Briller af Stål: 501 – one size kills ‘em all

atthegatesjpgatthegatesatthegatesjpgatthegatesjpgXTD6712

Heller ikke i metal passer én størrelse til alle. Nyhedsbrev # 501 er en passende anledning til at gøre op med klassikerne og bare favne moderne metal i al sin ækle diversitet.

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)

Jeg har åndssvagt korte ben.

Det er superpraktisk, fordi min kone og jeg kan deles om kassecyklen uden at skulle ændre højden på sadlen; til gengæld har jeg aldrig kunnet købe et par bukser uden at skulle lægge dem op. 

Men uanset hvad jeg gjorde, har jeg aldrig kunnet fået et par Levi’s til at sidde på en måde, der var bare nogenlunde flatterende for mig. Verdens enkleste og allermest ikoniske par bukser har altid set ud af lort på mig. Det er, hvad det er, og der findes andre cowboybuksemærker.

Men ikke at kunne passe de par bukser, der er designet til at passe alle, føles alligevel som et slags nederlag. Jeg mener, der er ikke noget at sige til, at jeg som nogle-og-fyrreårig ikke kan passe et par skinny jeans lavet til en tyveårig, men Levi’s 501 er standarden, og den falder jeg udenfor.

Hvad det har at gøre med metal?

At det er lidt det samme som at høre metal og ikke kunne finde ud af at dyrke klassikerne. Spørg overraskende mange af mine kollegaer på Devilution om, hvordan de har det med Slayer, og ikke mindst hvordan andre gennem tiden har haft det med, at de ikke kunne finde ud af bare at elske Slayer.

Hylder du ikke Dio?
I metal kan vi vores klassikere, og vi ærer dem. Også på Devilution: I skrivende stund er vi nået op på 73 Metaldiktatorer om de plader, enhver metalfan bør lære at kende og med vold og magt prøve at elske. Nogle af dem på godt og ondt, trods alt, andre af dem betingelsesløst. Hvad er du da overhovedet for et menneske, hvis du ikke fatter, hvor overlegen en plade ‘Slaughter of the Soul’ er? Hvordan kan du høre metal uden at knæle ved alteret for Tony Iommi og den første håndfuld Black Sabbath-plader plus det løse. Hylder du ikke Dio, manden, der gav os hornene? Skal du ikke have en kande øl og råbe med på den her Pantera-sang?

Selvfølgelig er der en grund til, at klassikerne er klassikere. Men ved at holde krampagtigt fast i dem gør metal sig til en lukket klub, hvor det er svært for dem udenfor at se, hvad fedt der egentlig skulle være ved at blive lukket ind.

Lige så selvfølgeligt er den mentalitet derfor gang på gang blevet udfordret af nye fans og deres bands. Metallica havde via Lars Ulrichs pladesamling metalhistorien i orden, men den stil, de selv kom ud med, stødte den gamle garde fra sig. Thrash var for punket, for hurtigt, slet ikke rigtig metal. Det samme gentog sig med dødsmetal, black metal, crossover og enhver anden genre, der kom til. Det er det, der har holdt metal i live: Der er nogen, der har sagt fuck det, lad os gøre tingene sådan her i stedet for. Og hver gang er en del af os blevet hægtet af. Vi er for gamle til al coren, vi har indset, hvor skidt nu metal faktisk var, vi har holdt fast i de sande værdier.

Dem definerede Saxon i 1981 i slagsangen ‘Denim & Leather’:

“Denim and leather
Brought us all together
It was you that set the spirit free”

Det har været metals uniform i fire årtier nu: Slidte cowboybukser og en motorcykellæderjakke, langt garn og cowboybukser med stofmærker. Ånden blev sat fri og skyndte sig at falde i geled.

Metal er allemandseje
Indtil den holdt op med det, fordi flere fandt ud af, at de faktisk også godt ville noget andet med deres liv, sideløbende med at de hørte metal. Det er 24 år siden, at Metallica blev korthårede, 30 år siden, at Phil Anselmo ledte an. I dag behøver du ikke ligne metal for at være metal. Det har været befriende for de af os, der havde det, som om vi klædte os ud, når vi tog weekendvesten på. Læder er heller ikke længere en uomgængelig del af metal, i takt med at veganismen også her har gjort sit – lettere forsinkede – indtog. 

Lad Rob Halford (der i øvrigt var én af pionererne blandt korthårede heavymusikere) om bikerstilen, det er fint nok, men det er ikke obligatorisk længere. Metal har tilpasset sig sine omgivelser – og overraskende nok har omgivelserne tilpasset sig metal, lånt af dens stil, både i tøj og musik.

Det er både til det gode og det onde: Kardashian-søstrenes band-T-shirt-appropriering er herostratisk berømt i metal; en del mere interessant er det, at metal er begyndt at dukke op i popmusik hos kvindelige kunstnere som Poppy, Grimes og Rina Sawayama. Metals allermest bøvede og toksisk maskuline subgenre – OK, med undtagelse af pornogrind – er blevet et våben for en ny generation af feministiske kunstnere. 

Metal er ikke bare vores længere, det er allemandseje. Og dét burde give os et mere afslappet forhold til, hvad metal så kræver af os i påklædning og mentalitet.

Der er ikke én størrelse, der passer os alle. Der er alle mulige forskellige måder at være metalfan på. Man kan være det i shorts, i chinos, i jakkesæt eller 501’s, hvis det er det, der passer til én. Og man kan være det med alle klassikerne, man kan være det med alt det moderne, man kan være ud over det hele.

Metal overlever snyltere og posere
Men stadigvæk er der noget, der får det til at rykke i os, når vi hører ‘Denim & Leather’. Der er noget ualmindeligt rørende i historien denne uge om to sjetteklassesdrenge, der hører ‘Angel of Death’ første gang og danner det, der bliver Demolizer. Det bekræfter os i, at vi havde ret, dengang vi besluttede os for, at det her var noget helt specielt vildt. Ligesom der er noget særligt over det, når et band som de nye redaktionsdarlings Ice War kører den helt ud i 80’er-look og -lyd, eller de lidt ældre yndlinge i Vampire rådyrker metals rødder og forsvarer dem med trukne sværd og kampklare krigsheste.

Det er fundamentalt sejt.

Og det er det på en klassisk metallisk måde. Det passer også mig perfekt. Bedre end et par standardcowboybukser, der ikke har forandret sig synderligt gennem tiden. For det har jeg, og det har metal. Vi har forsaget hinanden, gået hver vores ofte aldeles uskønne veje, været for cool til hinanden, for lamme til hinanden, perfekte for hinanden. 

Groove, død, thrash, grind, black, prog, NWOBHM, doom, speed, power, nu, djent: Metal er alt, alt, alt for alsidig til at kunne rummes i en enkelt buksemodel, så lad os komme videre. Fald udenfor, set the spirit free og lad være med at tro på, at der virkelig er én plade, ét par bukser, én måde at være metalfan på, som er den eneste rigtige.

Og lad være med at tro på, at man overhovedet skal være metalfan for at høre metal. Lev med, at Kanye West hugger en melodilinje fra Black Sabbath, og hans celebritykone og hendes søster rocker instavenlige metal-T-shirts som et fashion statement. Tro på, at metal er stærk nok til at kunne overleve både snyltere og posere.

Og ikke-sanktionerede bukser.