HDDT - Torsdag og fredag

Populær
HDDT - Torsdag og fredag

Devilutions udsendte medarbejder har været til Heavy Days in Doom Town. Her følger en rapport fra de to første dage af festivalen, der kan karakteriseres som en stor succes.

Kunstner
Titel
Herder, Burning Savious, Cauchemar, Sinister Creation m.fl.
Spillested
Dato
03-05-2012
Genre
Fotograf
Mads Pedersen
Forfatter

Torsdag 3/5, Stengade

Torsdag var åbningsdagen på den længe ventede Heavy Days in Doom Town (HDDT); en DIY- og non-profit-festival med samme arrangører som den dødsmetalfestivalen Kill-Town Death Fest. Ikke helt overraskende, festivalens navn taget i betragtning, er fokus lagt på doommetallen og dens forskellige varianter i form af sludge, stoner rock, psykedelisk tungrock m.v. Et fremragende initiativ.

Festivalens hoveddage, fredag og lørdag, foregik i Ungdomshuset på Dortheavej, mens torsdagen skulle foregå på Stengade og søndagen på Loppen. I sig selv en sympatisk idé at inddrage flere spillesteder. Det meget informative program var både pænt og holdt høj standard, og afviklingen af selve koncerterne var til UG med kryds og slange. Mellem numrene spillede Devilutions egen Jens Franco metal- og protometalklassikere til stor fornøjelse for mig og, formentlig, resten af de tilstedeværende.

Voldsom publikumstilstrømning

En indbygget svaghed ved at sprede festivalen ud på forskellige spillesteder er forskellene i publikumskapacitet. På åbningsdagen virkede det lidt som om publikumstilstrømningen var en del større end ventet. Arrangørerne havde ellers skrevet rundt omkring, at torsdagen og søndagen var ved at være udsolgte, men det afholdt ikke en del festivalgængere uden billet fra at indfinde sig. Det førte til lidt kaos til indgangen, hvor nogle fik divergerende meldinger om, hvorvidt de kunne komme ind, og i så fald hvornår. Det så lidt utjekket ud udefra, men i virkeligheden skyldtes meldingerne, at arrangørerne arbejdede på højtryk for at få lov at lukke folk ind.

Canadisk og svensk retrorock

Selv kom jeg, grundet en vigtig West Ham-kamp, for sent til de svenske sludgere Suma, men jeg har heller aldrig været den store sludgeentusiast, så det gik endda. Jeg ankom halvvejs inde i Cauchemar, som jeg havde glædet mig til. Der var lidt bøvl med akkrediteringen, hvor ingen rigtig vidste hvem der stod for hvad, men det blev løst af de venlige frivillige, og jeg fik set de sidste 10 minutter af Cauchemars retroprægede okkulte rock. Cauchemar mindede en del om lignende doombands med kvindevokal. Sangerinden Annick Giroux (kendt for 'The Heavy Metal Cook Book') lød en lille smule falsk. Jeg så dog for lidt af dem til for alvor at kunne danne mig et indtryk, men det lidt jeg fik hørt, lød interessant.

Efter en kort pause gik svenske Burning Saviours på. Også de havde et mellemværende med 70'er-doomen, med nogen inspiration fra den svenske prog-scene. Når de var bedst lød de omtrent som en krydsning mellem Black Sabbath og Witchcraft (ikke kun pga. sangerens kraftige, svenske accent). Lyden var klar og veldefineret med en svenskprogget guitarlyd og rasende lækker baslyd. Det måtte dog godt have været højere, og jeg savnede også lidt mere volumen i sangerens vokal – måske skyldtes det monitorproblemer? I hvert fald virkede sangeren ikke helt tilfreds med monitorlyden. Burning Saviours gjorde dog et fint, lidt hyggeligt udtryk. Folk, der kender bandet bedre end jeg, fortalte siden, at bandets plader holder langt højere niveau.

Dernæst var det tid til aftenens sidste band, de lokale stoner doom-helte i Moonless. De har spillet mange koncerter i de senere år, og man skal vel have boet under en sten for ikke at være set en koncert med dem. Uanset om man kan lide dem eller ej, så er de et godt liveband, selvom jeg aldrig personligt har været særligt vild med dem. Mit indtryk blev bekræftet også denne gang. Bandet har tit fede riffs, er gode på en scene og forsanger Kenni Cocksucker er en karismatisk, manisk frontmand. Men efter 3-4 numre begyndte jeg som vanligt at kede mig i selskab med Moonless. Sangene bliver savner i mine ører selvstændig identitet, og Cocksuckers brølen keder mig også i længden. Men publikum var glade, så man kan vel ikke helt afvise, at det er mig der er galt på den.

