Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fra eyeliner til corpsepaint

Populær
Updated

Som noget nyt kan man i år blive stylet på Copenhell i boden Cürls Cürls Cürls. Vi har taget en snak med bagkvinden Anja Jargil, der til daglig er rock'n'roll-frisør i sin salon Hårlogen.

Kunstner
Dato
09-06-2013
Forfatter

Hvorfor er Cürls Cürls Cürls med på Copenhell i år?
- Vi blev spurgt i efteråret af Copenhell, om vi ville have en bod derude, fordi de havde lagt mærke til, at der havde været rigtig mange lækre kællinger til stede derude sidste år, og så ville de gerne gøre noget for at dulle publikum lidt i år, og så kom vi på banen. De kunne godt lide stemningen og stilen i salonen i Sjællandsgade og synes det ville være en sjov og anderledes måde at forkæle Copenhellgængerne på. Personligt er jeg stor fan af festivalen og har været derude de andre år, så selvfølgelig ville jeg rigtig gerne deltage med Hårlogen derude.
 
Hvad indebærer det?
- Vi lægger makeup og sætter hår. Vi har valgt ikke at klippe eller farve hår derude, fordi vi ikke føler, at vi kan levere vores håndværk ordentligt under de forhold, der er på en festivalplads, og ikke mindst de tilstande, gæsterne kan være i. Jeg har allerede haft mareridt om langhårede metalheads, der har væddet, at deres hårpragt skulle kronrages i en ordentlig huggert, og som så vågner op dagen efter og fortryder. Jeg har ikke lyst til at være frisøren, der gør det mod nogen!
 
Er det kun for hunner?
- Nej! Vi lægger også corpsepaint, og så hjælper vi også gerne dem, der går rundt med en lille sleazerocker i maven med at udleve det med eyeliner og tuperet hår.
 
Hvornår synes du, at mandlig forfængelighed bliver for fesen?
- Jeg synes det er helt ok, at mænd er forfængelige, det skal bare helst være på den beskidte måde, og det er jo meget et spørgsmål, om hvordan man bærer det. Personligt synes jeg, at mænd med lidt sort eyeliner er frække, men det er jo også et spørgsmål om smag. I hanner derude er generelt også mere forfængelige, end I giver udtryk for - og bliv endelig ved med det. 
 
Metal har i mange år været en drengeklub. Synes du stadig, at det er tilfældet?
- Ja, men det synes jeg også, det skal være sådan. Jeg synes, at noget af det befriende ved metalmiljøet er, at vi alle sammen er nogle glade drengerøve, der gerne vil høvle bajere og råbe: "SPIL DEN MED SATAN!". Så er der bare nogle af os, der har bryster. Jeg føler mig altså ikke udenfor, fordi jeg har dem. Der er jo også nogen, der er i godt i gang med at drikke sig til dem!
 
Hvad er det bedste ved metalmiljøet?
- Jeg ved godt, det bliver lidt hippieagtigt, men det er følelsen og fællesskabet. Jeg synes, at vi er det bedste publikum, og at vi passer på hinanden. Jeg har været hyppig koncert- og festivalgænger i de sidste 17 år, og så lærer man jo folk, som også går til mange koncerter, at kende over årene, og så bliver det nærmest en hel "fest"-familie, man får.
 
Hvad er det værste ved metalmiljøet?
- Der kan godt være lidt genresnobberi og indspisthed hist og her, men jeg synes nu, at vi er ret seje og har det ret så sjovt sammen.

Hvad glæder du dig mest til på Copenhell (ud over Cürls Cürls Cürls)?
- Jeg glæder mig meget til Danzig.. Og så håber jeg, at jeg får mulighed for at stikke af fra min bod, når Ghost og Cancer Bats spiller. Så tror jeg også, det bliver en god fest med en dejlig ond stemning! YEAH!!