MMF 25: Fredag – på jagt efter et hul i tiden
Hvorfor tage tilbage til samme festival år efter år? For at mødes med venner og bekendte og se tiden gå? Eller for at bilde sig selv ind, at tiden slet ikke er gået? Fredag på Metal Magic fungerer den sidstnævnte mulighed bedst.
Hvorfor vende tilbage til samme festival år efter år, stå på en mark i Jylland, møde de samme mennesker igen og igen (selvom festivalen er vokset betragteligt) for at se en masse larmende bands? Jeg er kommet på Metal Magic siden 2012, og i den tid har jeg fået arbejde, børn og kone, og det samme har en del af ens bekendte fra festivalen; nogle har holdt pauser, andre er helt forsvundet, mens atter andre har været der alle årene eller er vendt tilbage efter en pause eller en decideret livskrise. Nogle er blevet mere modne, andre synes slet ikke at forandre sig. Folk er blevet gift og skilt og gift igen i de mellemliggende år. Enkelte døde.
Når man vender tilbage til samme festival år efter år, bliver det som et lille mikrokosmos. Man mærker den forgangne tid temmelig akut. Men paradoksalt nok er det også at træde uden for tiden. Føle sig fri af den, føle sig fri af den omgivende verden og af og til se et band og have det, som om verden på ny ligger åben og er uformet, som om rockmusikken og heavy metal er ungt og oprørsk og føles friskt. Indtræde i en parallelverden. Heldigvis er der også kommet flere til pladsen de senere år. Det har pyntet på fremmødet til udendørskoncerterne og skabt større intensitet på teltscenen.
Højt tempo, let kitschet, længsel efter vildskab
Festivaldagen starter for manges vedkommende med Afsky + Halvcirkel, som åbenbart leverer en meget vellykket akustisk koncert ifølge min kollega. Selv venter jeg med at begive mig op. Det er en lang dag, og Denial of God går først på kl. 00.10, så hvis man skal holde så længe, er det rart med lidt pauser at lade op i. Også der mærkes tiden. På værelset lumrer vi og ser tv-serien 'Taxa', ligesom da vi dårligt var mere end børn. Her mærkes tiden også: En fem-værelses lejlighed på Gothersgade kan i 1997 åbenbart lejes for 6.000 om måneden (der er bekymring over, hvorvidt huslejen kan betales), der er intens indendørsrygning i snart sagt hver eneste scene undtagen dem, der foregår udendørs, og København skildres i et romantiseret råt lys. En by fyldt med kriminelle, prostituerede, narko, ulovlig hasard, nedslidte facader, grå nuancer, langt fra nutidens pænere facade. Den føles let kitschet i dag, men foregår stadig i et højt tempo og indgød dengang en længsel efter noget større og vildere end den behagelige provinsby, jeg voksede op i. Læseren kan sikkert godt selv se den parallel, jeg gerne vil frem til.
Speedslut (foto: Jacobh Hansen)
Det første band jeg ser lidt af, er Speedslut, men jeg ankommer så sent, at det hele ret hurtigt er speed-slut. De holder, hvad navnet lover: speed metal med masser af energi og ungdommelig charme, og publikum er på. Jeg ærgrer mig over ikke at have set det hele. Hvad får så unge mennesker til at længes efter en musikalsk epoke, hvor de ikke selv levede? Svaret er sikkert noget med fede riffs og den elektriserende følelse ved at spille dem.
Jeg ved ikke, hvad der gør mig i så godt humør denne tidlige lørdag. Men det er et eller andet med ungdommens energi, som ligesom løfter. Tag nu for eksempel svenske Nightmärr (eller næsten svenske: Marcus Ferreira Larsen fra Demon Head er med på bas). Trommeslager Sigge Stål er ikke voldsomt tight, men selvom hun ikke spiller konventionelt godt, spiller hun fedt på en skramlet måde, der passer til bandets udtryk. Larsens bas buldrer dejligt. Og guitarerne er modsat så mange andre bands ikke nedstemte og har i stedet sådan en renfærdig, tynd lyd af de tidlige firsere. Der er elementer af tidlig episk metal, af Iron Maidens galop og Judas Priest, der er twinleads og måske af og til en lidt mere hard rocket smag af Girlschool. Det er ikke nyskabende, udtrykket er som det er, men sangene er catchy, har en melankolsk kant, og bandet har en god vibe på scenen. Man forelsker sig i heavy metal på ny. Og 'Black Rainbow' bliver dedikeret til alle heavy metal queers. 
Nightmärr (foto: Jacobh Hansen)
Kunst og politik
Ligesom hos mange kunstnere på årets Roskilde Festival bliver det også til en lidt længere tale om krigen i Palæstina. Det bliver spændende, om Berlingskes Tom Jensen i en leder vil kræve, at Metal Magic skal hyre J.K. Rowling. Dét vakte en smule debat i kommentarspor rundtomkring. Selv er jeg ikke meget for denne type politiske manifestationer til koncerter, uanset hvor enig eller uenig jeg er; dels fordi den let kan stille sig foran kunsten (se bare, hvor meget jeg skriver om det i stedet for om musikken, ligesom det suger livet ud af så mange diskussioner om Roskilde), dels fordi jeg ikke kan komme i tanker om noget, der er blevet kunstnerisk bedre af aktivisme. Mere aktivistisk anlagte bekendte ville nok indvende, at en festival også er en del af den omgivende verden, selvom man leger, at den ikke er det, og måske, at jeg ikke bryder mig om at få prikket hul på min parallelverdensboble. Mit svar vil stadig være, at det ikke gør en kunstnerisk forskel til det bedre. Jeg kan nok personligt bedre lide Terminalists tilgang dagen før, hvor et politisk indhold så at sige kan udledes af det kunstneriske indhold.
