Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF 25: Midnatsmessen, du ikke må gå glip af

Updated
IMG_0252

I morgen spiller duoen John Cxnnor for anden gang på Roskilde Festival. Med sig har de taget Witch Club Satan, og publikum skal vente sig noget anderledes. Noget, der skaber synergi. 

Kunstner
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Vi fangede den ene halvdel af John Cxnnor til en snak om deres midnatskoncert på Roskilde Festivalens Gaia-scene i morgen. Det gør de i selskab med den norske black metal trio, Witch Club Satan, som efterhånden har arbejdet sammen med John Cxnnor flere gange. 

Men i modsætning til tidligere shows, hvor det har vrimlet med artister fra det udvidede danske hardcore-miljø, så vil det alene være Witch Club Satan, der er at finde på frontscenen, når de to brødre, Rasmus og Ketil Sejersen indtager Gaia-scenen omkring midnat. 

Sidst, John Cxnnor spillede på Roskilde Festivalen, var i 2022, hvor de også havde deres debutkoncert på dansk jord. Det blev en koncert, der sendte chokbølger ud i det danske metalmiljø. 

Så hvad kan publikum vente sig denne gang? 

- Vi kommer til at vise en ny side af John Cxnnor. Så det er også super-nervepirrende for os. Vi ved først, hvordan det går, når vi står i det. Vi har fingrene så meget nede i mulden, at vi reelt ikke ved, hvad der kommer til at ske. Men vi er ude i noget Midsommar (filmen, red.) møder Terminator møder Dune. 

Roskilde Festivalen har mange gæster, som aldrig før har hørt om John Cxnnor, endsige rent faktisk hørt det. 

Så hvad skal Roskildes publikum tage med sig fra koncerten? 

- De skal i hvert fald komme med et åbent sind. Ikke kun lydmæssigt. Det er en meget visuel og teatralsk koncert.

- Og så håber jeg - for det er det jeg selv tager med fra Roskilde - at der kan opstå noget synergi derude. En forståelse for, hvordan man også kan gøre tingene. Og det er faktisk derfor, jeg synes Roskilde Festival er den perfekte platform for sådan et samarbejde. 

Som artist kan det være svært at forudsige, hvordan musikken bliver taget imod. John Cxnnor spiller 23.45 på Gaia - lige i prime time.

Så hvad forventer John Cxnnor sig selv af publikum?

- Det gør det ekstra intenst for os artister, for vi ved ikke, hvordan det bliver taget imod. Men det kan være, at det miks, vi spiller, er noget, nogen connecter med.

Sidst spillede John Cxnnor på Gloria-scenen, der har en noget mindre kapacitet end Gaia. Siden 2022 er der løbet vand i åen, og John Cxnnor har spillet både større scener og også flere udenlandske festivaler

Men har de gjort sig forberedelser forud for showet på Gaia-scenen fredag på festivalen?

- Altså, egentlig ikke, nej. Vi stillede som krav, at vi ville spille en midnatskoncert  og der var et puslespil, der skulle gå op. Og så endte vi på Gaia-scenen, som er en af mine personlige favoritscener. Den er meget punk. Så vi er glade for at vi havnet der. Vi håber, at der ikke bliver for crowdet, men man ved det ikke. Det er fredag og det er prime time. 

- Vi går op i, om der er et ordentligt PA anlæg, og det er der på Gaia. Den lyd, vi kommer med, kommer til at ødelægge alt. De kommer til kunne høre os i Roskilde by. 

- Det show, vi kommer med, kræver, at vi spiller så sent. Vi skal spille natten ind, og det bliver på en måde meget ceremonielt. Altså, Witch Club Satan mener det. De er virkelig vanvittigt interessante kunstnere. 

Rasmus Sejersen har en lang historie med festivalen. Både som udøvende kunstner og som gæst. 

Så hvad skal han egentlig selv høre, nu hvor han er her?

- Altså, skal jeg highlighte noget, så bliver det Kollapse x Grava (de spiller lørdag kl. 20.30 på Gloria-scenen, red). Det er et samarbejde mellem to superfede hardcorebands, og de har begge værdier i orden, kan man sige. De er selvskabte, de er hårdtarbejdende. 

Og hvad kan gå galt? Flere koncerter på Roskilde har allerede været ramt af teknisk koks, mest prominent Annikas åbningskoncert på Orange Scene. Rasmus løfter også sløret for, at der tættere på er en joker, men lover, at det ikke kommer til at påvirke koncerten. 

- I disse timer, mens vi taler, så er min nevø på vej. Ketil (Sejersen, synthesizer i John Cxnnor, red.) og hans kæreste havde termin i forgårs, og det er meget tæt på. Så det kan også godt blive en meget rørstrømsk koncert for os. Og hvis han ikke er der, så er det derfor. 

Men som Rasmus Sejersen understreger:

- Vi har taget højde for det og har en plan B og C på plads. 

John Cxnnor kan opleves i morgen, fredag, kl. 23.45 på Gaia-scenen og da vi spørger om det bliver en unika-koncert, svarer Rasmus Sejersen kryptisk: 

- Det finder vi ud af.