Vi er her stadig

Jødedommen er mørk og tung. Og derfor oplagt til black metal. Akloleh taler om antisemitisme, sprog og kultur.

På ganske kort tid er undertegnede blevet både overrasket over og begejstret for amerikanske Akloleh. Overrasket, fordi det er ekstremt sjældent, man møder black metal med et jødisk udgangspunkt. Overrasket, fordi det er meget sjældent, man møder jiddisch i sin dagligdag og endnu mere i sin musik. Og overrasket, fordi det har vist sig ikke bare at være en gimmick, men derimod et alvorligt og vigtigt musikalsk projekt.
Som vi beskrev i anmeldelsen af den fremragende ‘A Curse’  – hvilket i øvrigt også er betydningen af bandets navn – er det et alvorligt band. Det er der meget black metal, der giver sig ud for at være, og som i øvrigt også tror det, men her er det en væsentlig del af selve projektets sjæl, om man så må sige.

Derfor har vi sat projektets eneste medlem i stævne. Han har kun ønsket at optræde under pseudonym, klimaet for jøder taget i betragtning, og vi vil derfor referere til ham som “Mazik” i dette interview. “Mazik” er det jiddische ord for en “trickster” kendt fra adskillige myter rundt om i verden.



Jødiskhed
Noget af det første vi lægger mærke til, i vores samtale med Mazik er at han taler om “Jewishness” i stedet for “Judaism” eller “jødiskhed” fremfor “jødedom”, hvilket naturligvis er interessant. Adspurgt forklarer han, at det for ham handler mere om den levede erfaring af at være jøde – kulturelt, sprogligt og historisk, fremfor den rene religiøse opfattelse.
– Det er ikke bare en religion, det er et folk, slår han fast.
Og dette er netop en af de helt særlige elementer ved jødedommen i forhold til næsten alle andre religioner, vi oplever. For man kan sagtens være jødisk uden at være praktiserende jøde. Og netop denne jødiskhed er vigtig for Mazik.

– Det at være jødisk er selve min eksistens. Det er et dybt forankret sæt kulturelle praksisser og traditioner, der udgør en stor del af, hvad jeg er. Selvom man er ateist, bliver man ikke mindre jødisk. At være jøde er at leve i et knudepunkt af tradition og modernitet.

Mazik forklarer, at selve hans eksistens er et vidnesbyrd om hans slægt og deres overlevelse igennem 2600 år.
– Det er dem, der har overleveret disse traditioner som vi bærer med os på vores måde. Og det er også derfor, der er stå stor forskel på traditionerne. For der har været stor forskel på oplevelsen som ashkenazijøde, som mine forgængere, og at være jøde i Nordafrika eller i Syd-vest-asien.

Mazik, der har en ph.d i kulturel antropologi uddyber:
– Vores baggrund er uigenkaldeligt knyttet sammen med Europas. Vi var segregerede mange steder og det var ikke tilladt for os at deltage i samfundet, men alligevel flettede kulturerne sig sammen. Ashknazierne har inddraget en stor del slavisk folklore i deres mytologi og har også udviklet deres egen urtekendskab i det østlige Europa, med indflydelse fra deres naboer.

Da vi anmeldte ‘A Curse’, tog vi udgangspunkt i åbningsscenen fra Coen-brødrenes ‘A Serious Man’. I den opsøges et ægtepar af en rabbiner, som konen er overbevist om er død. Hun kalder ham en “dybbuk”, et jødisk væsen, der opstår, når en afdøds familie ikke har våget tilstrækkeligt over den døde, og en ånd derfor kan besætte liget. I et et tørt og sardonisk toneleje skifter hun mellem at fortælle sin mand hvad, de har med at gøre, og samtidig skælde ham ud, for at være så tåbelig at invitere dybbukken ind. Denne scene drøftede vi også med Mazik, da den er så umiskendeligt jødisk i sin dybt sorte humor.
– Den indkapsler fuldstændig det næsten fatalistiske mørke, der kommer af altid at leve et sted, hvor dine naboer enten ønsker dig død, har ønsket det i fortiden eller måske kommer til at ønske det i fremtiden. Samtidig viser den en dagligdags tilgang til mysticisme, som også var meget udbredt blandt ashkenazier tidligere. Den kulsorte humor er meget typisk for os.

