Vagtskifte i tårnet

-XTD1042-2-36-1577633881

Devilution skifter redaktør; fortsætter med at være irriterende.

Fotograf
Jacob Dinesen

Henover 2020 pågik en gradvis udskiftning på redaktørposten på Devilution, som ved årsskiftet blev endegyldigt effektueret. Efter 12 år som redaktør for det, der siden 2010 har heddet Devilution, tager Mathias Nielsen en pause, og undertegnede overtager posten.

Jacob Dinesen fortsætter som ansvarshavende chef for det hele, sådan som han har været det de forgangne 12 år.

Jeg kan ikke understrege kraftigt nok, hvor meget det betød for mig, da jeg i 2014 begyndte at skrive for Devilution, at Mathias Nielsen stod i spidsen for magasinet: hans nidkære musikhistoriegranskning og deraf følgende dybt indgroede skepsis overfor hype og benovelse var og er prisværdig, og jeg ser frem til, at han igen får tid til at skrive for Devilution.

Fjenden
Et andet element var dog udslagsgivende for, at jeg endte med at skrive om metal og hardcore igen efter nogle års pause: Fjenden. Over alt for få klummer gik to skribenter til angreb på metals selvforståelse i begyndelsen af 10'erne. Fra bøvet fællessang til prætentiøs akademisering. Det var en måde at forholde sig konstruktivt til metal på, som jeg kunne spejle mig selv i.

Det handlede om at tage metal alvorligt og kræve noget af musikken og kulturen i stedet for bare at se det som en blanding af fredagsbar og frilandsmuseum.

Det gør det stadig.

Det er derfor, vi på Devilution ikke synes, at alt er godt nok, bare fordi metal. Derfor vi tager de principielle kampe. Derfor vi peger på problemerne i vores kultur – også når de peger tilbage på os selv.

Fordi vi tager det her alvorligt.

Kulturen
Det er med vilje, jeg skriver kultur og ikke bare musik. Efter et år uden reelle koncerter – metals samlingspunkt, oplevelsen i sin urform – er det endnu mere presserende at se på, hvad der står tilbage. Er metal stadig fedt at lytte til, hvis man ikke gør det sammen med 10, 100 eller 20.000 andre, der har drukket sig lige så begejstrede som én selv? Har vi en samlet kultur uden de samlende oplevelser? Hvad betyder det her for os?

Det kommer vi til at have fokus på i Devilution i det kommende år. Hvad er metal, hvis det ikke er koncerter? Hvorfor bliver vi ved med at beskæftige os med det? Hvad skal der til for, at vi gider fortsætte med det? Hvem er vi egentlig, der står klar, når festivalportene og arenaernes sluser engang igen åbnes?

Devilution kommer altså ikke til at skifte kurs, selvom vi skifter redaktør. Den kommer højst til at blive skærpet i samspil mellem chefen, mig og de nytilkomne redaktionsmedlemmer såvel som dem, der har været med fra begyndelsen og ufortrødent bliver ved på 5.-10.-15. år. 

Vi kommer til at fortsætte med at være pisseirriterende, kontrære og krævende. Fordi det her ikke bare er en hobby, vi ikke har kunnet finde ud af at vokse fra.

Det håber jeg heller ikke, at I læsere gør.

Jon Albjerg Ravnholt,
redaktør