House of Franco #173

Den nedskudte krigsgud har set den 2½ time lange Killing Joke-doku 'The Death and Resurrection Show' samt hørt split-7"'eren med Angkor Wrack og The Monoliths

The Death and Resurrection Show (2013, Shaun Pettigrew)

En karriere, der startede i 1978, med et band, hvis sidste album fra 2012 stadig er relevant, fortjener en storslået dokumentar. Den legendariske Notting Hill-gruppe får deres ønske opfyldt via dette overflødighedshorn af en 2½ times episk film, som det har taget 10 år at lave.

Killing Joke var lidt en sin egen skabning blandt britiske postpunk-ikoner som The Cure, Siouxsie & the Banshees, PiL, The Fall og andre. De havde en unik måde at blande det dommedagsagtige, metalliske, tribalistiske og shamanistiske på. Mange Devilution-læsere kender Metallicas version af 'The Wait', som ikke når originalen til goth-sokkeholderne.

'The Death and Resurrection Show' er en transcendental odyssé og rumrejse ind i bandets vanvid og historie. Alt sker for bandet: succes, bandflugt til andre verdensdele, stoffer, okkultisme, fyringer, sammenbrud, gendannelser. Til sidst danner forsangeren Jaz Coleman sin egen kirke, mens en anden laver et electroprojekt med Sir Paul McCartney.

Er det ikke for meget af det gode med 150 minutter? Overhovedet ikke. Der er nok historier og anekdoter, mens deres musik ændrer sig gennem årtier (næsten altid interessant og vedkommende), og filmen krydret med et eminent visuelt overskud af gamle optagelser, interviews og tv-snapshots af tiden fra dengang til nu. Jeg håber sågar, der er ekstramateriale på dvd'en.

Jeg hørte Killing Joke i radioen - dengang der var god radio til - da jeg var en teenager med bundesligahår, og jeg faldt øjeblikkeligt for deres lyd, som jeg ikke kunne definere som hverken metal, new wave eller noget helt tredje. Jeg har ikke lyttet meget til dem i 00'erne, men i 2012 udgav de den fremragende 'MMXII' og gav en besynderlig koncert til Roadburn.

Cinemateket viser dokuen med disse industrialrock-pionerer til Musikfilm Festivalen torsdag den 12. februar. Klart et must for alle seriøse rockfans, som vil se lidt udover det sædvanlige. Sammen med 'Super Duper Alice Cooper' er 'The Death and Resurrection Show' en af de absolut bedste musikdokumentarer, jeg har set i flere år. Den føles som ét langt teatralsk, gribende - lovligt - svampetrip om et af rockens mest excentriske bands.


Angkor Wrack / The Monoliths - Split-ep 7" (Mastermind, Cultpump, Webmaster)

I sidste House Of Franco anmeldte jeg splitbåndet med The Monoliths og Fright Eye. Numrene med The Monoliths var nogle af deres hidtil skarpeste, og alle fire mindede lidt om hinanden. På denne split er de lidt tilbage til deres mere forudsigelige jeg igen.

'Lady In Black' på side 1 er nærmest en larmende sød, fucked up hyldest til classi 70'er-rock og Neil Young, med guitaristen Jens på vokal for en gang skyld. Den havde jeg ikke lige set komme.  Når man vender 7"'eren, er de tre galninge tilbage med 'Pigeon' i superkaotisk spasmonoiserock-stil a la Rusted Shut, der gennempuler Butthole Surfers med stryknin og napalmbomber.

Deres københavnsk kollegaer i Angkor Wrack er også gamle House Of Franco-kendinge og -vaneforbrydere. Det giver genial mening at parre de to bands på denne vinylejakulation. Angkor Wrack har lidt flere udgivelser på bagen, som stritter i endnu flere retninger end The Monoliths. De startede ud med noget Suicide/Chrome-punk, mens deres sidste udgivelse var en form for basement black metal.

'Guillotine Motorvej' er nok skivens bedste nummer og et af Angkor Wracks allerbedste, det kunne snildt ha' været på deres 'Puma Punkur'-album fra 2013. Vi taler repetitiv, supercatchy dødsrock af international klasse. Nedbarberet, hypnotisk og fandens sexy. Med 'Rotte af staal' rammer bandet det tætteste, de har været på The Stooges. Ligesom med Narcosatanicos taler vi 'Funhouse'-perioden. Eller måske det første Union Carbide Productions-album. Begge numre har den absolut bedste guitarlyd, jeg endnu har hørt fra bandet. Det skal nævnes at Klaus (fra Love Potion) IKKE synger på de skæringer.

Denne co-produktion mellem århusianske Mastermind Records - forvent Mastermind Special i næste House Of Franco - og hovedstadens Cultpump og Webmaster Records er en unik chance for det vinylkøbende folk til at investere i to af Danmarks nye og mest interessante rockbands, som ikke lige er sådan at putte i konforme bokse.