Flammeskrift mod apatiens kløer

Verden er fanget i moralsk nihilisme og apati. Vile Creature har gjort det til deres mission at kæmpe imod og forhåbentlig inspirere andre til at følge med.

Efter at have udgivet tredje fuldlængdeplade har den canadiske duo Vile Creature måttet se et år, der skulle have været deres, indskrænket til næsten ingenting. Det har dog ikke forhindret de to i at få det bedste ud af det: I 2020 har de udover pladen, der kom til tops på blandt andet bandcamp, udgivet et soundtrack til et videospil sammen med doomerne i britiske Bismuth, udsendt et vhs-bånd, deres egne veganske vingummier og er blevet truet med sagsanlæg for at stable en “choose-your-own-adventure”-koncert på benene.

Vile Creature kører altså på skinner, og vi har talt kort med halvdelen af duoen, guitarist og sanger KW.



Kunstnerens død
Vile Creature har meget de gerne vil sige med deres musik og er generelt ikke tilbageholdende med deres samfundskommentarer, men da jeg forsøger at gå i dybden med analysen, virker KW meget tilknappet.

⁠– Jeg er stor tilhænger af at lade folk tage det med sig, de kan få ud af vores musik, mens vi blot præsenterer et overordnet billede. Altså, vi maler omgivelser, men du skal selv bestemme, hvor du vil stå i det, og hvad du tager med dig.

‘Glory! Glory! Apathy Took Helm’ er ellers enormt interessant at dykke ned i, både lyrisk og med fokus på den omgivende æstetik, som det også er beskrevet i pladeanmeldelsen. Tekstuniverset kredser om mennesket som både bevarende og ødelæggende kraft gennem et fokus på naturmetaforer. Særligt titelnummeret med dets brug af korsang kontrapositioneret med Vic og KW’s hadske og plagede black metal-vokaler, sætter lyrikken i relief og lader os musikalsk forstå, hvordan mennesket kan eksistere som både knusende bølger og stormbrust kyst, der langsomt ædes op. På samme måde står billedet på en arkaisk stensætning tilbage, efter monolitten, historisk set som et monument over menneskets civilisation, ligger i ruiner ved dens fod.

KW er dog ikke helt i stand til at holde mund, når det handler om pladens budskaber.

⁠– Titlen skal forstås ironisk. Pladen handler om kampen mod apati og moralsk nihilisme og at kæmpe for en bedre og mere ligeværdig verden. 

“Apati?”, spørger jeg. Hvordan giver det mening at tale om apati i en verden, der stadig polariseres mere? Som jeg ser det, forklarer jeg, ser jeg folk radikaliseres mere og mere og trække i hver sin retning i en grad, der næsten allerede har opløst den tidligere verdensorden.

KW replicerer:

⁠– For mig er apati ikke en størrelse, du let kan klassificere på et sociologisk niveau. Det er en følelse indeni mig selv, som jeg vil bekæmpe, og det er en følelse, jeg ser trække andre ned. Du kan ikke fjerne den for andre, så det er virkeligheden en livslang kamp for at finde lyset til at stå imod.

Apatien, som KW beskriver den, forstås altså ikke som fravær af handling eller motivation, men som en aktiv kraft, der stopper det enkelte menneske i at handle for det bedre ⁠– både individuelt og som en del af fællesskabet. Og det er netop det, der er omdrejningspunktet for Vile Creature. 

På ‘You Who has Never Slept’, finder man følgende tekststykke.

“apathy claws at our doors,
talons made of burdens and blights
scratching, mawing, persistent

all we care for is rotten and rich

it shall devour
i'm no better

torn of the same cloth
shrouded in ignorance and flesh

let it in
apathy claws at our doors, let it in” 

Det opsummerer den apatiske kraft, KW omtaler, og besjæler den ved at give den agens. Den beskrives som et væsen, der forsøger at tiltvinge sig adgang til vore hjem, hvor den vil ødelægge alt. Tekstens forfatter forklarer dermed, at den stensikkert vil vinde, da vedkommende ikke er bedre end det, de ønsker sig af verden. Altså den rådne rigdom og det materialistiske og uvidende indeni. Apatien fungerer derfor både som truende og aggressiv skikkelse udefra, men også indefra, idet forfatteren modfaldent lukker den ind.

⁠– Ideen om forståelsen af at lade apatien tage roret er, at det er nødvendigt at se på de sider af en selv, der er grimme og uperfekte, for at kunne bevæge sig fremad. Vejen er uklar, og vi kan ikke handle med overbevisning, hvis vi er usikre på os selv. Derfor er det væsentligt at se indad og vurdere de elendige dele af os selv og af menneskeheden. Forhåbentlig kan vi så finde på kreative måder at leve vores liv på.

Denne dualitet er også afgørende for pladens cover. Den smukke model med blomster i håret på den pastelfarvede baggrund sat i skarp kontrast til det groteske syn af en kæmpe mængde orme, der vælter ud af hendes mund, fungerer tydeligt som et billede på den kontrast, der kan være mellem dem, vi fremstiller os selv som, og den måde, vi ser verden på. Vile Creature opfordrer os alle til at se indad for at kunne agere bedre udadtil og sætter derved fokus på, at vores tilværelse i høj grad hviler på, at vi nægter at tage ansvar for at forandre den.