Men uanset mine reservationer er det bandets ret selv at definere indholdet af deres koncerter. Det er ikke mit band. Og hvis K.K. Warslut fra Deströyer 666 i 2016 kan stå på scenen og bøvse manosfærevrøvl som en anden Hillsong-kristen, så overlever publikum nok også dette. Nightmärr stod for festivalens store positive overraskelse for mig, med deres fine øre for melodier og rustikke spillestil. For mig åbnede de et vindue, hvor man lige så godt kunne stå i 1982 og mærke energien og føle, at heavy metal er fremtiden. Værd at tjekke ud.
Tyrannosatan (foto: Jacobh Hansen)
Det er svært at forestille sig Nightmärr være andet end svenske. Det er et eller andet med måden at skrue melodierne sammen på og det lidt skramlede udtryk og moderigtige look. Tyrannosatan med deres Dracula-kutter og Nifelhår har også en markant svenskhed i deres meget konceptuelt prægede blackthrash. Måske er jeg stadig for glad for Nightmärr til at kunne kaste lige så meget kærlighed efter de tunge kapper som resten af publikum, måske er det lidt for varmt under teltdugen, selv uden kappe, måske føles det lige lovlig konceptuelt. Det er godt, men den fest, der danner sig oppe foran, er jeg ikke helt i stødet til.
Spade er 70'er-præget hard rock med orgel med blandt andet tidligere Solbrud-medlemmer, som jeg ikke helt bliver grebet af, men er behagelige nok i baggrunden, mens en makker og jeg diskuterer politisk indhold i kunst og kvaliteter ved Elton John og ved dansktop. Det er åbenbart så spændende, at tiden flyver forbi brasiliansk/tyske Incarceration, som spiller død af den gamle skole i teltet. Jeg kan hurtigt blive lidt for baldret af for mange musikalske indtryk på en hel dag, så egentlig passer det mig fint.
Spade (foto: Jacobh Hansen)
Deathhammer fra Norge skal jeg se igen-igen. De har ikke ligefrem mange musikalske indtryk, nærmere ét, og det er meget distinkt og vil gerne give dig bank. Fuld dedikation til metal fra en tid, medlemmerne ikke kan have oplevet, men alligevel har følt suget fra.
Værelseskammeraterne skal se Nyredolk, som jeg stadig ikke kan se den store fidus i. Jeg spiser mad, smutter på værelset og skifter tøj til den køligere aftenluft og får fem minutter på øjet. Oppe på pladsen er drengene begejstrede over Nyredolk og taler om festivalens fedeste koncert. Har jeg mon foretaget endnu en fejldisposition i programmet?
At ophæve tiden – og lade være
Gendannede Brats – uden Hank Shermann, men med 3/4 af kernen fra dengang med på scenen – var en oplagt booking for Metal Magic. Et vaskeægte stykke dansk metalhistorie og noget, mange havde set frem til. Det virkede helt rigtigt, men selvom det var fredag aften, og solen skinnede, ville festen ikke rigtig indfinde sig. Brats spillede sløjt, usammenhængende og energiforladt, og så faldt deres ellers ret simple punk/metal til jorden. Sådan kan man også stoppe en fest. De er selvfølgelig blevet 45 år ældre siden dengang, men ser man dagen efter på 83-årige Arthur Brown, 71-årige Bobby Liebling eller blot de omtrent jævnaldrende Cronos dagen før og Schmier samme aften, er det svært at undskylde sig med alder. Alle lykkes det med at ophæve tiden, træde ud af den, selvom deres musikalske udtryk er bundet til en distinkt tid. Det moment i tiden, som Brats prøver at genoplive, havde måske ikke behøvet at blive trukket frem igen, måske ville det stå stærkere, hvis man i stedet for genoplivningen havde givet Brats lov til at forblive unge i lytterens bevidsthed. På scenen smiler Michael Denner stort. Måske mærker han følelsen af at være ung, måske genoplever han den tid af ungdom og uendeligt potentiale, som Brats mislykkes så radikalt med at genoplive for mig.
Koldbrann (foto: Jacobh Hansen)
Jeg har egentlig opfattet Koldbrann som et nyere band, men det viser dig, at de allerede har eksisteret i 24 år. Jeg læste engang i et gammelt nummer af Metalized et interview, hvor Alice Cooper blev spurgt, hvordan han holdt sig i gang i sin fremskredne alder af 45. Nu er selv de unge blevet midaldrende, uden at man har opdaget det. Og sidste år modtog Koldbrann den norske grammy, Spellemannprisen, for 'Ingen skånsel'. Anerkendelse kommer til den vedholdende. Det er råt, bøllet og rocket i snittet, og man tænker på Taake og Gorgoroth og den slags. Det er ikke min favoritgenre inden for black, men det er solidt og præget af kvalitet, men jeg ender også i en samtale om kvædemarmelade og en anden om ost, og det kunne være et tegn på, at deres udtryk er for endimensionelt til, at jeg er fanget hele vejen. Eller også er jeg for let at distrahere.
Destruction lader sig ikke distrahere. De teutonske thrashere spiller debutalbummet 'Infernal Overkill' samt udvalgte klassikere fra kataloget på udendørsscenen. Solidt, kvalitetspræget og hyperprofessionelt med ægte metallisk autoritet og masser af vindblæsere til håret. Hårdt og nådesløst og noget mere klinisk spillet end dengang. Hvor Deathhammer leder efter det smadrede udtryk fra dengang, søger de, der var der, at undgå det, være tightere og fejlfri.