Krigsguden #289

krigsgudsoom
krigsgudThe-House-That-Jack-Built-1-759x1128

Krigsguden anmelder debutalbummet med det portugisiske dødsblack-/doom metal-band Summon samt Lars von Triers 'The House That Jack Built'

Forfatter

Summon – 'Parazv Il Zilittv' (Iron Bonehead Productions)

Iron Bonehead Productions udsendte Slægts ep 'Beautiful And Damned' i 2016 og har generelt et godt rygte inden for black og dødsmetal. Summon fra Lissabon befinder sig et meget atmosfærisk (på den gode måde) og elegant sted mellem doom, død og black metal tilsat en ultracreepy horrorfilmstemning, der følger lytteren gennem hele albummet.

Hvis man tager titelnummeret, så får lytteren først en arabisk lydende eksotisk intro, hvorefter man overfaldes med blastbeatdød og horrorvokal med masser af ekko og delay. Tempoet sættes så ned i episk doom-slentren, og senere vender dødsmetallen tilbage for fuld skrue som en psykotisk seriemorder i natten. En typisk skæring fra denne utroligt mørke og smukke udgivelse, der ikke lefler for konventionelle metalnormer.

Referencer? Forstil dig Portal på ketamin eller det, der er værre. Sataniske lussinger møder ambiente, næsten dronede klangflader sammen med en hviskende, besat stemme gennem lidt over 40 minutter. En af årets mest unikke udgivelser, som jeg opdagede lidt sent, men bedre sent end aldrig. Summon kan varmt anbefales til folk, der leder efter noget ud over det sædvanlige, og det er 'Parazv Il Zilittv' til overmål. Faktisk et lille mareridtsmesterværk.

The House That Jack Built (2018. Lars Von Trier)

Tom provokation? Mesterværk? Kvinderhaderfilm? Triers nye ligger i min optik et lunt sted midt imellem. Det er den forventede excentriske dekonstruktion af seriemordergenren med en über-sensationel Matt Dillon i næsten hver eneste scene. Der er desuden mange mondo-agtige sekvenser med vilde eksotiske dyr og jagt på disse, 2. verdenskrigsrædsler, nazifly, tegnefilm, den maniske pianist Glenn Gould, mafialejemorderen Richard Kuklinski samt meget namedropping af litteratur, malerkunst og psykologi.

Angående det sidste så tog min kloge veninde Chris, som jeg var i biffen med, Freudhatten på og fortolkede meget plausibelt filmen, som at Jack er Lars. Eller mere præcis: Jack er Triers id, mens Bruno Ganz er hans overjeg/superego, og filmens ofre er hans projekter. Jeg følte mig utroligt godt underholdt gennem de 155 minutter. Filmen virkede, som om den kun varede knap en halv time og hører - trods sine fejl - til blandt Triers bedste. Vi er ikke oppe på 'Antichrist'-niveau. Men Matt Dillons præsentation er så fantastisk, at vi nærmer os. Dillons form for underspillet skuespil passer perfekt, en over-the-top Al Pacino eller Nicolas Cage ville have sendt filmen ud på et skråplan. Herligt at se min gamle helt Dillon – vi er lige gamle – som jeg har fulgt lige siden 'Over the Edge' (1979), i en så unik rolle.

Endvidere er filmen pakket med grum sadistisk humor. Da jeg kom ud af biffen, nævnte jeg for min veninde, at filmen basalt er en komedie og Triers mest kommercielle i lang tid, måske ever. Og som før sagt nok en form for selvterapi. Til sidst, den udpenslede vold? C'mon! De curlingbørn, som er udvandret under filmens fremvisninger, er åbenbart ikke bekendt med Ruggero Deodato eller Umberto Lenzi. Okay, grafiske børnemord er måske ikke hverdagskost, men jeg synes, 'The House That Jack Built' er en fremragende (anti)julefilm.

Liberal Alliances kulturminister Mette Bock tweetede i øvrigt efter at have set filmen: "Jeg har en drøm - tænk, hvis Lars von Trier ville udfordre sig selv og lave en film, der mundede ud i håb, glæde og hyldest til livet. En opbyggelig film om alt det smukke, som livet også består af. Kom nu, Lars - jeg ved, at du kan".

Fra krigsguden til kulturministeren: 'EAT MY FUCK!'