Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Uge 49: Ugens Koncerter

Updated
21777_E2P8643_1308517064

Dumt, dansk, fjollet eller fee’? Ugen byder på lidt af det hele for den koncerthungrende.

Fotograf
Jacob Dinesen (arkiv)
Forfatter

Sikkert som amen i kirken er det, at så snart vi går ind i december, begynder dansken at fokusere mere på julebajere, karrysild og kold risengrød med kirsebær, og en naturlig konsekvens er, at det så småt begynder at tynde ud i koncerttilbuddene i denne måned. Lidt kan det dog blive til, inklusive adskillige utraditionelle underholdningsmomenter.

Om mandagen er Earth nået sikkert over Storebæltsbroen og ruller deres udsyrede tæppe af drone, folk, country og alt muligt andet ud i Vega. Tirsdag er der tid til at gå ud og glo på julegaver, inden onsdagen byder på et core-galore-show med nu-metal-smag fra kænguruernes land, når en fire orkestre stor pakke anført af Northlane byder til bal på Hotel Cecil. Er det ikke alternativt nok, inviterer Stengade andetsteds i København til Okilly Dokilly. Et band bestående af medlemmer, der udmærker sig ved alle at klæde sig ud som Ned Flanders fra The Simpsons. Det er vistnok deres gimmick. De spiller metalcore. Det bliver sikkert underholdende, hvis det er sådan noget, man vil.

Tåbelighederne fra temabandet fortsætter torsdag på Atlas i Aarhus. Findes der jyder, der ikke gider stå og smile overbærende i baren, er der også mulighed for at opleve legender fra Sydeuropa, når græske Rotting Christ og portugisiske Moonspell leverer død og doom på Godset i Kolding. På Stengade i København er de forhåbentlig kommet sig over det kunstneriske overflødighedshorn fra aftenen før, når menuen nu er blackgaze fra Møl og deres internationale sjælefrænder i Numenorean og Gaerea.

Med weekendens komme bliver koncertudbuddet selvsagt noget større. Møl er ikke taget til Aalborg, men det er resten af programmet fra gårsdagens sortsynsritual. De spiller op til sure miner på 1000Fryd. Den portugræske duo fra Kolding er kørt i den modsatte retning på E20 og optræder på Gimle i Roskilde.

I hovedstaden er der dansk død fra Diehard-dagene på Beta, hvor Konkhra og Detest sikkert varmer dine ører op. Andetsteds i byen spiller The Road på High Voltage, langt oppe nordpå i Thy har Hexis tilsyneladende fundet endnu et hjørne af verden, der skulle udforskes, og i Odense er der dansk undergrundskalas med Anoxia i spidsen på Kansas City.

Fynboerne kan ligeså godt bare drikke igennem og fortsætte lørdag, hvor det er med at have bestilt taxaen på forhånd, når H.C.’s metalliske bysbørn skal nå både at opleve blandet dansk med Nexø på Studenterhuset og blandet dansk med Cor Vacante på PåTaget. Er du ellers træt af at skulle høvle tante Gerda ned i kommensnaps og pakkespil, er der også håb, selv om du bor i resten af landet. Konkhra er taget til Aalborg og deres Studenterhus, mens Prime Collective-boss Mirza Radonjica holder party i provinsen med både eget orkester, Siamese, og protegéer på Von Hatten i Randers.

I København er Hexis forhåbentlig kommet trygt hjem fra rejsen til det uudforskede Jylland og fejrer hjemkomsten sammen med Rot Away og Eyes på Richter i Gladsaxe. Ugens højdepunkt er i Pumpehuset hvor Voivod er på en noget aparte tour med 80’er-shockerne fra Gwar, der tilsyneladende ikke har hørt om, at man ikke behøver holde en joke kørende længere end nødvendigt. Men er du typen, der gerne tager skiftetøj med til koncert, kan deres farveladeshow nok blive god spas.

Baggy shorts i december kan godt være en presset påklædning, men har du mod på en kamp med temperaturen, er det med at grave dem frem fra bagerst i skabet og krydre dem med din mest slidte omvendte cap. Søndag kommer Billy Milanos crossover-thrash-legender fra M.O.D. omkring København og rammer Beta. Resten af landet kan få lov til at nyde tømmermændene og den klæge smag af varm leverpostej med bacon, der stadig sidder bagerst i svælget fra aftenen i går. Velbekomme!

Oversigt:

Mandag:
Earth, Helen Money - Lille Vega, København

Onsdag:
Northlane, Polaris, Silent Planet, Void of Vision - Hotel Cecil, København
Okilly Dokilly, Hanging the Nihilist - Stengade, København

Torsdag:
Moonspell, Rotting Christ, Silver Dust - Godset, Kolding
Okilly Dokilly, Situationsfornærmelse – Atlas, Aarhus
Møl, Numenorean, Gaerea – Stengade, København

Fredag:
Moonspell, Rotting Christ – Gimle, Roskilde
Konkhra, Detest – Beta, København
Numenorean, Gaerea – 1000Fryd, Aalborg
Hexis, Dustdrome – Spillestedet Thy, Thisted
Anoxia, Gurldörl, Summit, Sun Dog, Under the Blood Oak – Kansas City, Odense
The Road, President Fetch – High Voltage, København

Lørdag:
Hexis, Rot Away, Eyes – Richter, Gladsaxe
Gwar, Voivod, Childbrain – Pumpehuset, København
Konkhra, Valkenrag, Deadnate – Studenterhuset, Aalborg
Nexø, Pissed, Power Regression – Studenterhuset, Odense
Cor Vacante, Murder Among Kings, Owl King – PåTaget, Odense
Siamese, Odd Palace, South Haven – Café von Hatten, Randers

Søndag:
Billy Milano’s M.O.D. – Beta, København