Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

P.O.D., Interview Del I

Updated
P.O.D., Interview Del I
Noget af et chok, da guitaristen Marcos Curiel kvittede P.O.D. i februar. Hvad skete der? Vi får historien direkte fra bandet selv. LONDON: - Da P.O.D. slog igennem sidste år med albummet ”Satellite” og de bragende hit singler som ”Alive” og ”Youth Of The Nation” blev bandet med ét kendt som et af de største nye bands i den ”nu metalliske” flok (trods over ti års band historie). P.O.D. blev samtidig kendt som en flok troende fyre, der virkede som en ret ubrydelig enhed efter alle de mange år sammen i undergrunden. I februar kom så den ret overraskende, for nogen chokerende melding om at guitaristen Marcos Curiel havde forladt bandet til fordel for sit sideprojekt, The Accident Experiment.

Siden da har Marcos Curiel været i offensiven med mindre pæne citater om sine gamle bandmedlemmer, mens de tre resterende – sanger Sonny Sandoval og rytmegruppen Wuv og Traa - har holdt sig pænt til den næstekærlige sti og trukket roligt på skuldrene. Da Heavyjam.dk mødte de to sidstnævnte til en snak om P.O.D. anno 2003 og det kommende album ”Payable On Death” (der udsendes den kommende mandag, 3.11), måtte vi derfor have en afklaring på The Marcos Curiel case, i hvert fald set fra de to herrers synspunkt.

- Hvad skete der mellem Jer og Marcos inden han forlod bandet?
Traa: ”Nogle gange har rock scenen en tendens til at ændre folk, og Marcos nåede til det punkt, hvor han mente at han var vigtigere end nogen af de andre tre medlemmer i bandet…”
Wuv: ”… for at sige det pænt!”

Traa: “Nogle mennesker kan håndtere at lave sideprojekter, hvor de ved at "dette her er mit sideprojekt og dette her er min hoved geschæft." Men P.O.D. var ikke hans hoved geschæft længere, han havde ikke længere hjertet med i bandet.”
Wuv: ”Og hvordan kan man skrive sange til en plade når ens hjerte ikke længere er med i det?”
Traa: ”Yeah, men helt grundlæggende, så ville vi ikke sidde og vente på, at han skulle finde ud af hvor han ville være henne og hvad han ville. Vi havde deadlines som skulle overholdes, så vi spurgte om, han fortsat ville være med i bandet, han svarede nej og besluttede sig for at skride.”

- Hvornår startede hele denne her dybere liggende uenighed mellem Jer?
Wuv: ”Det kan jeg ikke rigtig gå ind i. Det er personlige sager mellem os og Marcos. Men vi har aldrig stået og råbt ad hinanden, vi har aldrig haft nogen store slagsmål. Det var bare som vi fortalte: han ville ikke længere være med i P.O.D. Han ville være sangskriveren, og det kan han så være i sit sideprojekt fordi han er Marcos fra P.O.D."

"Men i vores band har vi altid lavet tingene sammen, alle os fire. Det har aldrig været sådan, at der kom én person med en færdig sang, heller ikke Marcos. Det har altid foregået i et samarbejde, men den vision er blevet tåget i Marcos' hjerne. Marcos ville være manden. Lige som at hans sideprojekt handler om ham selv. Det kunne vi ikke forholde os til, vores band er en enhed, ikke et one member type band. Men Marcos ville være i den verden, hvor han kunne være chefen, så han startede sin egen ting. Det er der hvor han er glad og der hvor han er i dag.”

- Men har den udvikling noget med al P.O.D.’s succes at gøre?
Traa: Det er ren spekulation, mand. Men jeg forstår det stadigvæk ikke.”
Wuv: ”Yeah, vi forsøger stadigvæk at finde ud hvad der egentlig er foregået! Du stiller spørgsmålene, men vi forsøger stadigvæk selv at forstår det der skete.”
Traa: ”Jeg ville ønske, jeg kunne stille dine spørgsmål til Marcos. Ha-ha, for jeg er stadigvæk selv ved at finde du af hvad der skete med ham.”

Tøseagtigt skænderi

- Marcos har skældt Jer ud i forskellige interview, hvad siger I til det?
Traa: ”Vi er voksne mænd, jeg har mine egne to børn, jeg behøver ikke et tredje.”
Wuv: ”Og jeg har tre børn i forvejen og jeg behøver ikke et fjerde!”

Traa: ”Det er næsten lige som når piger skændes... wee wee wee, og sådan fungerer jeg ikke. Men jeg har kendt Marcos i lang tid og jeg er nu ikke overrasket over, han ville gøre sådan, for han har gjort det overfor andre før i tiden.”
Wuv: ”Det er for at få opmærksomhed til sit eget band, fordi ingen bekymrer sig om det.”
Traa: ”Vi har andre ting at bestille, jeg gider ikke at sidde og bruge min tid på at svare på hans tåbelige ting.”

- Men I forstår vel hvorfor jeg spørger om dem?
Wuv: "Ja, selvfølgelig, mand. Jeg sidder heller ikke her og skyder hele hans person ned. Vi har haft 13 års venskab, halvdelen af mit liv og han er stadigvæk min ven. Jeg kan sige følgende, og så slutter vi ved det: grunden til at Marcos gjorde som han gjorde, var, at det ikke helt gik som han planlagde. Han troede, at hvis han skred ville der ikke længere være noget P.O.D. Da han indså, vi bare forsatte med "The Matrix" sangen og ingen bekymrede sig om hans band-ting, begyndte han at blæse tingene op i medierne.”
Traa: ”Han trak splinten ud af en håndgranat, som han selv holdt i hånden… og så boooom!”

- Men måske vil tiden læge sårene?
Wuv: ”Det håber jeg, mand. Vi er ikke kede af det, vi er ikke bitre. Vi har fået Jason (Truby, ex-Living Sacrifice - red.) med og jeg kan se at hver eneste fyr i dette her band er glad for at være her, og det skaber en god og sund atmosfære; særligt når du har været i bandet i 13 år, rejst verden rundt, været brændt ud og så er kommet tilbage, hvor alle er glade og smider deres 110% ind i projektet."

Men hvem er så denne Jason Truby og hvad har Wuv og Traa at sige om det nye P.O.D. og albummet "Payable On Death"?? De spørgsmål besvares i andel del af interviewet, som du finder i næste udgave af Heavyjam.dk, den kommende mandag, hvor vi også håber på at have en anmeldelse af albummet.