Der er ikke mange jøder tilbage i Europa. I Danmark lever omkring 6000, anslår Mosaisk Trossamfund, og det går igen over det meste af kontinentet. Det vil sige, at den ashkenazijødiske befolkning primært findes i USA i dag, med et stort slip ned til Israel, som nummer to. Diasporaen er derfor dobbelt, og det er underligt for jøder i dag at forholde sig til deres ophav. Mange ashkenazier føler sig ikke repræsenteret af Israel, hvor sefardiske jøder udgør en lille majoritet, men derimod omfavner den europæisk-amerikanske afstamning. Trods dens størrelse, er den jødiske tradition i USA meget ung, og Mazik forklarer, hvordan kontrasten viser sig.
– Der er en synagoge i nærheden, den blev bygget i midten af 1800-tallet og er en af de ældste i landet. Men da jeg studerede i Europa, boede jeg på Sicilien en overgang, og der gik jeg til daglig forbi en mikvah – et traditionelt jødisk badehus – og det var mere end tusind år gammelt. Men der var ikke nogen jødisk gruppe i nærheden.

– På en måde føltes det bekræftende. “Vi har været her så længe, og er her stadig”, man kunne mærke, hvor længe vi har holdt ud, men på samme tid var det underligt skræmmende. “Vi har været her, men er her ikke længere”. Når vi taler om, hvor længe vi har eksisteret i USA, er det altid i tale, men her var et fysisk bevis. Men det var også et bevis på enten flugt eller tvangsfjernelse. Det viser, at det at være jøde er en skrøbelig eksistens.



Antisemitismen i dag
Akloleh eksisterer som et modsvar på antisemitisme i black metal. Et emne, der nok er mere omdiskuteret end decideret udbredt, men som alligevel fylder nok til, at det dukker op i ny og næ – og nok også mere, hvis man rent faktisk er jødisk.
– Mange, i verden og i USA, har en forestilling om, at antisemitisme var et problem engang, men at det blev overstået. Der bliver også talt om, at antisemitismen er vendt tilbage. Men den var aldrig væk.

– Jeg voksede op i sydstaterne, hvor folk ikke var vant til at se og tale med jøder. Jeg var omgivet af evangeliske kristne, der enten prøvede at omvende mig eller fortalte mig, at jeg ville brænde i Helvede. Det gjorde mig utilpas, men aldrig bekymret for mit helbred. Det har ændret sig.

I USA vil de fleste efterhånden være enige om, at antisemismen, hvis den ikke er vendt tilbage, så i hvert viser sig mere aktivt end tidligere. Marjorie Taylor Greene, medlem af Kongressen for det Republikanske Parti, har skudt skylden for store skovbrande på “jødiske rumlasere”, Kanye West har skudt adskillige antijødiske tirader afsted og tidligere præsident Donald Trump omgås åbent med holocaust-benægtere. Der kan ikke være tvivl om, at der er sket et skred. Vi spørger Mazik om, hvorfor han tror det kan være.

– USA har en tradition for den slags politik. Det er ebbe og flod. Selv da jeg var barn, og ikke var bange for min sikkerhed, vidste jeg alligevel, at den slags tale havde en historie af vold. Der er en slags resignation som jøde; “Åh, er det tid til den slags igen”?

Vi taler om Philip Roths kontrafaktiske nøgleroman ‘The Plot Against America’, hvor USA anført af Charles Lindbergh omfavner nazismen under anden verdenskrig, langsomt og snigende, men totalt. Mange har fortolket denne som en advarsel mod udviklinger, som den jødiske forfatter ser i nutiden, og når Mazik fortæller, at han selv er glad for at bo i Vermont, så tæt på den canadiske grænse, er det umuligt ikke at se parallellerne til romanens handling, hvor en stor del af New Yorks jødiske befolkning flygter nordpå.