Doomkunst


I stedet gik jeg op og så på kunstudstillingen ovenpå, hvor særligt Glyn Scrawleds okkulte, art deco-inspirerede tegninger gjorde indtryk. Derefter stod den på bajere med vennerne og et behjertet forsøg på at lave en sang om Phil Lynotts ægteskab på melodien til Allan Olsens ">'Taberens Søn'. Det var sikkert rart for både os og vore omgivelser, at vi ikke tog videre på værtshus.


Fredag 4/5, Ungdomshuset


Fredagen og lørdagen foregik i Ungdomshuset. Her klappede alt det organisatoriske perfekt. Bandene gik på til tiden og den hyggelige stemning i gården var i top. Ungdomshuset på Dortheavej har tillige noget nær byens bedste lyd.  Det kunne man godt høre, da det 7 mand høje hollandske, groovede stoner-band Herder gik på kl. 18.00. Lydniveauet var en knytnæve lige i ansigtet, og Herder var godt onde i sulet. Musikkens var hård som ind i helvede og stod i skærende kontrast til forsangerens venlige og rare kommentarer mellem numrene. Ikke min favoritstil, men et yderst kompetent og møgbeskidt slag i ansigtet, Herder der fik givet mig. Mærkeligt at de endnu ikke har en pladekontrakt. Efter et kvarters tid ville mine tømmermænd og min begyndende hyletone i ørgerne dog hellere ud og nyde festivalstemningen i Ungdomshusets gård.

Lapset sanger, Reverend Bizarre-tendenser og fransk smadder


Her gik snakken om den netop afviklede Keep it True-festival, hvor en bekendt havde været nede at se både Arch/Matheos og det gendannede Psychotic Waltz, der spillede hele tre timer. Vi andre var grønne af misundelse da vi gik ind i Dödsmaskinen, Ungdomshusets lille sal, for at se det danske NWOBHM/Doom-band Sinister Creation. Med en lapset skjorte godt nede i et par bukser, hvis spænde var usædvanligt prangende, var frontmand Martin Lager vanligt karismatisk. Jeg har set Sinister Creation en del gange, og synes de bliver bedre for hver gang. Dette var ingen undtagelse. Jeg er ret begejstret for Sinister Creations lyd, men jeg synes stadig, at selve sangene mangler de sidste 5-10 % før det bliver rigtig interessant. Dette til trods var det en god koncert, de leverede.

Derefter stod den på amerikanske Pilgrim på den store scene. Deres primære inspirationskilde lader til at være Reverend Bizarre, og det er jo et meget fornuftigt valg når nu Reverend Bizarre er gået i opløsning. Trioen, der har debutalbummet ude på Metal Blade, er dog ikke helt så massive og tunge i lyden som de finske forbilleder. Pilgrim gjorde det for så vidt fint, men efter 25 minutters tid havde jeg fået nok, og tog en lille pause for at nyde samværet i gården, inden franske Aguirre skulle optræde med deres ædende onde mix af doom, crust og hardcore. Det var effektivt, knusende tungt og et massivt lydbillede. Bag muren gemte sig der dog en række fine hooks, og det var med ærgrelse, at jeg måtte forlade Dödsmaskinen efter en halv times tid, for at være sikker på at nå Sleep, der irriterende nok spillede samme aften.

Undskyld!

Sleep-koncerten fortæller en anden af Devilutions udsendte om, herfra skal det blot konstateres, at det nok var den bedste koncert, jeg har set i år. Lidt tarveligt var Sleep gået på senere end først annonceret, så jeg kunne ikke nå engelske Wounded Kings. Det var ellers slemt nok at misse et af festivalens store scoops, amerikanske Jex Thoth, men Sleep-fristelsen var simpelthen for stor for min regnormhårde rygrad.

Okkult boogiedoom?

Aftenens sidste koncert med det finske band Jess and the Ancient Ones var til gengæld en positiv overraskelse. De er endnu et 70'er-inspireret band med kvindelig forsanger og masser af okkultisme i tekstuniverset, og som sådan var mine forventninger til at overse. Bølgen var forfriskende da Blood Ceremony og The Devil's Blood startede ud, men den forekommer mig at være blevet en lidt kedelig, gimmick-præget ting på rekordtid. Ikke desto mindre var jeg godt underholdt af det fint sammenspillede syvmandsorkester, der havde inkorporeret en swingende undertone af boogierock i sangstrukturerne. Eller måske var jeg ved at være en lille smule fuld? Publikum lod dog til at falde lidt fra, men det kan også have skyldtes træthed. I hvert fald fik en god bekendt sig en halvlang lur med hovedet hvilende på bandets ene monitor. Det var en glad anmelder, der cyklede hjemad ved halvtretiden for at forkæle sin udtjente krop med lidt søvn og stilhed.

Se anden del af Mads Pedersens reportage fra HDDT her.