MMF 26: Fredag – Circle pit på Metal Magic?
Højdepunkterne strålede klart fredag på årets Metal Magic, hvor der dog også var skuffelser i form af backing tracks og circle pits.
I torsdagsreportagen nævnte jeg sagen med Metal Magics afvisning af metalcorebandet Vault og det efterfølgende internetdrama. Dengang pointerede flere, at Metal Magic flere gange har haft ikkemetalbands på programmet. Og det er jo rigtigt nok, men det har netop altid været ikkemetalbands, der har passet perfekt ind i festivalens ånd. Som Paul Roland over flere omgange. Som prog-bandet Goblin. Som St. Digue, der tidligere har spillet på festivalen og lukker denne fredag af. Eller som danske Offermose, der spiller dungeon synth med udgangspunkt i 70’ernes tyske progressive rock, den såkaldte krautrock eller kosmische Musiks keyboard- og synthprægede instrumentale gren, den såkaldte Berlinerskole.
Dunkel musik i bragende solskin
De spiller på udendørsscenen, hvilket først og fremmest virker meget stort sammenlignet med publikumstilstrømningen. Det virker også lidt sært, at den dunkle musik ikke får et mørkt rum på indendørsscenen. Men det er noget, Offermose selv har bedt festivalen om for at prøve det på. Måske lader jeg mine indtryk farve af middagssolen, men de ellers så mørke og kolde synthflader tager ligesom varme af sollyset og støvet, og krautrockelementerne træder tydeligere frem. Mod slutningen bliver det næsten dansabelt og tilnærmer sig en elektronisk genre, jeg ikke ved nok om til at turde blamere mig med ved offentligt at gætte på, hvad det mon kan hedde.
Det, kritikerne kalder gatekeeping, handler måske mere om at fremelske en særlig musikkultur i programlægningen, når jeg at tænke, inden jeg går op for at spise og derved misser Slyngel, hvis bandnavn virker uapellerende på mig. Bagefter taler alle om, hvor fede de var, og jeg ærgrer mig over at gentage min Speedslut-fadæse fra sidste år, hvor jeg også missede et af festivalens højdepunkter.
Der skulle have været masser af attitude. Det er sådan noget, mange lidt ældre danske bands kan mangle på en scene, og jeg synes også, at det er tilfældet for gen-gendannede danske Sacrificial, som jeg af samme grund ikke ser meget af. De er bestemt dygtige musikere, men med et stort udbud af programpunkter denne fredag brænder de ikke igennem som liveoplevelse for en, der ikke er fan.
Frelser har masser af attitude og rå energi. De spiller en type black metal, jeg ikke er så vild med som min kollega, der kårede deres ’Afgrundsprofeti’ til årets danske album. Men jeg er altid imponeret, når jeg hører den live. Voldsom intensitet, og måske lidt for voldsom til mig så tidligt på dagen.
Metalmode a la 1986
Svenske Tyranex er mere mig, selvom jeg dårligt nok har hørt om dem før. Modsat de fleste svenske metalbands ligner de ikke noget, der er kommet ud af et metalmodemagasin fra 1986. Bevares, man kan sagtens se, det er et metalband, men der er ikke samme fokus på image som hos de fleste andre svenske bands, og man kan også godt se, at bandet består af fortrinsvis midaldrende mennesker, der nyder at spille metal som hobby uden at drømme om det helt store gennembrud. Sangerinde, guitarist og hovedsangskriver Linnea Landstedt har til gengæld en helt naturlig autoritet på en scene uden at gøre et stort nummer ud af det. Den er der ligesom bare. Selvom den øvrige besætning er skiftet ud for et par år siden, er kvartetten godt sammenspillet og leverer sangene med nerve og intensitet. Tyranex har eksisteret i tyve år, men stilen er en 80’er-agtig blanding af thrash, speed og klassisk metal.
