Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Jacob Dinesen

Updated
20221006-EB7_1271

Den danske scenes udvikling har været overvældende i året, der næsten er gået. Den udenlandske scene har mest udmærket sig positivt for de mindre bands, mens det er ved at være tid til at sende et par af koryfæerne på pension.

Forfatter

Årets danske album:

1. Orm: 'Intet • Altet' – Knapt var den monumentale 'Ir' stedt til hvile, førend vi mødte 'Intet • Altet'. Det var en svær plade at komme igang med, for hvad nu hvis den ikke var lige så god som dens forgænger, hvad nu hvis Orm skulle skuffe? Fra jeg modtog pladen, til jeg turde lytte til den, gik der halvanden måned, og det krævede en stol med udsigt til atlanterhavets bølger langt mod syd, førend jeg trykkede PLAY første gang. Novra! Efter først at have tænkt, at det hele var lidt for langtrukkent, at der gik for meget tid med intet, opdagede jeg, at pladen var dobbelt så lang, som først antaget – og at alt var helt uhyrligt velafbalanceret.

Dette er med afstand årets bedste og største plade.



2. Kellermensch: 'Capitulism'  – Også denne plade kræver tid og ro. Det er ikke tomme kalorier, men tunge følelser, der fylder her. Har en plade, eller et band et ‘terroir’? Hvis det er muligt, så er Kellermensch essensen af Esbjerg; drømme og modløshed, der holder hinanden i skak.

3. Hiraki: 'Alterer'
– Jeg hælder til, at dette ender som et hovedværk for vores scene. Hvor det sidste år var 'Reperformer', der blev fremhævet, er det i år 'Alterer', der får æren af at sikre fremtiden ved at vende alt på hovedet.

4. Svin: 'Introducing Svin'  – Lyt til Svin og bliv et bedre menneske. Over ti år inde i karrieren har vi vel næsten at gøre med den hårde avantgardes grand old men, men der er intet stift eller forstokket over det her.

5. Bye Bye Tsunami: 'Bye Bye Tsunami'
– hvor mange kender egentlig til denne lille perle af musisk støj? Flere burde lytte til musik som det her.



Det har faktisk været et godt dansk plade-år, så boblerne står i kø. Tuhaf gav os med 'Mere guld' noget så sjældent som tyrkisk/dansk mørk psych-rock; hvorfor har ingen dog lavet det før? Pudsige Herrer blev til Sabotør og gav os endelig en hel plade. Moderne progget-metal er som ofterst værd at undgå, men Feather Mountain lykkes alligevel i at lave en lytteværdig plade. Slutteligt kom Deadnate omsider med deres fuldlængde, og den levede op til alle mine forventinger.
 
Årets internationale album:

1. Cult of Luna: 'The Long Road North' – Tilsyneladende var det nødvendigt at køre hele vejen til Umeå og tilbringe et par dage der, førend jeg fik Cult of Luna ind under huden. Resultatet af dette er så at 'The long Road North' nu er endt øverst på min årsliste. Storslået uden at blive kvalmt – tungt uden at blive banalt.

2. Bort Minorts + Hug Victim: 'Brut – Avantgarde kaos, min gud, hvad vil du mere? At denne er endt som nummer to, og ikke som en bobler, er dog mest af alt et udtryk for, at jeg kan huske den, ikke at den blev afspillet konstant. Noget lignende gør sig iøvrigt gældende for resten af denne opremsning; jeg har lyttet til mange hundrede plader i år, og helt uden dårlig samvittighed, er jeg konstant blevet forført af noget nyt.



3. Mantar: 'Pain is forever and this is the end'
 – Trods den konstante rejse mod den anden side af horisonten er det stadig fedt at høre noget bøllemusik. Mantar har ikke tabt pusten og er den perfekte modgift mod alt, der minder dig om Motörhead.

