Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Devilution #100: Mathias Nielsen

Populær
Updated
Devilution #100: Mathias Nielsen

Devilutions redaktør spreder glæde og galde ved dét at være en del af Devilution.

Trackliste
DØD
ØDELÆGGELSE
PINE
ØKSER
BAT
ILD
SKYD
KLYNG OP
BOMBE
PORSESNAPS
KING DIAMOND
EKSPLOSION
FLAMMEKASTER
TERROR
SLANGEBID
CTHULU
TANK

- Det bedste ved at være med til at lave Devilution:

Det er at være med til at åbne folks ører for noget nyt - altså alt det, der ikke er Metallica, Rammstein og Volbeat. Det MÅ være sket, at du, læseren, har læst en anmeldelse og tænkt, "kender ikke bandet, men med dén beskrivelse må det tjekkes!". Det næstbedste er, når der kommer feedback fra læserne. Uanset hvor konservativt metalhoved-agtigt den feedback måtte være.

- Det værste ved at være med til at lave Devilution:

Det er ikke så spændende at bruge sin søndag aften på at sætte nyhedsbrevet op. På den anden side føler man sig mere nyttig end den jævne dansker, der sidder og ser DR1-drama i samme tidsrum. Det er heller ikke så fedt, når brugere "troller", fordi man slagter deres yndlingsband, og når selvsamme brugere benægter/ikke forstår, at Mastodons 'The Hunter' er noget kedeligt skrammel.

- Bedste album i Devilutions levetid:

Der er jo kun to år at plukke af, men jeg vil fremhæve " target="_blank">Vektors 'Outer Isolation', ligesom jeg gjorde det på sidste års årsliste. Ellers vil jeg helst have det så nihilistisk som det kan blive, når det kommer til metal, og hvad er så mere oplagt end at gå til det franske black metal-projekt Peste Noire? 'L'ordure à L'état pur' fra sidste år er et fint sted at starte.

- Værste album i Devilutions levetid:

Downs aktuelle ep er rimelig ringe, men ellers har jeg ikke anmeldt nok plader på Devilution til at kunne komme med et kvalificeret bud i denne kategori. Mastodons 'The Hunter' visnede ganske vist skuffende hurtigt, men "værste album" ligefrem. Ah...

- Bedste koncert i Devilutions levetid:

Her kommer man ikke uden om Metallicas klubkoncerter på The Fillmore i San Francisco i forbindelse med deres 30 års jubilæum. Men ellers: Voivod på Roadburn sidste år var nu også en kongekoncert af dimensioner. Husk i øvrigt, at de spiller på Loppen på torsdag!

- Værste koncert i Devilutions levetid:

Uden sidestykke Mountains koncert på Kulturbolaget i Malmö, 18. november, 2010. For de, der ikke måtte kende til dette tidlige amerikanske hardrock-band må man bare sige: "Se at få tjekket 'Climbing!' fra 1970 ud!" og samtidig tilføje: "Lad være med at se dem live!"

- Ønsker for fremtiden:

At folk begynder at tænke mere selv/selvstændigt. Lader være med kun at høre den musik, man skefodres via tv, radio og reklamer. Devilution er selvsagt et godt sted at finde inspiration.