Anbfaling

... og spis en hashkage. I lyder jo som hippiernes klagesang over punkens mangel på politisk retning i 70erne.

For det første er de store store, fordi de har haft 30-40 år til at skabe sig klassikerstatus og et publikum over flere generationer. Det kan man i sagens natur ikke fremtrylle som et bette, nystartet band, uanset hvor meget man arbejde på det. Der var sgu heller ikke ret mange, der heppede på Metallica, da de var på Roskilde i 1986. Eller Soundgarden da de spillede i et telt med plads til 1.500 mennesker i 1990. Eller under Gojira eller Mastodons første besøg i en halvtom Arena i hhv. 2007 og 2005. Giv lærlingene tid, lad den musikalske Darwinisme arbejde, og så står vi om 10-20 år og bræger med på et nyt kuld 'stores' klassikere – og læser tirsdagen efter samme jammer om tidens kunstneriske lavvande.

For det andet er de få store cremen af cremen udskilt blandt utallige middelmådige bands i samme generation, der lykkeligvis er gået i glemmebogen. De har overlevet, fordi de har grundlæggende gode sange og den der je ne sais quoi, som giver superstjernestatus. Rush har mange af de første og meget lidt af det andet; Twisted Sister har kun 2 af de første og tonsvis af det andet. Nogle - Iron Maiden, Metallica, Black Sabbath und so weiter – faldt i trylledrikken som børn og har meget af begge dele. Men deres andel af det samlede metaludbud gennem tiderne skal måles i brøkdele af promiller, og det forhold vil ikke ændre sig i fremtiden. Der går år mellem at deres slags stiger op fra helevede og spreder glæde på jorden.

Og så alle jeres krav om fornyelse. Fornyelse gælder kun, hvis den giver mening - nyt for nyts skyld er åndsvagt og fører til afskyeligheder som black metal jazz og mærkelige udklædninger. Indtil nyt dukker op i en levedygtig udgave, så hellere mere af det samme og eksekveret med mere af det der je ne sais quoi.

I/vi synes det jo selv, for fanden. Med fare for buksevand og olfert så er der ikke meget variation mellem Testament, Kreator, Death Angel og Exodus, men de har alle deres marginale variationer, som gør dem hver til noget særligt – og som gør at der også er plads til nye darlings som Impalers på samme legeplads. Eller Sleep og Earth der for et par år siden fik et par proselytter i Yob og Pallbearer. De lød næsten som gudfædrene og røg alligevel til tops på flere årslister, selvom de gudhjælpemig ikke havde gjort doom-metallens tallerken mange millimeter dybere.

Slap af. Verden vil altid have grænser, og metallen vil finde dem, overskride dem og flytte dem længere ud. Det bliver en fed tur \m/