Devilution #100: Kent Kirkegaard Jensen

Populær
Devilution #100: Kent Kirkegaard Jensen

Kent, der har været med helt fra begyndelsen, giver her bud på, hvad han ser som det bedste og det værste i den periode, hvor Devilution har udgivet 100 numre.

- Det bedste ved at være med til at lave Devilution:

Muligheden for at gå bag om scenen, bogstavelig talt. Snakke med de mennesker, der laver den musik, som vi hører hver dag i anlægget, i bilen, i computeren osv. Interviewe bands og komme et spadestik dybere end bare at læse teksterne i coveret og se musikvideoen. Det giver en ekstra dimension, som er det hele værd.

- Det værste ved at være med til at lave Devilution:

At ens dovenskab og forglemmelser straffes hårdt af redaktørers ubarmhjertige sms'er eller mails kort før deadline, hvor det går op for én, at man endnu ikke har skrevet et eneste ord af anmeldelsen.  Ekstremt dårlige plader er i øvrigt heller ikke spændende at skulle gennemlytte adskillige gange. Sommetider bløder ørerne. Det er heller ikke vanvittigt morsomt at skulle vride tømmermænd ud af kroppen en tidlig søndag morgen efter tre-fire dages hård festival, idet man skal levere x antal anmeldelser og billeder inden deadline samme aften.  Jeg elsker festivalerne, men jeg hader søndagen efter!

- Bedste album i Devilutions levetid:

Arch Enemy - Khaos Legions

Det er ikke let at skulle finde en 'bedste plade' siden oktober 2010, men Arch Enemys gør sig fortjent til æren, ikke mindst fordi bandets fremførelse af sangen 'Bloodstained Cross' på Aalborg Metal Festival 2011 overbeviste mig om, at nu måtte jeg hellere få skiven købt. Den blev fundet i Stereo Studio i en vældig specialudgave og har siden ligget i bilen. Her et år senere er den stadig ikke nået længere end handskerummet. Den er til gengæld blevet spillet rigtig, rigtig mange gange. Amott var fantastisk i Carcass. Her er han også rigtig god at lytte til.

- Værste album i Devilutions levetid:

Der har været så ufattelig mange, at jeg heldigvis ikke kan skelne dem fra hinanden. Men én står ud fra mængden. 'Lulu'. Misfosteret, der blev til ved et møde mellem Lou Reed og Metallica. De, der hævder at have forstand på kunst, syntes den var fantastisk. Jeg brød mig bestemt ikke om den. Anmeldereksemplaret blev, trods det, at jeg samler på Metallica, afleveret tilbage til den ideologisk ansvarlige her på sitet ved førstgivne mulighed. Mit forsigtige skøn er, at kun et meget begrænset fåtal af lyttere verden over den dag i dag sætter pladen på i ny og næ.

- Bedste koncert i Devilutions levetid:

Big4 på Ullevi i Göteborg i juli måned 2011. Hele oplevelsen var perfekt. En fed herretur med gode venner, der startede med buffet og røverhistorier på færgen fra Frederikshavn. Så indlogerede vi os på hotellet, hvor der fra værelserne var udsigt direkte over mod Ullevi, der lå 200 meter derfra. Videre til check-in, hvor vi blev udstyret med armbånd, der gjorde, at vi blev eskorteret ned bag scenen og direkte op i forreste pit foran scenen. 5 minutter senere gik Anthrax på. Ingen kø overhovedet. Bare lige op foran. Resten af dagen og aftenen gik med skiftevis at gå ud og hente forsyninger (flydende) og til sidst et brag af en koncert med Metallica. Derefter hjem på hotelværelset, hvor fire trætte nordjyder kunne gå til køjs. Hotellets morgenbuffet indeholdt heldigvis rigelige mængder nonalkoholiske drikke.

- Værste koncert i Devilutions levetid:


Mayhem på Copenhell i 2011 var lavpunktet, og det var kun en lille måned før ovennævnte højdepunkt.  Som jeg senere har reflekteret over, så har jeg set Mayhem da de smed med grisehoveder, havde ild på scenen, en frontmand der skar sig til blods og masser af andet godt sceneshow til at akkompagnere den kolde musik fra Norge. Men selvom de har Attila, der var forsanger på bandets udødelige mesterværk 'De Mysteriis Dom Sathanas', i front nu, så er mystikken og det kontroversielle ved Mayhem forlængst forduftet og udvandet. Det, der stod tilbage på scenen på Refshaleøen var en kedelig, afdanket og uinspirerende skygge af fortidens vrede ophavsmænd til et af de mest blodige og kontroversielle kapitler i ekstremmusikkens historie. Trist.

- Ønsker for fremtiden:

At metalmusikere koncentrerer sig om at skrive gode sange, melodier, riffs og tekster. Jeg bliver ikke imponeret når en guitar har syv, otte eller 12 strenge, ligesom en bas med mere end fire strenge heller ikke gør noget for mig. Både 'Master Of Puppets', 'Reign In Blood' og 'The Number Of The Beast' blev skrevet af knøse med seksstrengede guitarer, firstrengede basguitarer og normale trommesæt. Ikke så meget teknisk kravlen op i røven på sig selv for at kopiere ekvilibrister, men fokus på at skrive god musik. Lad os få det tilbage, så vi snart kan høre 10'ernes svar på nævnte plader. Og så må Vinnie Paul, Phil Anselmo og Rex Brown snart se at få klinket skårene, kidnappe en guitarist (eller to, nok nærmere!) og gendanne Pantera til en verdensturné. Det fortjener alle fans af metalmusikken. De tre tilbageværende fortjener hyldesten og vi får alle mulighed for at nyde Panteras musik og ære Dimebags minde, mens hans musik blæser ud af monitorerne. Det er mine spinkle ønsker for fremtiden. Dimebag Darrell spillede i øvrigt på seks strenge.