Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 19: Koncerter

Updated
cryptopcy

Uge 19 er en "late bloomer", men henimod weekenden øges intensiteten, og ugen ender i et sandt festfyrværkeri af A Colossal Weekend, Wacken Metal Battle, Fuzztival og brutal finsk dødsmetal.

Uge 19 starter blidt med en omgang sludge på Loppen, tirsdag aften. Det er Black Tusk, der inviterer til fest. Er du mere til stoner doom, er det bedst at drage til Lygtens Kro, hvor High Reeper spiller op til dans.

Onsdag kan du tage en pause, mens du lader op til torsdag hvor Cryptopsy, Ingested og Gloryhole Guillotine spiller en lille hyggekoncert på Stengade – der skulle efter sigende også være både før- og -efterfest på Escobar lige om hjørnet.

Ellers er der lagt op til en kolossal weekend med mini-festivalen A Colossal Weekend, der starter tidligt torsdag med besøg af blandt andet Cartographs. Torsdagsprogrammet foregår i Københavns hyggeligste kælder, Underwerket. Imens løber resten af programmet af stabelen i VEGA. Fredag kan du nyde Built to Spill, Her Name Is Calla, Jenny Gräf, Maps and Atlases, Town Portal og ikke mindst danske Nordsind. Om lørdagen kan du fange A.A.Williams, norske Astrosaur, Celeste fra Frankrig, gode gamle danske Hexis, LLNN, Morild samt engelske Jo Quail.

Du kan også eventuelt tage en kolossal-fri fredag og gå all in på finsk dødsmetal i Pumpehuset, hvor Convulse og Cadaveric Incubator spiller i Bombehuset. Vil du kombinere glæderne, er der gratis koncert i Byhaven med Chaotian og Undergang på den udendørs gratisscene på samme adresse.

Befinder du dig uden for hovedstadsområdet, kan du jo eventuelt finde vej til Wacken Metal Battle på Atlas i Smilets by, bedre kendt som Aarhus. Samtidig giver Esbjerg Fuzztival den fuld pedal i, ja ... Esbjerg.

Oversigt:
Black Tusk, tirsdag den 7. maj, Loppen
High Reeper, tirsdag den 7. maj, Byens Kro

Crytopsy, Ingested og Gloryhole Guillotine, torsdag den 9. maj, Stengade
A Colossal Weekend: Cartographs, We Are Among Storms, Into Orbit, torsdag den 9. maj, Underwerket

A Collosal Weekend: Built to Spill, Nordsind m.fl., fredag den 10. maj, VEGA
Esbjerg Fuzztival: Alastor, Psychlona m.fl. fredag den 10. maj, Huset i Esbjerg
Convulse og Cadaveric, fredag den 10. maj, Pumpehuset Chaotian og Undergang, fredag den 10. maj, Pumpehusets Byhave

A Colossal Weekend: Astrosaur, Hexis m.fl. lørdag den 11. maj, VEGA
Esbjerg Fuzztival: Mythic Sunship, Thunderwhip m.fl. lørdag den 11. maj, Huset i Esbjerg
Wacken Metal Battle: Everything Is Terrible, The Darkest Moment, Demolizer og Death to Seattle, den 11. maj, Atlas