Metaldiktator: The Mars Volta – Frances The Mute
The Mars Volta stormede ind på scenen allerede med debuten to år inden – men med Frances hævede de barren og eksperimenterede sig videre til sit kunstneriske zenith!
The Widow
L’Via L’Viaquez
Miranda That Ghost Just Isn’t Holy Anymore
Cassandra Gemini
Omar Rodriguez-Lopez (guitarist, sangskriver og multi-instrumentalist) og Cedric Bixler-Zavala (sanger, tekster) har altid repræsenteret grundkernen i The Mars Volta. Før det kom så vidt var det At The Drive-In, der førte dem frem, ikke mindst på deres blændende ‘Relationship of Command’ (2000) – det var dog med en bittersød frustration over at være i folkets søgelys, og med et behov for at søge et andet, mere ekspansivt udtryk, at bandet gik i opløsning, omend Rodriguez-Lopez og Bixler-Zavala fortsat ville knytte bånd videre frem.
‘Tremulant’-EPen var det første, lettere interimistiske resultat af samarbejdet – men det var dog 2003s ‘De-Loused In The Comatorium’, der gav den første, seriøse indikator af, hvad The Mars Volta var for en størrelse. Post-hardcoren var stadig til stede, men nu som del af større palet, hvor både psych, blues, latin jazz og metal fandt vej ind i deres meget særegent progressive fundament. En eminent øjenåbner i en samtid, hvor der i det hele taget var langt imellem sådanne brud med rockens mere letfordøjeligelige strukturer.
Hvor stærkt indtryk den end gjorde dengang, så var Rodriguez-Lopez dog ikke selv helt tilfreds. Rick Rubin, som stod for produktionen, havde nedtrimmet deres udtryk for netop at gøre pladen mere spiselig, og opfølgeren skulle derfor være vildere på alle parametre – uden andre til at tage styringen! Rodriguez-Lopez var nu ikke længere blot sangskriver, men også producer og arrangør, med en helt særlig model til at få det bedste frem i alle. I stedet for at præsentere materialet samlet for bandet præsenterede han delene for dem hver især én-til-én, lærte dem fra sig stille og roligt, hvorefter medlemmerne så skulle give delene sit eget, personlige aftryk. En model, der lagde endnu større pres på Rodriguez-Lopez, men samtidig også skulle drage nytte af medlemmernes instrumentale forcer – og dét kan høres!
Resultatet blev så ‘Frances The Mute’. Inspireret af en dagbog, deres tidligere lydtekniker Jeremy Ward havde fundet på bagsædet af en bil. Ejeren af dagbogen søgte, ligesom Ward selv, efter sine biologiske forældre, og personnavnene i sangtitlerne er taget fra denne dagbog. Ward, der også helt i starten stod for deres mere ambiente eksperimenter i live-regi, døde dog selv af en heroin-overdosis kort inden debuten udkom, men fik på denne måde stadig et nik med på vejen i den underliggende historie om at finde ind til kernen, til sine rødder.
En søgen, der kommer til udtryk musikalsk såvel som lyrisk. Til sidstnævnte havde Rodriguez-Lopez linet en væg af fjernsyn op i studiet med alskens indslag til at stimulere kreativiteten, og derudfra improviserede Bixler-Zavala på livet løs – til tider ren vås, men fascineret af tanken om at bibeholde ånden fra Bixler-Zavalas første reaktion på lydbilledet fik meget af den spontane, vokale tankestrøm lov at blive, og er kun yderligere med til at dokumentere Bixler-Zavalas imponerende indlevelse i de år, både i de sjælede stunder, og når vildskaben tager teten.
Musikalsk kommer vi også imponerende vidt omkring i løbet af de 77 minutter, pladen varer. Progressiv rock er blot et fattigt ord her, med alt fra jazz og salsa, psych og post-hardcore til metal og ambient.
Tag blot ‘Cygnus…Vismund Cygnus’ – en kaotisk kickstart af en åbner, der 45 sekunder inde bryder ud i salsa-inspireret prog metal og hen over de efterfølgende 13 minutter bevæger sig ud af både instrumentalt jazzede opbygninger, oscillerende tonaliteter, post-hardcore freakouts og et par minutters ren ambiens til at cleare hovedet, inden vi går over i pladens korte indslag, singlen ‘The Widow’. Den bittersøde ballade med den lækkert svulstige tone fra Juan Alderetes båndløse bas til at svøbe os ind, mens omkvædet forløser i sing-along-faktor, underlagt af subtile trompet-trut fra Flea (ja, dén Flea). En forførende, moody single – men købte du pladen for at høre mere af samme korte, mere umiddelbare karakter, havde du mildest talt din sag for resten af vejen!
Tag blot den 12 minutter lange ‘L’Via L’Viaquez’ – her kan vi da om noget tale om at gå all-in på latin-kortet; som at have et mariachi-band i stuen foran dig med strygere, sombreroer og det fulde traje de charro-outfit! En dybt original sammensmeltning af Omars eksperimenterende sangskrivning og deres puertoricanske rødder, hvor Bixler-Zavalas sarte tone mere end nogensinde går rent i hjertekulen. Milevidt fra intensiteten i At The Drive-In, men det demonstrerer blot, hvor stærk og versatil en sanger han var i de år, mens gæstebidragene her bl.a. inkluderer en af Rodriguez-Lopez’ helte, salsa-pianisten Larry Harlow, samt John Frusciante (deres venskab med Red Hot Chili Peppers-campen var stærkt i de år), der ligeledes får flettet en twistet solo ind undervejs i skærende kontrast til den salsa-prægede grundtone, fordi hvorfor ikke?