– Alle jøder jeg kender, er nervøse lige nu. Hvad kommer der til at ske i de næste 10-20 år? En af mine venner sagde, at alle nulevende jøder er efterkommere af dem, der vidste hvornår det var på tide at komme væk, og det tænker jeg en del over. Vi er i en tid af “hvor virkeligt er det her? Hvor detaljeret en flugtplan skal jeg lægge?”.



Angsten i musikken
Og alt dette var med til at lægge grunden for Akloleh som musikalsk projekt. Det var dog ikke udgangspunktet.
Til at starte med ville Mazik blot undersøge dele af sin egen kultur gennem en black metallisk linse. Det er han ikke den første til at gøre. Faktisk var det en del af grundlaget for, at genren overhovedet opstod, men i moderne tid kan der henvises til både Saħħar, Zalaam, og kometsensationen Blackbraid, der har gjort det samme.

– For mig handlede det først og fremmest om at fremvise de mørkere sider af jødedommen. Det er en utroligt mørk mytologi, og elementer af den er blevet brugt i mange sammenhænge. Adskillige metalbands er opkaldt efter elementer fra jødisk mytologi og Lavey og Crowleys “qabalah” er direkte taget fra den jødiske kaballah, og, på antisemitisk vis, gjort vestlig. Jeg havde et ønske om at udbrede den oprindelige form. Der er kort fra jødisk mysticisme til black metals mysticisme.

Derfor handler ‘A Curse’ også først og fremmest blot om at vise de forskellige sider af den jødiske mytologi. Med paralleller mellem Jerusalems ødelæggelse og den nuværende klimakatastrofe fremviste Mazik sjældent sete elementer af religionen med udgangspunkt i blandt andet Klagesangene. Samtidig blev vi givet dystre rædselsfortællinger om dybbukken og mennesker lagt for had, så en alvorligt dyster stemning blev fremmanet. Men på ‘Aybiker Ritual’  drejede Mazik fokus.

– Det handlede ikke oprindeligt om antisemitisme, men det kom det til som verden udviklede sig. Musikken er blevet mere katarsisk for mig, og det er også derfor, jeg åbner pladen med Mordechai Gebirtigs digt ‘Es Brennt’. For mig og folk som mig er det et mareridt, man ikke kan undslippe.

Vi spørger ind til, hvordan angsten påvirker musikken, hvilket er en oplagt kobling at foretage.
– Som menneske ville jeg foretrække, at det var sådan. Men som musiker kan jeg ikke benægte, at det giver noget at arbejde med. Først ville jeg bare udforske jødedommen på en sjov måde, men som tingene er blevet værre, kan jeg mærke, at der er nogle sange, jeg vender tilbage til på min guitar.

Han fortsætter:
– Jeg kan få afløb for min frustration, min vrede og min håbløshed igennem musikken.

Men oprindeligt var pointen kulturformidling, hvorfor Akloleh også har valgt at synge på både engelsk, bibelsk hebraisk og navnlig jiddisch. Jiddisch er et omtrent 1100 år gammelt sprog, der opstod blandt ashkenazi-diasporaen i Europa og fungerer som blanding mellem mellem- og højtyske dialekter, hebraiske låneord og slavisk grammatik. Det taltes primært i Østeuropa og var særligt fremherskende i det 19. århundrede.
Nu til dags anslås der dog kun at være omtrent 600.000 talere af dette sprog, hvoraf den halve million lever i USA eller Israel.

– Jeg voksede ikke op med nogen jiddisch-talende omkring mig. Det var først, da jeg begyndte at undersøge min familie, at jeg opdagede, at min afdøde bedstefar var opdraget med sproget. Det var ikke noget man gjorde meget i, særligt ikke i Syden.