Det er meget charmerende og solidt. En to-tre numre skiller sig overordentligt positivt ud. Kunne de skrive mange flere sange af den kaliber, kunne de sikkert rykke lidt op på plakaten en anden gang. Som det er nu, forstår jeg godt, hvorfor de spiller om eftermiddagen. Det er en vældig god koncert, og de har helt styr på deres ting, men sangskrivningen mangler – som hos så mange andre metalbands – det sidste for at løfte dem helt op. Det lyder, som om jeg taler bandet ned, men jeg satte stor pris på koncerten.
Iskold black metal
Det danske black metal-band Gam havde jeg glædet mig til. Jeg var glad for sidste års ep, ’Valravnen’, og jeg har misset deres øvrige koncerter. Stilen er isnende kold black metal af den gamle skole, som var verden frosset fast i 1993. Selv trioens ret primitive corpsepaint synes at være en homage til dengang. Det kan let blive for meget af det gamle, men guitarist og vokalist Ateulv, iklædt rød skjorte og bodegavest, har et godt øre for forvredne, storslåede melodier af den helt gamle slags. Man kan indvende, at corpsepaint i dagslys og black metal i eftermiddagsheden ikke er helt optimalt. Men på den anden føles det meget ægte – det må også have været sådan for en del black metal-bands dengang, tænker jeg over, mens jeg nyder den kolde vind fra riffene. Problemet med det – hvis man absolut skal finde et problem – er, at det jo ikke længere er 1993, og at den tid og black metallens daværende potentiale og radikalitet ikke sådan kan genskabes. Til gengæld viser Gam, at man stadig kan skabe et personligt udtryk inden for genrens oprindelige form.
Skuffende canadiere
Canadiske Smoulders sangerinde Sarah Ann Vincent har med sine mange fagter, sin ivrige publikumskontakt og sin dansen rundt på scenen også et personligt udtryk. Desværre har Smoulder en rigtig dårlig dag på scenen. Deres udstyr er blevet væk i lufthavnen, så de spiller på hastigt indlånt udstyr. Måske er det derfor, deres timing virker noget fraværende. Vincent introducerer en sang, og når den skal til at gå i gang, står guitaristen stadig og stemmer. Mine venner har ellers talt vidt og bredt om deres tidligere besøg i Danmark, men de rammer slet ikke dagen. Det gør Sarah Ann Vincent heller ikke. Hun synger meget højt og overdøver det hele, og hun syger ofte falsk på en ikke helt fed måde (ingen principielle indvendinger mod falsksangere herfra). Og i lyset af de øvrige problemer virker hendes sceneoptræden overgearet i stedet for indpiskende.
Jeg har egentligt købt alle bandets udgivelser, men de har ikke helt bidt sig fast. Da jeg går fra koncerten midtvejs, spekulerer jeg på, om problemet er, at jeg ikke kan lide vokalen og måske synes, at vokalmelodierne ikke er stærke nok? Sådan kan noget lidt mislykket måske gøre en klogere på ens egen smag, og det er jo også rart.
Glædestrålende fuckfingre
I teltet virker det franske band Dionysiaque som et charmerende bekendtskab. Den joviale forsanger fortæller, at han har hugget sin sceneoptræden fra Sarah Ann Vincent. At det er okay at synge falsk. Han er nede at runde publikum og er i det hele taget en charmerende fyr, der ikke tager tingene så højtideligt. Glædesstrålende fuckfingre til publikum – en venlig gestus. Franskmændenes excentriske og meget burleske og franske doom metal besidder en særlig sydlandsk varme, men stikker også i lidt mange retninger. Jeg gad godt at have den meget positive oplevelse, resten af teltet synes at have, men jeg finder ikke helt fokus i det.
Fokus behøver jeg ikke at spekulere over til Hellbutcher på udendørsscenen. Det giver ligesom sig selv. Koncerten er anmeldt andetsteds på Devilution, her skal blot konstateres, at man mærkede en niveauforskel på næsten alle parametre. Det, Hellbutcher får til at se legende let ud, er svært at opnå for langt de fleste. Og det er også helt OK.
