MMF 25: Lørdag nede i møjet med Rossen og Liebling

Sidstedagen lagde ud med Gammel Dansk og fællessang, og rundede af med horrorsynthwave til de dansable – et stærkt punktum for endnu et år på Dronningepladsen! 

Klokken otte lyder Arayas velkendte morgenskrig traditionen tro fra et af nabolejrene. Slayers ‘Angel of Death’ – så kan endnu en dag på Metal Magic ellers bare komme an! Sender flashbacks til teenageårene, hvor mit daværende anlæg kunne indstilles til morgenvækning af hvad end CD, man nu lige satte den op til, og hvor netop ‘Reign in Blood’ havde sin periode til at få pulsen op, inden den stod på avisomdeling i nabolaget klokken skrald. 
Knap så charmerende som her, på en halvslatten madras i et telt uden for Fredericia, omgivet af ligesindede, der rundtomkring skriger løseligt med fra hver deres telt, dem der nu har stemme tilbage ovenpå gårsdagens strabadser. Og således tilbage op på hesten – lidt tanker om gårsdagens gensyn med den akustiske side af Afsky kommer ned på skrift fra morgenstunden, før gårsdagens rygter skal vise sig at være sande …


John Mogensen Live / Stig Rossen (foto: John Mortensson)

Som altid byder lørdag formiddag på gratis håndværkere, Gammel Dansk og et muntert indslag udenfor metallens rammer. Her har John Mogensen Live flere gange tidligere spredt smil og glade dage, og i dag skal da heller ikke være nogen undtagelse, omend den vanlige Mogensen-imitator har meldt sig syg og er blevet erstattet med … Stig Rossen! Et navn, de fleste af os nok forbinder med musicals og ømme melodi grand prix-eskapader, men det er hurtigt glemt, så snart Rossen indtager scenen i sort skjorte, røde seler og sortfarvet hår. På scenen, på bordet med den rødternede dug står et par fadøl klar, og før han slår i med ‘To Mennesker På en Strand’ er den første tredjedel af det ene glas allerede tyllet over en fællesskål. Rossen er knaldhamrende charmerende her i rollen som en af Danmarks store nationalskjalde, og humoren fra både ham og hans sidekick bag keyboardet er lige med det rette glimt i øjet. Som da vi får historien om hans gamle gogo-danserveninde, der sidenhen blev foreviget i ‘Fut i Fejemøget’, eller da keyboardisten lige får et par pæne ord med på vejen: “En bedre musiker får man simpelthen ikke … til de penge!” 

Tribute-acts er noget, jeg i allerhøjeste grad indtager med måde, men Rossen gjorde Mogensens evergreens efter på virkelig smuk vis, og jeg må flere gange tage mig selv i at få våde øjne til eminente takes på ‘Ensomhedens Gade Nr. 9’, den kæmpe fællesskråler ‘Så Længe Jeg Lever’ og den afrundende ‘Der Er Noget Galt i Danmark’, hvor “Mogensen” ligesom på originalindspilningen forlader scenen til udgangsreplikken “Der er noget skævt i toppen, noget der trænger til at skiftes ud … ja, gu er der så” – on point som en politisk virkelighed, de fleste af os pt. kan nikke genkendende til, tro mod den oprindelige Mogensens talerør. 


John Mogensen Live / Stig Rossen (foto: Jacobh Hansen)

En smuk hyldest, uagtet bristen på vores imponade, da vi efter koncerten erfarer, at de fem fadbamser han bællede i koncertens løb altså var af den alkoholfrie slags. Alt andet havde nu også været lige lovligt imponerende – som om det ikke er vildt nok i sig selv, at flere af os efterfølgende må tage os selv i at konstatere, at en Stig Rossen-koncert skulle være et af årets Metal Magic-højdepunkter.

Ovenpå sådan en ombæring skal der meget til at imponere – og svenske Dun Ringills doom-eskapader er bestemt ikke blevet mindre ubemærkelsesværdige, siden jeg for et par år siden så dem varme op for Pentagram i Pumpehuset. Det bedste ved dem er deres Iommi-tro riffs, når de står allermest skarpt. Det værste er til gengæld deres trommeslager, som VIRKELIG ikke kan synge så rent, som han selv bilder sig ind, men som et plaster på dét sår får vi da at vide halvvejs inde, at det i dag er hans sidste show med bandet – godt for jer, hvem end der så traf det valg!

Noget ganske andet end opkomlingene fra Ædel Fetich, der efterhånden virker til at have fundet deres eget, black 'n' rollede pace med både vrede og dystre twists, og med Skvat i sit vanligt flamboyante hjørne med fjolledans, kropsvrid og krukkerier som for at tage toppen af seriøsiteten. Et glimrende gensyn, mens Amethyst efterfølgende smagte lige lovligt middelmådigt i deres nok så velkendte NWOTHM-paroler – men hey, i det mindste har de godt styr på den matchende garderobe!


Amethyst (foto: Jacobh Hansen)

Mange har i mellemtiden valgt at fortrække til lejren, og det er egentlig ikke et tosset valg for en stund. Hvorfor min makker så lige mener, at det er en skidegod idé at knalde fuldt op for alskens bisværmer-black på en bluetooth-speaker på størrelse med en toiletrulle er mig så uvist, for så går pointen i at kunne tale sammen for en stund ligesom tabt … og derfor vælger jeg i stedet at prøve kræfter med Gravekvlt på teltscenen. Et ubeskrevet blad i min bog, der tydeligvis er meget smarte i en fart med deres matchende solbriller og deres ærmeløse trøjer med Mercyful Fate, Exciter og Misfits. Stilen er stærk, attituden det samme, men hvad med musikken? Speedhærg af den bøllede skuffe, hvor vokalen decimeres til ordløse brøl, og lydmuren blæser afsted i damplokomotivs-tromlende tempo, og det har da også en vis charme for lige at grounde os for en stund.

Langt mere musikalitet er der dog over svenske Portrait efterfølgende, som også har de klassiske heavy-trademarks under huden med høje skrig, twinleads og galopperende Maiden-rytmer lige efter bogen. Et band, jeg hidtil har taget for at tilbede Mercyful Fate for meget, men det er tydeligt, at de også er kommet lidt videre end det. Ikke, at det har gjort dem videre bemærkelsesværdige for noget andet heller, men man ved da i det mindste nogenlunde hvad man får, og det kan vel også noget?