House of Franco #49

Populær
House of Franco #49

Franco-drengen har denne gang talt med Kim Ejnar Kofod fra Rockuglen, som ikke bare er Københavns ældste special pladebutik, men også Danmarks ældste metalbutik. Kim fortæller om metallens udvikling gennem 4 årtier, pladebranchen generelt samt flashbacks tilbage til 80'erne, da han bookede de svedigste thrash- og dødsmetalbands til at spille i København.

Kunstner
Titel
Kim fra Rockuglen - part 1
Dato
06-02-2012
Forfatter

Var det i 1986 butikken åbnede?

- Nej, helt tilbage i 1983. På Tagensvej i Nordvest. Så flyttede vi over på den anden side af gaden i '88, ved hjørnet af Tuborgvej. I '93 flyttede vi så her ind i indre by på Frederiksborggade 40, hvor vi ligger i dag.

Så det er 30 års jubilæum næste år. Men du har jo ikke kun langet plader over disken, du havde også et pladeselskab på et tidspunkt, Rock Owl Records?

- Korrekt.

Du arrangerede også nogle fantastiske metal koncerter i slut-80'erne...

- Jeg tror, at vi lavede den første i '86 i Carlton på Vesterbrogade.

Året efter at Slayer spillede der på 'Hell Awaits'-touren...

- Ja, præcis. Vi startede ud med Kreator og danske Samhain. Andet show var med Destruction og Artillery. Så begyndte vi at lave shows i Alexandra (der senere blev til Discotek IN, ed.). Det første var Death Angel og Battalion, derefter Morbid Angel, Napalm Death, Sodom, Whiplash, Voivod og igen Kreator. Kan ikke huske om der var flere i Alexandra, men så rykkede vi til Pumpehuset, der blev vores base. Vi havde typisk 3-4 udenlandske bands på plakaten.



Det gik ret vildt for sig. Publikum havde lidt friere tøjler dengang i forhold til i dag. I havde et fast scenecrew som tog sig af stage divers. Bl.a. med folk fra Jagtvej 69, der ligesom fattede, hvad det gik ud på?

- Ja, der var både folk fra det gamle Ungdomshus, samt andre som ikke kom i det miljø, men hvis udgangspunkt var, at vi skulle ha' det sjovt. Det skulle være en oplevelse på begge sider af scenen. De var alle frivillige, og det gav en helt speciel ånd, da det var det samme crew hver gang, som publikum lærte at kende. Det var folk som kendte mig og min kone, Birte, og var kunder i Rockuglen-butikken. Birte solgte billetter i indgangen og jeg kontrollerede dem.

Din yngste søn, Thomas, var også involveret?

- Ja, og hans storebror Kenneth. Så det var de samme folk, som publikum så i butikken og til koncerterne. Og det var også lidt det samme publikum, der kom til koncerterne. Jeg tror, at ¾-dele af publikum var faste kunder i butikken, som mødtes til koncerterne. Vi var lidt, for at bruge en gammel kliché, en stor familie. Og en stor fest! Der var aldrig noget bøvl af nogen art.

- Noget af det vildeste vi oplevede, var at der engang var sat et stort hegn op foran scenen, som blev væltet. Jeg måtte op på scenen og bede folk om at slappe lidt af, så vi kunne få hegnet op igen. Det eneste der skete, var at 600 mennesker stod og råbte: "KIM SKAL DIVE! KIM SKAL DIVE", haha. Det var morsomme tider, og der var nok en anden ånd, end der er i dag. Det var thrashmetal-bølgen der kørte dengang, som så senere blev overtaget af dødsmetal. Til trods for at dødsmetallen måske var, ikke mere seriøs, men lidt mere dyster i sit musikalske udtryk og tekst univers, så kørte festen videre.




- Da vi stoppede rækken af koncerter med nogle black metal shows i midt-90'erne, var der en fornemmelse af, at nu var festen slut. Publikum udviste ikke den samme energi til koncerterne, og de var også mere selvcentrede og lukket inde i sig selv. Folk kom ikke i store grupper, som de gjorde før. Mere som enkelt individer. Vi lavede stadig masser af gode koncerter, men der manglede ligesom noget. Der var ikke samme livsglæde eller samme gejst. Mere indadvendt, og det var jeg ikke så helvedes vild med.

Du synes ikke, at det er så sjovt i dag som i "gamle dage"?

- Nej, det er ikke mere så sjovt, som det var dengang med Exodus, Sacred Reich, Nuclear Assault og der nu ellers var. Death, Morbid Angel...det eneste, vi ikke lavede, var Slayer og Metallica, ellers har vi næsten lavet alt. Mange bands bookede vi flere gange, som f.eks. Kreator, Sodom, Death, Bolt Thrower og Sepultura.



Man kan sige at der er en vis form for konsensus fra dengang til i dag, hvad du lavede af shows og hvilke plader du solgte og sælger i butikken. Det har altid været ekstrem metallen, som thrash, død…

- Ja, og black metal samt hardcore og punk. Det startede vi jo med næsten fra dag 1. Jeg syntes, at der fra starten af 80'erne tegnede sig et forbandet årti. Rent politisk og musikalsk. Jeg havde det svært med at finde noget, der rykkede for mig. Den engelske synth- og selvmordsscene har aldrig været mig og det bliver det heller ikke. Men jeg kunne mærke, at der skete et skift i 1983 fra den klassiske New Wave of British Heavy Metal til den mere aggressive og pågående thrash metal.

Som var inspireret af hardcore punken...

- Ja, en blanding af klassisk metal og hardcorepunk. Tyngden fra metallen og hurtigheden fra hardcore punken, der smeltede sammen og et nyt udtryk opstod. Der synes jeg personligt, at der virkeligt skete noget, som var spændende. Der blev rykket ved konventionerne, så det gik Rockuglen tidligt efter. Og det har vi holdt ved lige siden.

Anden del af interviewet bringer vi i næste nummer af House of Franco!