Uge 24 – Ugens udgivelser og koncerter

Dizzy1200_72A5108

Sommeren er over os, og der er kun få koncerter og profilerede plader i vente. Men amerikanske Fear Factory smider nyt og Dizzy Mizz Lizzy fortsætter turneen.

Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen

Hvis ikke Dizzy Mizz Lizzy og spillestedet High Voltage var aktive, så ville det se noget dystert ud her i midten af juni måned. Restriktionerne begynder så småt at forsvinde, men det varer lidt før det giver udslag i muligheder for bands og spillesteder. Det forhindrer dog ikke Dizzy Mizz Lizzy i at fortsætte sit togt tværs over landet. Det er særligt Midtjylland, der får glæden af den turné her i uge 24. Århus, Randers og Holstebro. Du kan læse, hvad der er i vente, da vi hørte Tim Christensen og co. i Frederikshavn i sidste uge. I hovedstaden er der Metal Aid i Amager Bio i Amager Bio, hvor Artillery, Svartsot, Slægt, Heidra, Demolizer, Ethereal Kingdoms, Lotan og Withering Surface spiller.

High Voltage spiller Skarnet fredag aften og om lørdagen er der udsolgt til Grusom samme sted. Fredag aften kan man lige svinge forbi Hotel Cecil og se Bersærk og om søndagen er der Ghost Iris som rosinen i pølseenden samme sted.

På pladefronten kan man også godt mærke, at der er stilhed før stormen. Pladeselskaberne holder stadig lidt igen med de store udgivelser, og særligt når festivalerne er aflyst, så bliver der ikke prioriteret så meget.

Der er dog Helloween, der udsender deres 16. plade, der har fået titlen 'Helloween'. Ingen point for kreativitet på titlen, men de trumfer så med, at Kai Hansen og Michael Kiske er tilbage i folden og med på plade igen for første gang siden halvfemserne! 



Og Fear Factory udsender en ny plade fredag d. 18. juni 2021. Den har fået titlen ’Aggression Continuum’. De smed nummeret ’Disruptor’ for et par måneder siden, der tematisk i videoen minder lidt om filmen 'District 9', som man kun kan se på YouTube, så i stedet får læseren her nummeret 'Fuel Injected Suicide Machine' alene fordi titlen er så mundret og typisk Fear Factory, som man kan få.



Udgivelserne starter dog allerede mandag, hvor spanske Graveyard Of Souls smider pladen ’Infinity Equal Zero’. De er aktive, de spaniere, da Graveyard Of Souls nu er på deres syvende fuldlængde siden 2013. Du kan høre hele pladen her:



Fredag er den helt store udgivelsesdag, hvor der er et hav af udgivelser fra udlandet. Samtlige genrer er mere eller mindre repræsenteret, så vi tager nogle dyk i listen.

Sverige og dødsmetal hænger uløseligt sammen, så det overrasker næppe nogen, at der også i uge 24 kommer en plade derfra. Det er Eye Of Purgatory, der på fredag smider pladen ’The Lighthouse’. De debuterede i 2018 med ’The Rotting Enigma’ og er nu klar med deres anden fuldlængde. Der er ni skæringer, og titelnummeret kan høres her:



Naboerne mod syd i Tyskland er derimod ofte mere glade for klassisk heavy og power metal. Der er Reinforcer klar med debutpladen ’Prince of the Tribes’. Helt i stil med mange andre nye bands, der også gerne vil gå lidt retro, bliver pladen udgivet på vinyl og anden skæring på side A er ’Allegiance And Steel’. Den kan nydes her:



Hvis man helst vil, at tempoet ikke er så hæsblæsende som i døds- og power metal, så har vi også russiske Moanhand på listen. De debuterer også i 2021. Det er pladen ’Present Serpent’, der smides på gaden, og det er noget sludget doom med en snert af sort vokal. Moanhand består af én person. Roman Filatov, der klarer alle instrumenter og vokalen. Det afsluttende nummer på pladen ’The boomerang Of Serpents’ kan du høre her, mens du leger med ordspillet i pladens titel:



Så har schweiziske Morgarten langt mere travlt med at få redet tilbage til vikingeverdenen med deres folkmetal på pladen ’Cry Of The Lost’. Hvis man har set serien 'Vikings' på HBO og gerne vil se den slags gjort meget værre på en mark og skråning med Alperne i baggrunden, så er her lidt af det, der vil fungere perfekt på Wacken eller i din lokale rollespilsforening.



Oversigten over alle udgivelserne er her nedenfor:

Udgivelsesoversigt:
Mandag d. 14. juni:
Graveyard Of Souls: Infinity Equal Zero (Death/doom metal)
Phobia: Slaughterhouse Tapes (Death metal)

Tirsdag d. 15. juni:
Bólido: Against The World (Heavy metal)

Onsdag d. 16. juni:
De Press: Block To Block (1981) (New wave/post punk)

Fredag d. 18. juni:
Helloween
: Helloween (power metal)
Fear Factory: Aggression Continuum (Industrial Metal)
Eye Of Purgatory: The Lighthouse (Death metal)
Arabs in Aspic: Far Out In Aradabia (re-release) (Prog rock)
Arabs in Aspic: Progeria (re-release) (Prog rock)
Arabs in Aspic: Strange Frame of Mind (re-release) (Prog rock)
Eisregen/Goatfuneral: bitterböse (Black metal)
Thy Enemy: Chapters E.P. (Deathcore)
Malgöth: Primordial Dawn (Black/death metal)
Yagow: The Mess (Psych space rock)
Pharaoh: The Powers That Be (Heavy metal)
Reinforcer: Prince Of The Tribes (Epic power/heavy metal)
Draemora: Death Rectangle (Prog metalcore)
The Day Of The Beast: Indisputably Carnivorous (Death metal)
Moanhand: Present Serpent (Sludge metal)
Oxblood Forge: Decimator (Heavy/doom metal)
Social Disorder: Love 2 Be Hated (Hard rock)
Trialogos: Stroh Zu Gold (Experimental/cinematic rock)
Wanderer: Liberation From A Brutalist Existence (Hardcore/grindcore)
Bloodbeat: Process Of Extinction (Death/Thrash Metal)
De Press: Product (1982) (New wave/post punk)
Kriegszittern: Kriegszittern (Death metal)
Neonfly: The Future, Tonight (Heavy metal/hard rock)
Thy Kingdom Will Burn: Thy Kingdom Will Burn (Melodic death metal)
Triton Devs: Stay Alive (Power metal)
Big Hogg: Pageant Of Beasts (Progressiv rock)
Death Perception: Ashes (Death metal)
Demon Incarnate: Leaves Of Zaqqum (Heavy/doom metal)
Morgarten: Cry Of The Lost (Folk/black metal)
Tristwood: Dystopia et Disturbia (Avantgarde extreme metal)
Vestamaran: Bungalow Rex (Low-octane rock)