Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #307

Populær
Updated
MMF2019
MMF2019stor

Krigsguden anbefaler navne til Metal Magic Festival i Fredericia, der starter torsdag og varer til og med lørdag.

Kunstner
Dato
11-07-2019
Koncertarrangør

Så er det endelig tid til årets første rigtige festival for undertegnede. Fredericia og tre dages metalfest i telt med knapt 700 ligesidede headbangers kalder endnu gang, den 12. Metal Magic Festival.

Jeg havde tidligere på året hørt rygter om at NWOBHM-kongerne Satan ville kigge fordi, men pga. færre penge (og støttekroner) til bands faldt det desværre igennem, hvorfor det var en fantastisk kærkommen overraskelse, at et andet af den scenes store navne, nemlig Angel Witch, er kommet på programmet. Det er 10 år siden, jeg så Angel Witch til Roadburn i Holland, hvor de lagde hele den festival ned med spilleglæde og nærvær, hvad jeg selvfølgelig forventer de gentager i det midtjydske.

Et andet hovednavn er Tormentor, der var ungarns første black metal-band, dannet i 1986, opløst i 1991 og gendannet i 1999 og derefter opløst igen. For to år siden blev Tormentor så gendannet igen med Attila Csihar på vokal og guitar. Da Per Yngve Ohlin aka Dead begik selvmord i 1991, afløste Attila ham på vokal i Mayhem, og hanindspillede senere den klassiske 'De Mysteriis Dom Sathanas' i 1994. Undertegnede har set Attila optræde med dronerockerne i Sunn O))). Vi kommer helt sikkert til at høre numre fra Tormentors først demo fra 80'erne, 'The 7th Day of the Doom', og debutalbummet 'Anno Domini'.

Andre navne, jeg ser frem til, er Impetuous Ritual, et australsk dødsmetalsideprojekt fra Portal, københavnske dødsmetalhelte som Phrenelith og Hyperdontia samt sjællandske Deiquisitor og Tongues fra Århus. Jeg satser stærkt på, at black metal-punkerne Nyredolk, der var på min 2018-årsliste som det nye danske håb, kan levere en bedre koncert end debutkoncerten på Loppen, og gerne med vokal i mixet denne gang.

Slægt vil dræbe alt, som de plejer at gøre (og gjorde til årets Copenhell) med deres eminente mix af klassisk 80'er-metal og black metal. Alucarda, med folk fra bl.a. Taphos og Phrenelith, står for beskidt bikerfuzzmetal a la tidlig Satan's Satyrs. Mange hylder, at de norske avantgarde-black metallere Ved Buens Ende er booket, men jeg tvivler på, at det er noget for mig (ligesom sidste års Master's Hammer absolut intet sagde mig, selvom alle gik gaga over dem), men nu må vi se. Man skal jo ha' ja-hatten på nogle gange. Der er også nogle lækre speed metal-navne på programmet som f.eks. tyske Vulture og svenske Armory, hvor jeg er at finde helt foran i første række.

Til sidst vil jeg anbefale to meget forskellige amerikanske bands, nemlig San Diegos Ascended Dead, hvis ultrabrutale dødsblack nærmest slog mig (og mine stakkels ører) ihjel til Kill-Town Death Fest sidste år, mens Medieval Steel, et gammelt Memphis-band fra 80erne, står for den klassiske power metal, som fans af Brocas Helm og Omen nok ikke bør misse. Der er en del andre navne, som jeg håber tager røven på mig. Det er der altid nogen, som gør til Metal Magic, hvis program i år til sidst endte med at blive ca. lige så spændende som de andre år, trods færre penge til at booke bands. Ses i Fredericia på torsdag – der er stadig billetter til salg!