Efter holocaust styrtdykkede antallet af jiddisch-talende af indlysende årsager, og det har været et sprog, der har været på randen af at være uddødt i længere tid. Det er dog ved at ændre sig.
– Der sker en eksplosion i interessen for sproget for tiden, særligt for unge mennesker. Det er en måde at være sikker i sin jødiskhed uden at tappe ind i diskursen omkring Israel, eller på en eller anden måde skulle alliere sig med det land ved at tale moderne hebraisk.

Der er et skisma mellem mange unge jøder, særligt i USA, der identificerer sig med den mere liberale fløj, der ofte er fremherskende omkring de byer og universiteter, hvor de befinder sig. De højtuddannede og hyppigt venstreorienterede tager afstand fra Israels fremfærd over for palæstinenserne og også de amerikanere, der støtter staten.
– De største donationer til Israel kommer ofte ikke fra jøder eller fra jødiske grupper. De kommer derimod fra evangeliske kristne, der ønsker, at alle jøder skal vende tilbage til Israel for at deres profeti skal gå i opfyldelse. Samtidig med at de støtter staten militært, er det et massivt antisemitisk projekt, forklarer Mazik.

– Den måde, Israel agerer på, og den måde, den israelske højrefløj arbejder på, minder meget om Trump og hans ligesindede. Retorikken minder meget om den, jeg oplevede i Sydstaterne som barn. Israel og USA siger meget om hinanden. På højrefløjen er blevet skabt en diskurs om, at alle jøder, der kritiserer Israel, i virkeligheden er antisemitiske.

– Det ønsker jeg slet ikke at være en del af, fastslår han.

For Mazik handler det derimod om, at udforske sin identitet som jøde.
– Jeg vil gå længere tilbage. En mere gammeldags form for jødedom. Den, der eksisterede før krigen i Europa, og de traditioner og tanker man havde dengang. Jeg vil specifikt arbejde med at være jødisk diaspora. Det er der, min kultur kommer fra.

Black metallen har vist sig at være det mest oplagte måde for mange at formidle deres kultur, som vi har kunnet påvise flere gange. Samtidig har adskillige også anvendt deres modersmål til at gøre denne formidling endnu mere nærværende.
Da vi talte med Mazik om dette, tænkte han længe over det, inden han svarede:
– For det første er jeg mere bekendt med black metal end med klezmermusik, for eksempel, og jeg synes jødedommen, i mangel af bedre ord, er temmelig metal.

– Men derudover er black metal også noget andet. Da jeg var teenager udkom Wolves in the Throne Rooms ‘Two Hunters’, og en af de ting, der kendetegner den plade og black metallen generelt, er en følelse af mystik. Man tænker over sig selv og sin placering i verden og det sætter mig i et headspace, der er meget lig det, jeg kommer i, når jeg tænker over min jødiskhed.

Black metallen har vist sig langt mere oplagt at flette sammen med sin egen kultur end andre, og det er meget interessant og værd at overveje.
– Thrash metal er det samme verden over, dødsmetal ligesådan. Men black metal kan koges ned til blast beats, rå vokal og tremoloriffing. De elementer giver et blankt lærred for en musiker til at skrive mere frit end andre genrer. Derudover er black metallens ånd altid en modkraft til mainstreamen, uanset hvordan den viser sig.

Mazik påpeger også, at stereotypen af den jødiske person ligger langt fra den aggression, der er grundlæggende for metallen og black metallen især. Det ønskede han også at skubbe imod. Det handler Akloleh også om.
– Grundlæggende synes jeg det mest “white guy black metal” lyder ret ens. Ånden af black metal er modstand, og derfor synes jeg også at bands som Blackbraid, Pure Wrath og mange andre, der også pstår i opposition til etablissementet i selve black metallen, er dem, der er mest ægte i sit udtryk.

– Black metallens etos er “fuck dig, vi gør tingene som vi vil, uanset hvad I siger til det.” Det er meget lig det at være jøde. Vi holder fast i dem, vi er, og bliver ved med at eksistere. Vi nægter at give slip på vores identitet.