4. Olli Hänninen and Sami Hynninen: 'Chambers'
 – "Dette er ikke rock, det er ikke metal, det er bare alternativt". Dette er ikke mine ord, men i stedet stammer de fra promo-pakken. Således pirret går man igang med en konceptplade omhandlende de rum, vi bevæger os i.



5. Buñuel: 'Killers like us' – Det swinger, det snerrer, det støjer – det er generelt bare ret fedt.



Årets danske hit:

John Cxnnor ft. Hiraki + Jacob Bredahl : 'Bunkers' – Min egen fortid, nutid og fremtid udtrykt ved 5-6 minutters kaosfest.


 
Årets internationale hit:

Stöner: 'Party March' – Behøver det være mere kompliceret end dette? Nej! PARTY!


 
Årets genfundne klassiker:

Den dag, jeg føler for at udfylde denne kategori – det bliver også dagen hvor jeg sletter Devilution fra det dersens World Wide Web.
 
Årets koncerter:

1. John Connor: Roskilde Festival, 30-06-2022 – Årets, mit livs, bedste koncertoplevelse. Dette var et nybrud på den danske scene – vi kan tale om et før og et efter. Intet bliver det samme igen.

johnconnor_20220630-_XJD4347.jpg

2. Turnstile: Roskilde, 29/6-2022 – Hvor John Connor koncerten var et nybrud for hvad publikum fremover kan forvente fra den danske hardcore og metalscene, så var Turnstile et nybrud for hvordan alle fangrupper kunne mødes om en koncert. Intet her var som det plejede, og alle gik amok. Om denne oplevelse kan genskabes en tilfældig tirsdag i Vega må tiden vise, men denne aften gik alt op i den højeste enhed. Roskilde Festival når den er aller-allerbedst.

turnstile_20220629-_XJD0940.jpg

3. Blak Sagaan: Roadburn Festival, 22-04-2022
 – Maestro Samuele Gottardello tog os med på rundtur i sit italienske sci-fi kraut univers af forunderlige lyde og dansable rytmer. Min tilstand under denne koncert kan muligvis beskrives som “moderat påvirket”, men minderne derfra står krystalklare.



4. Oranssi Pazuzu: A Colossal Weekend, Vega, 21-05-2022 – Pro-tip: hvis du vil fejre bryllupsdag med manér, så sørg for at Oranssi Pazuzu spiller op til dans. Hvis du samtidig indleder dagen med en generøs snapsemenu, er festen sikret. Psykedelisk black har sjældent været spillet bedre end her, og alle vi til koncerten stod måbende og kiggede på hinanden, i et forsøg på at forstå, eller blot rumme, hvad vi lige havde været vidne til.

oranssipazuzu_20220521-_XJD7039.jpg

5. Trialogos: Roadburn Festival, 21-04-2022 – Årets med afstand cooleste koncert. Hvor Roadburn Redux blot var en smagsprøve, så var koncerten på festivalen i år den fulde oplevelse.



Både Green Day og In Flames gav os arenakoncerten tilbage; i to vidt forskellige formater. Punkrockerne spillede i store Forum, mens melodødsgiganterne gav en semi-hemmelig koncert på lille-bitte Stengade. Begge fantastiske oplevelser efter vi alle var sendt to år i skammekrogen.

In_Flames_Stengade_2022_XJD1370.jpg

På Roadburn tog LLNN os med ud i rummet. Herude mødte vi en flok midlaldrende svenskere. Disse svenskere, Kungens Män gav en sprudlende spacy opvisning i musikalitet. Havde jeg set mere end en halv times tid med dem, var de endt højere oppe.

LLNN_Roadburn_Festival_2022_XTD7335.jpg

Årets danske navn:

John Cxnnor – Hvem ellers kan udtrykke håbet om, at der er en mulig fremtid, hvor vi lever med – og ikke mod maskinen? Fremtiden fortjener mennesker, der er defineret af mere end blot end en naiv romantisering af fortiden #bethechange

johnconnor-20220630-XJD4296-37-1672181394.jpg

En særlig udmærkelse skal dog gives til Orm. Det har været fantastisk at følge dem, mens de lagde 'Ir' i graven, tage på studievisit for at høre noget af indspilningen af 'Intet Altet', høre en delvis uropførelse i Gehenna-skoven på Copenhell, for til allersidst at se hele værket opført i mit elskede Vega.

