var fandme dumt! Men heldigvis har især Victor Kaas begavet os med sit tumultariske selskab i 2022.



Årets optur:
Årets optur er det gryende daggry på den danske scene i 2022. Det er stukket helt af, og man kan næsten tale om en guldalder lige nu. Det var også en optur af de større, at Oranssi Pazuzu var så søde at lægge vejen forbi Danmark og A Colossal Weekend på Vega den dag, hvor vi fejrede vores 1-års bryllupsdag. Det kan klart anbefales at fejre bryllupsdag i selskab med begavet musik og ditto mennesker.

At se Emperor optræde live i Danmark! På scenen! Normalt er jeg ikke den store fan af nepotisme, men det var eddermanme en oplevelse at stå på scenen og se Emperor. Ihsahn var jo præcist lige så fucking cool han altid er. Magisk koncert, der desværre druknede lidt i de mere jævne oplevelser på resten af festivalen.

Årets største skuffelse:
At Royal Metal Fest/Metal Royale gik konkurs og valgte at pege fingre af alle andre end sig selv. At foreningen og festivalen genopstår under et let modificeret navn, med samme personkreds er interessant – særligt hvis der stadig er udeståender hos kreditorerne. At jeg har haft min plads i bestyrelsen gjorde ikke skuffelsen mindre, og selvom konkursen var ventet fra det øjeblik vi satte vores ben på Radar tilbage i april måned, så var måden, den blev eksekveret på, tåkrummende pinlig.

Mikrofonholderiet i Den Tunge Time, da Royale Metal skulle forklare verden, hvorfor deres festival ikke overlevede corona/prisstigninger/udskiftninger/sygemeldinger – og som endte med at hænge en i øvrigt succesfuld booker til tørre. En institution i dansk metal gik konkurs, og det kalder på kritisk journalistik – ikke misforstået lokalpatriotisk rygklapperi.

Copenhell anno 2022, hvor gennemsnitsalderen for de optrædende var så høj, at det var meningsløst. Hvor vi fik bedagede og ligegyldige fortidens dinosaurer på scenen flankeret af de sidste af nutidens dinosaurer, og hvor eneste lyspunkt var Xenoblight, Eyes og Orm. 64 km gået på 4 dage, med smadret ryg til følge – og til ingen verdens nytte.

Største ønske for 2023:
At kometen snart kommer, så vi kan slippe af med dinosaurerne.

At se alle, der har sørget over Royal Metal Fest's konkurs, og tilsvarende har liket Royal Metal's genopståen, købe en billet (gerne partout) til de kommende festivaler i både forår og efterår. Det bliver et tilløbsstykke uden lige, skal man tro internettet.

Det glæder jeg mig mest til i 2023:
At se Orm lægge DR's Koncertsal ned, når de giver koncert i december.

At komme på Roadburn Festival igen.

At se Tour De France slut-etape i Paris fra første parket på Champs Elysees sammen med min elskede mand.