Krigsguden #302
Krigsguden anmelder det nyeste album fra de italienske black metal rock'n'rollers Whiskey Ritual.
Bandets første ep fra 2009 hed 'Black 'n' Roll', men italienske Whiskey Ritual lyder ikke rigtigt som Ohio-black-rock 'n' rollerme Midnight og deres Venom/Motörhead-inspirerede punkmetal.
Første skæring på 'Black Metal Ultras', Whiskey Rituals fjerde lp, er titelnummeret, og det er nok det mest rendyrkede black metal-track på albummet, der trækker en del på den tidlige norske scene. Men resten er mere i familie med Darkthrones crustpunkede periode i 00'erne.
Referencerne til GG Allin (specielt vokalen) og Turbonegro er så klart det mest gennemgående og tydelige på udgivelsen, der afsluttes med et cover af Turbonegros 'Denim Demon'. Whiskey Ritual udgav endda en split i 2011, ' A Tribute to GG Allin', med Forgotten Tomb (også med flere Whiskey Ritual-medlemmer), så bandet bærer stolt og tydeligt inspirationskilderne uden på deres motorcykeljakker.
Der truttes med andre ord i ren røv hele vejen igennem fra italienerne, og fans af Chris Reifert og Danny Coralles' (begge Autopsy) Venom/GG Allin agtige sideprojekt Eat My Fuk kan roligt investere i albummet.
Nej, bundvulgære Whiskey Ritual har hverken opfundet hjulet eller den dybe tallerken, og 'Black Metal Ultras' er langt fra noget mesterværk, men det er sgu en herligt dum druk/party-plade at sætte på, før man skal i byen og måske se noget mere "seriøs" metal.
Vi er nok så langt fra det meget populære og hippe "atmosfæriske black", som man overhovedet kan komme, mens fans af Turbonegro og GG Allin, der aldrig har dyrket black metal, vil kunne få stor glæde af 'Black Metal Ultras'.
Skål & hail – in goat we trust!