Ormz_Vega_2022_DSF6678.jpg

Årets internationale navn:

GGGOLDDD  – For snart mange år siden modtog jeg en pressemeddelelse om, at Gold ville drage på tour. Her blev bandet beskrevet som "post-everything". ! år havde jeg fornøjelsen af at opleve dem give to fantastiske koncerter på henholdsvis Roadburn og Roskilde.

ggold_20220701-_XTD5863.jpg

Det er dog ikke udelukkende med afsæt i disse koncerter at de ender som mit internationale navn; rollen som kuratorer af årets Roadburn Festival giver dem denne udmærkelse. Festivalens motto er "redefining heaviness" og det bidrog Milena Eva og Thomas Scarione til med de navne de udvalgte. Tak.
 
Årets nye danske navn:

Stikkersvin – Jovist, de sendte diverse engang i 2021, men det er først i år at de er kommet ud i virkeligheden - og hvor det dog klæder dem! Smadret queer-æstetik og fængende melodier? Vi er stille og roligt ved at være der, hvor det er ok at dolke folk med rustne søm.

Stikkersvin_Ungdomshuset_2022_JD11919.jpg
 
Årets nye internationale navn:

Alle? Ingen? – alt er i bevægelse, og intet må være som i går. Det betyder, at det som sådan ikke giver mening at vælge blot en enkelt. Alt SKAL altid være nyt. Det er nødvendigt at fundere over, om det er et udtryk for kvalitet at lytte til den samme plade igen og igen – eller om tiden er bedre brugt på at lytte til noget nyt, hele tiden!
Vi, Devilution, modtager flere hundrede plader hver eneste måned. Så meget som at drømme om at anmelde alt vil være selvmord, at forsøge at lytte til alt vil være galskab – men betyder det at vi skal dvæle ved den enkelte plade? Eller at vi skal se, hvad der er på den anden side af horisonten?

Herfra må anbefalingen igen lyde: videre, fremad, mod fremtiden!

Årets comeback:

Cult of Luna – Som årene er gået har jeg virkelig forsøgt, år efter år – koncert efter koncert. Hvorfor har lige netop dette Umeå-band dog fans? Byen har jo så meget andet at byde på. Men, men, men i år udgave de mesterværket 'The Long Road North' og forsanger Johannes Persson var halvdelen af magiske 'Final Light'. Fælles for disse to værker er, at vi er langt fra post-metallens selvbesmittelse, og på vej mod noget nyt. Tak.

Årets fysiske udgivelse:

Fuji X-H2S – nye fremtidskameraer! Siden jeg sidst købte nyt udstyr er der… sket lidt nyt. Hvor man før skulle koncentrere sig og forudsige begivenhedernes gang, så kan man nu være helt på månen og blot pege kameraet i retningen af blinkende lygter, og så sker alt af sig selv.
 
Det overså jeg i 2021:

Intet, min årsliste fra sidste år bekræfter mig i dette.
 
Årets optur:

Åh ja, alt der der ikke sutter. Først og fremmest har jeg en vild optur over Devilutions Copenhell-dækning; jeg er virkelig stolt af, hvad vi udrettede.
I en uge fyldte vi alles Facebook-feed med hvad VI definerede som relevant. Det var alt fra optaktsartikler, anmeldelser, fiffige kommentarer til dette eller hint – vi lavede en plan og udførte den.
Et godt billede på dette er en lille statistik fra Facebook; Devilution var i den uge dobbelt så store som alle andre metalmedier, til sammen.

image.png

Derudover må jeg igen nævne John Connors koncert på Roskilde. Jeg har set +5500 koncerter, og dette er den bedste af dem alle. De, der ikke var der, forstår ikke, hvad de gik glip af; alle, der var der, taler om tiden før og efter.

