Epic Fest 2026 – En episk lørdag

Lørdagen på Epic Fest bød på en god variation mellem letbenet og tung power metal, og hvor den tidligere Kamelot-forsanger Roy Khan tog stikket hjem. 

Det kan nok være svært for de fleste at komme i tanke om et mindre eventyrligt sted i kongeriget end håndbold- og konferencehaller – måske borgerservice eller Aula kan være et bud. Derfor er det så meget mere imponerende, at det nu igen er lykkedes at forvandle Roskilde Kongrescenter til en ridderborg – en meget steril og velopvarmet en af slagsen vel at mærke. Men transformeringen fra harpikshelvede og kursuscenter til episk storladne power metal-brag er imponerende. Det er ikke kun de mange udsmykninger med gobeliner, barer i krystalhuler, ruiner på scenen og opfindsomheden bag sjove øl-navne, men i høj grad også stemning, som publikum og arrangører tager med, når møder elvere og folk i rustninger alle vegne – og så bands, som gør sig ekstra umage for at fejre genren.

Twilight Force
Lørdagens første band på den store scene var Twilight Force, der spiller højstemt elver-metal med så mange rollespils-elementer, at man kunne frygte, at det skulle overskygge for musikken. Det var et show, hvor der blev spist magiske kartofler, eller sådan noget, og hvor bandet blev frossent i tid (det lyder slet ikke så sejt på dansk), og hvor der blev danset og fægtet her og der og alle vegne på scenen – og der blev uddelt sværd til publikum.



Det må man selvfølgelig godt på Epic Fest, men alt tyder på, at Twilight Force er præcis lige så teatralske på alle spillesteder. Så den primære grund til, at svenskerne ikke blev reduceret til en gøglershow, handler om deres musikalske evner. Det hæsblæsende show fungerede, fordi de spiller hamrende godt, har en virkelig dygtig forsanger og en håndfuld ret stærke power metalliske hymner i bagkataloget. De har musikalsk talent og tilpas med sange med syng-med-kvalitet til at holde kadencen, så teateret ikke fik lov til at stjæle billedet. Så kunne man have ønsket sig et klarere lydbillede og måske lidt mere bund, men mest af alt ville denne anmelder bare gerne have haft fingre i et af de gratis sværd!



Seven Sphires
I King Roars Hall var amerikanske Seven Sphires klar kort efter de sidste elver-trin, og det var et markant skift fra letbenet power metal til noget langt mere dystert og grumt. Kvartetten har i front Adrienne Cowan, der godt nok synger meget lyst, men bandet spiller med et meget tungt og dystert udtryk. Med en solid lydmur, massivt backingtrack og i øvrigt godt med growl var det en passende kontrast til Twilight Force. Desværre har Seven Sphires ikke på samme måde de lettilgængelige kvaliteter, og bandet fik ikke rigtigt publikum med længere end til de forreste rækker. Det blev i stedet en fest for de indviede, og var ret monotomt at følge med i, både hvad musik og sceneoptræden angår. Men umådeligt velspillet og vellydende.



Sonata Arctica
Finske Sonata Arctica kan i år fejre 30 år som band, og de har brugt årene godt med at slå sig fast som et af power metallens halvstore navne med stabile albums og masser af turneren. På en måde er det også som om, at de mange år har sat sig deres spor i noget magelighed, som fik dem til at fremstå lidt for ufarlige på den store scene. Finnerne lød lækkert, spillede og sang fremragende, og de havde godt med showmanship, et godt tag i publikum og en stærk sætliste fyldt med store popomkvæd, der kunne få hele salen indlemmet i fællessang. Men bandet havde også alt for meget ro og tilbagelænet sikkerhed. Det var som om, at kun når Sonata Arctica spillede de virkeligt hurtige numre, at det for alvor fik vækket en gnist af den ungdommelige vildskab, der bør være en del af til en god rockkoncert.

Dark Moor
Efter Sonata Arctica skyndte folk sig til King Roars Hall-scenen. Måske knap så meget for at være klar i forreste række til Dark Moor, som for at høre de første navne blive annonceret til næste års festival. Først efter en solid opvarmning med en video-trailer for Epic Fests femte udgave, hvor de svenske værktøjsjonglører Hammerfall indtil videre får lov til at stå med største bogstaver, kunne spanierne på gå scenen.

Men så var der også god stemning fra start, og den mulighed greb Dark Moor, der var veloplagte og tydeligvis følte sig i godt selskab. Der blev smilet, headbanget og ikke mindst danset alle steder på scenen af bandets meget indlevende violinist.
Det efterhånden ret gamle band har også en godt udvalg af sange, som indbød til fællessang, og som også var lette for førstegangslyttere at være med på. Man levede derfor også med, at lyden var underligt rodet, og guitaren enten forsvandt i mikset eller overdøvede alt andet

Roy Khan
Som en ægte kongelig gik det sidste hovednavn, Roy Khan, på scenen en time før midnat. Den tidligere Kamelot-forsanger havde medbragt Roskilde Domkirkes pigekor til første nummer, og det så virkelig majestætisk ud. Men hvis man havde stillet sig det forkerte sted, var det desværre helt umuligt at høre koret for en massiv mur af elektriske instrumenter og trommerne. Det viste sig heldigvis, at da koret igen kom på scenen senere i sætlisten, var lyden rigtig skarp andre steder i salen, og den ekstra indsats viste sin berettigelse. Her gik tunge guitarer og pigekor op i en højere enhed, og var perfekt afbalanceret.

Roy Khan havde med sig et meget meget dygtigt band af lejesvende og lykkeriddere fra blandt andet Seven Sphires, der spillede tidligere på aften, og både leadguitarist Jack Costo og forsanger Adrienne Cowan gav Khan et solidt modspil i turen gennem Kamelots bagkatalog.

Men trods kor og stærkt backingband så var der ingen over eller ved siden af Khan, der både leverede dagens stærkeste, ikke-engelske accent og bedste vokalpræstation. Han virkede på engang ydmyg og benovet over modtagelsen og samtidig meget selvbevidst om sit eget talent og værd, og så sang han guddommeligt smuk, aggressivt og indlevende.

Mere end nogen af de andre hovednavne på lørdagen af Epic Fest trådte Roy Khan i karakter, udstrålede rockstjerne med karisma og ejede den scene helt uden at have brug særlige gimmicks, som ikke handlede om musik – og ikke et ondt ord om plastiksværd, men det er altså mere imponerende at lave noget uforglemmeligt uden gøgl.

Karakterer:
Twilight Force: 3
Seven Sphires: 3
Sonata Arctica: 3
Dark Moor: 3 
Roy Khan: 5