Inde i teltet har japanske Sigh vel egentlig niveauet. Deres ’Scorn Defeat’ er et af de bedste album i black metal, og deres helt særegne progressive black metal (langt fra det, man kan kalde genreprogressivt, men snarere reelt progressive) er noget af det mere unikke musik i metalhistorien. De er på turne med deres tidlige (og bedste) materiale, og sidst de spillede i Fredericia, i 2015, var en stor oplevelse.
Steril oplevelse med et amputeret Sigh
Det burde ikke kunne gå galt, men jeg ender med at finde koncerten lidt utilfredsstillende. Sidst stillede Sigh med fuldt lineup, nu spiller de live som trio. Det betyder, at backingtracket med keyboards, orkester, andenguitar og alt muligt andet fylder meget i lydbilledet. Rigtig meget. Når der spilles solo, hører man backingtrackets guitar. Og keyboards er en så integreret del af lydbilledet, at det føles mærkeligt. Koncerten er et flot udstyrsstykke med farvestrålende kimoni til mainman Mirai, kabuki-maling, en art læder/samurai-rustning og masser af blod til guitarist Nozomu Wakai. Men fordi bandet følger backingtracket, bliver det også en lidt steril oplevelse, og de får ikke bygget den musikalske intensitet op, som sangene besidder. Numre som ’Shingontachikawa’ og ’The Zombie Terror’ skal helst flå én midtover, men backingtrackets bånd forhindrer sangene i at udvikle sig frit nok til det. Jeg ville ønske, de havde haft et livemedlem med til keyboards og de orkestrale dele, så man kunne få den rigtige livefeeling. Det fortjener det geniale materiale.
Det gør ikke Sighs koncert til en dårlig koncert, men det føles utilfredsstillende, når man ved, hvor godt det kan blive. Jeg håber på revanche, når Sigh besøger Danmark til efteråret.
Circle pit? På Metal Magic?
Som et malplaceret indslag er der gudhjælpemig nogle typer oppe foran, der vil starte først en pit og så en … circle pit. Den slags plejer Metal Magic ellers at være behageligt fri for, men en lille gruppe har åbenbart svært ved at lodde kulturen. En skaldet fyr med skæg virker bare ubehagelig og aggressiv, når han prøver at trække folk ind i en pit, de ikke gider. Her kunne man godt bruge lidt mere gatekeeping. Det er fint med publikumsindlevelse, men man kan jo overveje, om et band er sådan rigtig pit-egnet, og man kan også godt lige overveje, om resten af publikum sætter pris på ens udfoldelser. Der er mange, mange andre måder at leve sig ind i en koncert på. Dagen efter forsøger nogle faste festivalgæster at forklare for gruppen, at kulturen på Metal Magic er en anden end den, de er vant til. De virker ikke, som om de forstår det. Nå, man skal vel bare være glad for, at de ikke også ville ro.
Efter Sighs okkulte og teatralske metal er Uli Jon Roth meget uteatralsk. Her er masser af indlevelse og plads til udsving. Der lugter lidt af hippietobak her og der, og selvom der er mange lange, atmosfæriske numre, er der også særdeles hårdtpumpet hård rock, hvor man virkelig mærker, hvor meget Scorpions har betydet for den senere mere rendyrkede heavy metal. Der er en del musikere fra andre bands til stede her. Koncerten er en smule ujævn, men der er mange, mange stjernestunder. Det gælder også for festivalen generelt: Når noget skuffer eller ikke fungerer, tilgiver man det glad og gerne, fordi der leveres så meget i den anden ende.
Efter Uli Jon Roth forsøger jeg at feste videre til St. Digues hårdtpumpede elektroniske rock, hvis udtryk er meget langt fra Roths og tættere på en blanding af Killing Joke og Nine Inch Nails. Det er vellykket, og jeg forstår sgu hypen, når jeg hører det. Men der er ikke mere fest i mig, og så skal man jo ikke stå og ødelægge den for andre med sit sløve ansigtsudtryk og en højlydt gaben. I seng med mig.