Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF 26: Nye eksperimenterende navne

Updated
Igorrr

Roskilde Festival annoncerer flere nye navne, og i den mørke og vrede ende af skalaen er der denne gang fokus på eksperimentalisterne.

Kunstner
Titel
+ Savage Rose + Smag På Dig Selv + Albertslund Terror Korps
Dato
26-03-2026
Koncertarrangør
Forfatter

Du skal med andre ord ikke forvente puristisk metal med respekt for genregrænser, men vi har samlet nogle navne, som bør interessere Devilutions åbensindede og -ørede læsere.



Dyrskuepladsen kommer til at danne rammen om en, regner vi stærkt med, god koncert med Igorrr, som vi sidst så på Amager Bio, hvor de fik selskab af DVNE og Thoughtcrimes. Franskmændene blander metal, opera, elektronisk musik, strubesang og folkemusikalske traditioner helt uden at tænke over, om lytteren skulle blive lidt Maude af al den fordomsfrie leg med genrer. Vores anmelder skrev, at Igorrr ”på imponerende vis stadig minder os om en verden langt væk fra hverdagens trivialiteter”, og den slags kan man vel kun hilse velkommen. Fire kasser blev det til til koncerten, mens deres seneste album, ’Amen’, fik fulde fem kasser. Vi satser på, at det bliver en koncert, man bør dukke op til.



Danmarks bedste audio-overfald får man, når man lader sig tromle af Albertslund Terror Korps, der blandt andet tæller Kid Kishore, også kendt som DJ Hvad, blandt sine korpsmedlemmer. Forvent gabber-stortrommer, smadret breakcore, hinduistiske hagekors, rap, som er hakket og drejet, og rigeligt med langemænd fra ATK, som huserede på legendariske Syg Nok Records nede i de gode, gamle nullere. Den her bør man ikke gå glip af. Hvem elsker ikke et hektisk gabber-beat med frenetisk percussion og en stærkt ompitchet vokal, der messer "Gud, Gud, Gud, Gud, Gud, blok mig ud"?



Mindst lige så legendarisk er det helt centrale nedslag i rockhistorien, som Savage Rose er. Hvis man ikke har en anelse om, hvem bandet er, har man sovet under en sten. Altid. Det jazzkyndige orkester med Anisette i front er nogle af dansk rockhistories vigtigste skikkelser, så det anbefales at komme og se noget politisk hippierock med syre i ascendanten. Du ved, at Guf dukker op.



Smag På Dig Selv. Det er ikke en opfordring til autofellatio efter en uge i teltet uden bad. Vi taler om jazztrioen, der med to saxofoner og et sæt trommer fører jazzen nye og sære steder hen. Start et punkband, råber de! Sigt opad, ikke ligeud! Smag På Dig Selv gav os en vældig opsang om fornyelse og forbedrelse af både musikken og verden som sådan til DMA Jazz Awards i 2022, og de er stadig på barrikaderne med vreden og oprøret ulmende i saxofonerne, for selv om de spiller jazz, så har de faktisk startet et punkband.