Ud ad helt andre tangenter finder vi så ‘Miranda That Ghost Just Isn’t Holy Anymore’. At ambiens betyder mere på ‘Frances The Mute’ end på debuten er åbenlyst, med alt fra børnestemmer og summen af biler til modulerede synths og frøer. Mere præcist “The Coqui of Puerto Rico”, som de præsenteres i forbindelse med den fire minutter lange, kvækkende intro til netop ‘Miranda…’.
Inspirationen fra Ennio Morricone var altid uden på tøjet i The Mars Volta-regi, men alligevel aldrig mere tydeligt end i denne slæbende dystre eskapade, der lige tvinger os heeelt ned i gear inden ‘Cassandra Gemini’ … og puhhh, hvor starter man så lige der?
Et maraton af en sang på over 32 minutter, opdelt i otte mindre sektioner, inspireret af Rodriguez-Lopez’ teenage-forbilleder såsom King Crimson og Miles Davis. Målet var, som han beskriver det:
“Something deformed and out of control. Something enormous and violent, a whole album fitted into one composition. Something ruthless that no one can remain careless to.”
… og ja, ‘Cassandra Gemini’ er vitterligt menneskeligt umulig ikke at blive grebet af, så intens og ekstrem som den er på alle fronter – vel at mærke helt uden skyggen af hverken growls eller blast beats. Fra begyndelsen er vi havnet midt i orkanens øje, med Bixler-Zavala i sit berusende overgearede leje, før hans stemme forvrænges ud i en spoken word-intermezzo. De første ti minutter farer af sted med blodtrykket højt, horn fra højre og venstre og med masser af svedige licks fra Rodriguez-Lopez, hvorefter formerne blødes behændigt op, og alle får lov til at bryde endnu længere ud i hver sine soniske freakouts, med et utal af både opbyggende og nedbrydende sekvenser undervejs.
‘Cassandra Gemini’ er en mastodont, for ikke at sige bandets magnus opus, der viser alle bandets styrker og Omars overlegne evner som orkestrator. Måden, refrænet "There’s no light in the darkest of your furthest reaches" bruges igen og igen, cyklisk som en rød tråd til konstant at holde os helt ude i tovene, er sublimt. Altsammen metikuløst gennemtænkt, og så samtidig med så meget plads til improvisation undervejs, intenst og afstemt i én altopslugende samhørighed!
… og 77 minutter senere har den milepæl, der er ‘Frances The Mute’, så nået sin finale, slutter som den startede, dog med lytteren en hel del mere stakåndet og overvældet af alle de mange sanseindtryk på vejen. Kald det højpandet blær, hvis du vil, men det kommer på ingen måde til at forklejne den bedrift, denne plade er, hverken i The Mars Voltas eget virke eller for rockscenen i øvrigt.
Ofte bliver kunstnere anklaget for at lægge bånd på dem selv, for ikke at turde folde alle deres quirks ud. Måske endda for at sælge ud.
Det ville ikke på nogen som helst måde give mening at sende den anklage i The Mars Voltas retning. More is more er, hvad du får, og alle fem sange er på hver sin vis så overvældende, ikke blot i længde, men også i udsving ud i alskens stilistiske afkroge. Det er sjældent, at plader af sådan en længde gør sig fortjent til at være så lange, men ‘Frances The Mute’ er en undtagelse. Den fører dig blidt ind, og inden længe er du så langt ude i tovene, at du slet ikke opdager, hvor du er havnet, og du har slet ikke lyst til at give slip. Som i sætningen, der både åbner og lukker pladen:
“The ocean floor is hidden from your viewing lens / A depth perception languished in the night”
En skarp reminder om, at der er både lys og mørke i os alle. Hvad vi vælger at hægte os til til, hvad der der bundfælder sig mest, er så en anden sag, men det er stadig tyve år derpå en uendeligt betagende rejse, indtil virkeligheden kalder på den anden side. Ikke at det ville gøre mig noget at blive der lidt længere …
Faktisk skulle vi være blevet der lidt længere – men det et kvarter lange titelnummer, der skulle have åbnet pladen, blev skåret fra i klipperummet og havnede i stedet som B-side til ‘The Widow’-singlen.
Og sådan er alt ved ‘Frances The Mute’ vitterligt presset til det yderste. Gæstelisten er absurd lang, og på trods af længden på denne artikel allerede har jeg dårligt nok berørt vældet af horn og strygere, der tilføjer orkestrale lag hele pladen igennem.
Tilbage sidder vi med 77 minutters organisk opbyggende og dekonstruerende rock, med metallen som en mindre andel af en større, stilistisk vidtfavnende masse. Som vi konkluderede i anmeldelsen fra dengang: "Det ene øjeblik eksploderer de i et rockbrag med symfoniorkester på, det næste øjeblik spiller de salsa med brazilianske trompeter". Et værk langt ud over det sædvanlige, som en musikalsk ledetråd til at hvile i dig selv gennem både tykt og tyndt. Bixler-Zavala udbryder metaforisk undervejs i ‘‘L’Via L’Viaquez’: “I won’t forget who I’m looking for”. Et sted mellem lyset og mørket finder vi vej, finder os selv, og ‘Frances The Mute’ er som sat i verden til at minde os om, at der altid er noget at vinde ved at kigge indad – også selvom det ind imellem kan føles som en blindgyde.
Med nogle plader vil den første gang altid stå klart i erindringen. Oplevelsen af at høre ‘Frances The Mute’ på udgivelsesdagen med gode venner og omgående derefter sidde med en kollektiv oplevelse af, at det her er en plade, der vil gøre en forskel. Måske ikke for omverdenen, men så i det mindste for os. Lidet vidende, hvor hyldet og skelsættende et værk 'Frances The Mute' stadig ville blive defineret som her i 2025 …