Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Til tider lyder jeg som et heksehyl

Populær
Updated
Til tider lyder jeg som et heksehyl

Det københavnske hardcore-band Justinhate udgiver den kommende weekend deres andet album 'Marrow', og i den anledning tog vi en lille snak om processen med forsanger Kim Rock.

I har en jeres anden plade ude efter debuten ’Though Hope is Frail’ fra 2014, ’Marrow’. Har det været svært at lave toeren? Havde I lært noget, der kunne tages med sig til den nye skive?
Vi har taget en masse erfaring med os fra sidste gang, og vi har været meget bedre forberedt til at tage i studiet denne gang sammenlignet med sidste gang. Sidste gang var sgu i korte træk en lorteproces. Denne gang havde vi forventningsafstemt med hinanden, hvilket gjorde hele processen fra at skrive sangene til at indspille pladen til en overraskende let proces. Ikke tosset for et par gamle, stædige cirkusheste.

Adskiller den nye fuldlængde sig fra første udgivelse? Kan man ane en rød tråd? Hvad kan man forvente af ’Marrow’?
Jeg synes, ‘Marrow’ adskiller sig fra vores tidligere udgivelser. Det er en mere hidsig plade, og jeg synes, vi er blevet bedre til at fremhæve og forstærke de forskellige elementer, vi bruger i musikken. Vokalen har jeg arbejdet på, at få kontrasterne til at være mere tydelige, og til tider lyder jeg som et heksehyl.
Ligesom på ‘Though Hope Is Frail’ varierer vi stadig i tempo og stemning, og teksterne varierer også mellem engelske og danske tekster. Teksternes tema er udelukkende en introvert tilgang til mit og menneskets mørkeste sted i sindet. Så ja, der er en rød tråd igennem pladen.

Videoen til 'Infantem' (interview fortsætter under videoen):


Der har været et par udskiftninger i bandet undervejs – har det påvirket musikkens retning? Og hvad har det betyder for kemien?
Kemien i bandet har aldrig været bedre, og det gør, at vi hviler godt i hinandens selskab, og at vi bedre kan rumme hinandens forskelligheder. Vi kan selvfølgelig stadig diskutere og være uenige, men det ender oftest i fred og fordragelighed. Om al denne lyksalighed har påvirket musikken, ved jeg sgu ikke. Alle tager jo noget med ind i musikken, men hvor tydeligt det er for folk udefra, må være op til lytteren.

Hvordan fungerer sangskrivningen for Justin Hate?
Som udgangspunkt er det Mads, den ene guitarist, der skriver grundskabeloner til vores sange. Han indspiller det, og vi andre lytter det igennem, inden vi mødes i øveren, og derfra arbejder vi frem til noget, vi alle kan stå inde for.

I omtaler ofte jeres musik som seniorcore med en slet skjult reference til jeres alder på den modne side af fyrre – sætter de mange år på bagen begrænsninger for jer som band?
Tja, nu har vi altså ungt kød i bandet. De ser bare ældre ud end os andre til sammen.
Vores alder sætter som udgangspunkt ikke en begrænsning for os som band, men vi er i en alder, hvor vi prioriterer anderledes, end da vi var i 20’erne. Vi er klar over, at det kan have en konsekvens for, hvor langt ud vi når med vores musik og de oplevelser, der følger med. Det kan måske virke meget hygge agtigt og useriøst, men det er ikke tilfældet. Justinhate er et seriøst hobbyband.

Hvad skal der ske for jer nu, hvor pladen snart er ude? Er der planlagt turneer eller koncerter i fremtiden?
Vi har både planer og lyst til at spille mere i udlandet, og selvom vi ikke spiller fee dø’, vil vi også gerne tilbage til de jyske slagmarker og spille mere, men vi har ikke noget konkret på brættet endnu. Alt i alt håber vi på en god modtagelse af 'Marrow', og at vi kan få tiltusket os nogle fede gigs på den.