MMF 26: Torsdag – Gatekeep dig selv?

Torsdag på Metal Magic spændte fra det meget simplest mulige death/thrash til radikalt bizar black metal. Det på papiret mindst publikumsvenlige vandt for Devilutions udsendte.

Op til festivalen var Metal Magic ude i et mindre stormvejr på grund af et uhøfligt mailsvar til metalcore-bandet Vault, der på baggrund af en enkelt udgivet sang i 2024 anmodede om at spille på festivalen. "Fck off for at spilde min tid med jeres upassende spam," lød det blandt andet i mailsvaret, der helt tydeligt ikke anerkendte metalcore som tilhørende metallen. Stort internetdrama og beskyldninger om "gatekeeping". Som om det skulle være noget negativt. Det er sikkert glemt af de fleste igen. Men ikke af Metal Magic: Masser af T-shirts med påskriften "Proudly Gatekeeping Since 2008". Og en nyskabelse på festivalpladsen: chill-området The Vault (of Fuck Off) bag ved teltscenen.

Det er ikke den eneste ændring: Der er flere telte med skygge på pladsen og flere toiletter. Systemet med øl- og drikkevarebilletter er erstattet af et en-billetssystem, der for 50 kroner giver adgang til enten en øl, en drink eller en specialøl fra Slowburn. En noget stor prisstigning for de almindelige øl – Carlsberg er i øvrigt erstattet af Albani – men billigere for specialøllene og drinks. Mon ikke det peger på, at også Metal Magic er ramt af stigende omkostninger? 

Men ellers er alt ved det gamle: høj sol, mørk undergrundsmetal, band-T-shirts og veste med stofmærker, så langt øjet rækker. Lidt mindre læder end vanligt i sommerheden.

Selv ankommer jeg midt under svendborgensiske Grusom. Deres 70er-rock med tung Deep Purple-inspiriaton har en høj stjerne hos andre redaktionsmedlemmer; selv er jeg mindre overbevist. Lyden er helt rigtig, de spiller fint, men for få momenter skiller sig afgørende ud i mine ører. Ret skal være ret: Jeg er også ved at ankomme. 

Kakerlakblack og numsevrik
Første reelle punkt på programmet for mig er Arkæon, hvis komplekse, dissonante black metal er antitesen til Grusoms 70er-rock. De afløser The Black Moriah, der har meldt afbud. Jeg ved ikke, hvordan de tre medlemmer af Arkæon kan huske de numre. Det er meget lidt catchy og utroligt fascinerende at være vidne til. Fuldstændig kompromisløst. Det er da også, da trommeslager og vokalist Nohr midtvejs hælder kakerlakker eller græshopper – jeg er relativt lidt kompromisløs og går ikke tættere på for at artsbestemme nærmere – ud over guitarist Zarnak. Arkæon virker helt og aldeles dedikerede til deres særegne kunst, tænker ikke på lytteren. En form for ren selvudfoldelse, som jeg ikke kan andet end respektere Arkæon for. Det er ikke, fordi det er nemt at huske musikken bagefter, men oplevelsen husker man.

På udendørsscenen afløser Afsky amerikanske Uada. Black metal på udendørsscenen i aftensolen er på papiret et lidt voveligt foretagende, men Afsky er efterhånden store og populære nok til, at det kan fungere. Festivalarrangør Martin Jørgensen på bas giver den som indpisker på scenen med Steve Harris-poses og vrikkende røv. Det er også lidt genrefremmed, men fungerer godt og tilfører en mere udadvendt optræden end de fleste andre bands i genren. Udendørsscenen i sollys er en lidt stor mundfuld, men man kan mærke, at de er et toptunet band, der kan deres ting til perfektion.

Gatekeep dig selv?
Toptunet vil man næppe kalde næste band på programmet, undergrundslegenderne Nunslaughter, hvis primitive death metal med thrash- og punkelementer aldrig er blevet bredt populær, men har et meget dedikeret publikum alligevel. Det er vaskeægte undergrundsmetal med ægte undergrundsånd. Det er skramlet og råt, og man mærker, at frontmand Don of the Dead og kompagni lever og ånder for metal, metal og atter metal. Selv mærker jeg monotonien indfinde sig cirka 20-25 minutter inde, men er man fan, tror jeg, man er svært tilfreds. Måske burde jeg gatekeepe mig selv for ikke at være sej nok til sætte mere pris på den dedikation, der lægges for dagen?

Seriemord på seriemord
Selv for en fan er det nok sværere at være helt tilfreds med lige så amerikanske Macabres splatter-thrash/grind/death metal. Trioen er normalt i originalbesætning, men bassist Charles "Nefarious" Lescewicz passer sin syge mor, så han er erstattet af "Beavis". Det er nu ikke hans skyld, men Macabre spiller simpelthen ikke godt, det virker utight og uøvet (medlemmerne bor vist i hver deres stat), og guitarist og vokalist Lance "Corporate Death" Lencionis stemme er heller ikke, hvad den har været. 

Amerikanerne har ellers lagt et par hjørnesten i death metal – de var tidligt ude med en musik, der lå tæt op ad death metal, og deres uophørlige lyriske fokus på seriemordere har nok også inspireret et band eller 666. En stor interesse for seriemordere er som regel i bedste fald pinlig (og har man det i dag, frygter man næsten altid, at det er en del af et politisk program), men Macabre gør det på en eller måde på en charmerende måde. Måske fordi de er dannet i 1985 og har bevaret en lidt åndsbollet skoledrengehumor i projektet, langt fra 1990'ernes kulturelle frembringelsers mere pinlige pseudofiloseren over fænomenet. Lencioni med kindmikrofon og seler til næsten at holde et par meget voksne hængerøvsbukser oppe har en all american-charme i sine drævende introduktioner.

Ny sang, ny seriemorder og en roadie iført en ny seriemordergummimaske på scenen. Det er jo på en måde sjovt, men i længden bliver vittigheden også tyndslidt, hvis ikke man er fan, ligesom det musikalske indhold i længden føles tyndt, især med de nyere jokesange. Det giver utroligt god mening på papiret med et indflydelsesrigt band som Macabre som headlinere en aften på Metal Magic, men i praksis fungerede det ikke helt.

I teltet er der fest med Alice Cooper-tributebandet School's Out. Der er det musikalske indhold ikke tyndt, men jeg ender med at prioritere nattesøvn over fest. Fredagens program er nemlig det, der på papiret tiltaler mig mest, og det starter tidligt.