HateSphere Turdagbog Del 2

Turens første 7 dage bragte HateSphere gennem de baltiske hovedstæder, over Hvideruslands og Ukraines hullede veje til en romersk arena i Rumæniens hovedstad, Bukarest.

Jeg sidder på aftenens spillested i Sofias undergrund og mindes en oplevelsesrig uge. 

Lad mig imidlertid gå lidt tematisk til værks. For jeg er på denne tur stødt på et fænomen, som jeg egentlig kun har hørt, set og læst om, nemlig vaskeægte fanhysteri. Så sent som her til middag, hvor vi steg ud af bussen på en parkeringsplads nogle hundrede meter fra spillestedet, stod en håndfuld fans klar med kamera, pen og (forældede) bandbilleder af HateSphere til autografering. Normalvis er det Peter Tägtgren, der er hysteriets midtpunkt, som tilfældet var i Minsk, hvor en horde af fans rev og flåede i ham på vej ind i bussen.  Men jeg kan altså konstatere, at når det regner på præsten, så drypper det rent faktisk på degnen. Måske hysteriet er et østeuropæisk fænomen. Det afviger i hvert fald meget fra den vesteuropæiske generthed, vi ellers er vant til.     

Og der har været overraskende mange publikummer på denne tur. Det startede roligt ud i Tallinn, hvor publikumstallet, målt efter sidste gang, vi var der med Sepultura, var sparsomt. Men derfra tog det fart, og aften for aften har fremmødet været tiltagende. Det kulminerede i går med 1700 ellevilde rumænere under en festival i en romersk arena. Intet mindre end fantastisk. I dag ser det ud til, at klubben her i Sofia får samtlige 750 billetter solgt. Man må sgu tilstå, at Hypocrisy på imponerende vis får metalfolket ud af fjerene. Stor respekt herfra.

Udover fanhysteri og solidt publikum, så har ugen også budt på en gedigen rock 'n’ roll-episode. På vores off-day i Rumænien blev vi indlogeret på hotel. Det meste af dagen havde imidlertid stået på kørsel og druk i bussen, så da vi ramte hotellet ved midnatstid, var folk blevet godt stive og ubehagelige. Jeg var en af de første til at indfinde mig på mit værelse, og lå i min brandert og oplevede som hørespil mine naboer råbe og skrige og samtale og grine højlydt ude på gangen. Jeg var udkørt og orkede ikke rejse mig for at se, hvad der foregik. Stor fejltagelse.

Næste morgen fortalte Bruno (turmanager) lettere modvilligt om nattens strabadser, hvor de to mest berusede havde smadret et hotelværelse – hvor tv’et især led en kedelig skæbne – og havde løbet nøgne rundt i foyeren, så receptionisten havde kontaktet politiet, men efter Brunos ”overtalelse” opgav at anmelde. 

Nå, publikum er klar. Jeg skal på scenen.