Slutteligt skal der også gives applaus til A Colossal Weekend for at have fundet sig selv, og en plads på scenen. Hvor det før var mest var fedt at festivalen fandtes, så er det nu profilen og programmet, der er det fede i sig selv.
 
Årets største skuffelse:

Som altid giver det nedture at være en del af denne verden, og som altid er der et par af nedturene, der skiller sig særligt ud.

– En gang for længe siden, helt tilbage til det tidlige forår viste DR serien “Vistis sorte vinyler”, husker I alle den? Godt så. Skuffelsen er ikke serien, men alle I idioter, der krydsede grænsen mellem kritik og chikane af hovedrolleindehaveren.
Breaking News fuckhoveder: det var ikke en ultranørdet dokumentar lavet til "os". Det var en drama-dokumentar, der skulle underholde det ganske danske land.

Royal Metal fest. Skuffelsen er ikke, at den gik konkurs, det var ret beset uundgåeligt med årets program. Skuffelsen består i, at ingen bag festivalen evnede at tage nogen form for ansvar for egen konkurs!
Kommunikationen omkring både den gamle og den nye festival var helt til rotterne. Indtil andet er bevist, tænker jeg ikke, at det er den forrige booker eller Voxhalls øludvalg, der er skyld i, at det gik galt, og denne fingerpegning var uklædelig.

Copenhell, Copenhell, Copenhell… 2022 var mesterstykket, men hvad skal det dog nytte?
Ville man investere i det, hvis det var en virksomhed? Ville man rejse for det, hvis det var en restaurant?
At Live Nation satser mere og mere på at bygge Jailbreak op som forretning, giver mening; potentialet i Copenhell ER ved at være udtømt. Samtidig med dette er programmet mestendels identisk med alle andre sommerfestivalers, naturligvis fraset en masse mindre danske navne. Festivalen i år var interessant at iagttage – men ikke rigtigt at være en del af.

eyes_copenhell_2022_XTD1914.jpg

– Efter i et par år at have nydt, at intet var, som det plejede, var det ekstremt skuffende at se sig selv rende rundt til de samme lortekoncerter, hvor de samme gamle bands spillede de samme gamle sange. Det må være slut nu! Til næste år vil jeg ikke liste mig selv som en af årets skuffelser.

Nå ja, og så som den rynkede rosin i pølseenden…Phil Anselmo kunne ikke genkende mig på tværs af scenen fordi han "...thought you looked like a very old man".
 
Største ønske for 2023:

At alle satser mere og færre lader sig nøje. Vi skal bruge mindre der er, som det "plejer" eller værre endnu…"som det var en gang".

Som altid vil jeg også drømme om færre glade amatører; både på scenen og bag tasterne. Jeres bidrag tjener intet andet formål, end at nusse om en dødfødt drøm.
 
Det glæder jeg mig mest til i 2023:

Selvom det generelt må frarådes at glæde sig til foruddefinerede ting – det er sundere at lade sig overraske, så er der dog et par ting jeg tillader mig selv at se frem til.

Metal Battle kører igen, meget mere om det senere. Men jeg glæder mig virkelig til at møde årets kuld, høre hvad de har at sige, diskutere med dem om hvad der er vejen videre – forhåbentlig finder vi igen et nyt stærkt navn.

John Connor på Roadburn 2023; hvad det bliver, ved jeg ikke 100%, men jeg ved, at jeg glæder mig helt vildt til at finde ud af det.

 

- Roskilde Festival: fordi plejer er død! Alle der mener at der ikke er "metal" nok...gå ud i skoven og knep dig selv ihjel. Du ved tydeligvis ikke hvad der er godt for dig.

Mest af alt glæder jeg mig dog til at give færre fucks, og bare gøre som jeg har lyst til.



Hvem vil være med til at brænde alt ned?

Menu