MMF21 – Torsdag

torsdag-MMF21

Hvordan akklimatiserer man sig til festivallivet efter en koncertpause på halvandet år? Vi ved ikke med jer, men vores udsendte giver sig selv en blød start ved at misse dagens musikalske højdepunkt og gå til countrykoncert.

Dato
08-07-2021
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Forfatter

Jeg har ikke været til koncert siden engang i efteråret 2019. Jeg kan ikke engang huske, hvem jeg sidst var til koncert med (det var sikkert ikke så spændende), og jeg kan faktisk heller ikke helt huske, hvordan det er, man går til koncert. Automatismerne virker ikke rigtig, og da jeg ankommer til festivalen sent torsdag eftermiddag, uden brug af kort, fordi man bare kan gå efter lyden i den østlige del ad Fredericia by, går jeg ind ad en forkert indgang og går hele vejen rundt om festivalpladsen, før jeg indser min fejl. En suboptimal begyndelse, selvom årets Metal Magic Festival til mit forsvar i år er rykket midlertidigt til Eksercerhuset i Fredericia, hvor også den kommende vinterudgave af festivalen skal finde sted.

Selvom jeg har trænet ved at være i Parken et par gange under EM i fodbold, har jeg ikke været i store menneskemængder meget længe. Da jeg ankommer, føles det, skønt der er noget færre mennesker i Fredericia end i Parken, lidt overvældende med alle de indtryk, visuelle, olfaktoriske, auditive. Måske fordi festivalen varer tre dage og ikke 90 minutter. Det er om lige at lande, sidde ved et bord med en øl, snakke lidt med folk og vænne sig til det, mens Nervegas spiller i baggrunden på udendørsscenen. Og af samme grund er min første handling på festivalen at misse Crocell, efter at jeg i vores optaktsartikel advarede mod netop det. Flot. Men jeg er tydeligvis ikke helt klar på festival og koncerter, føler mig næsten lidt jetlagged af at være sammen med mange mennesker og den summende snak og musik. Det er, siger mine venner, en dum beslutning. Crocell er angiveligt usædvanligt skarpe, og det nye materiale får megen ros med på vejen.

Hår(d) thrash
I stedet bliver min første koncert brasiliansk/tyske Sodomizer på den lille udendørsscene. Har man ikke gættet det ud fra bandnavnet, kan jeg afsløre, at de spiller gammeldags death/thrash i den velkendte tyske stil med indslag af den mere kaotiske sydamerikanske stil. Det er med andre ord ikke musik, der opfinder noget som helst, og selvom det ikke er festivalens bedste band, er det svært at have noget imod, men relativt nemt at sympati for bandet, hvis sanger og bassist, Fabiano "Leatherface" Teles, har en sympatisk og dedikeret udstråling og dertil flotte bakkenbarter.

Flot skæg har også Lars Schmidt fra Furious Trauma. Skægget er vel nærmest længere end koncerten, der holder sig på godt 30 minutter. Selv har jeg ikke det store forhold til Furious Trauma; jeg var et andet sted dengang i 90'erne, men jeg hører om en godkendt præstation, mens jeg akklimateriserer mig ved at tale med gamle venner og bekendte udenfor.

Kisterystende country
Godkendt er også svenske Rob Coffinshaker, der både er velplejet og -soigneret. Utroligt nok, når man tænker på, at han har været med i bajermetallerne Gehenna i sammenlagt knap 25 år. Men han spiller heller ikke bajermetal; i stedet spiller han country og mordballader med tydelig inspiration fra Johnny Cash, som det også bliver til et par covers af (den Danzig-forfattede 'Thirteen' og 'Delia's Gone'), ligesom 'Skulls' med Misfits også støves af i en countryversion.

Coffinshaker synger godt, har en glimrende scenepersona, men skal man være kritisk, kunne man måske godt ønske sig et lidt mindre sparsomt akkompagnement end hans akustiske guitar, ligesom den type ærkeamerikansk musik også nemt kan få et skær af pastiche, hvis ikke man tilføjer covernumrene noget mere europæisk, om man vil. Fraset denne principielle skepsis er man i fint selskab med den svenske kisteryster.

Famlende og rutineret
Egentlig var det ikke planen at se Alien Force, som jeg ikke helt har ladet mig overbevise af tidligere år. Men efter al den akklimaterisering og min tidligere Crocell-fadæse har jeg alligevel lyst. Og i år fungerer det meget bedre end vanligt. Måske er det den nye indendørsscene i Eksercerhuset. Anlægget har efter sigende kostet et pænt millionbeløb, men det lyder til gengæld også som en drøm. Alt står klart og tydeligt i lydbilledet. Sanger Peter Svale Andersen lyder også som en drøm under store dele af koncerten. Han synger virkelig godt.

Numrene er relativt simple, men kompetente og velskrevne. Andersen ligner mange af de lidt ældre midaldrende familiefædre på villavejen, hvor jeg netop er flyttet ind kort før festivalen. Sceneoptrædenen fra de halvgamle herrer er rutineret og en anelse famlende, som om man forsøger med lidt sceneshow, men det slet ikke føles naturligt for en. Det lyder måske negativt, men jeg er charmeret af det. Og vokalen er knageme god og løfter det hele. Det er en god veterankoncert fra et band, der kender egne styrker og begrænsninger.

Måske er min egen festivalstart også lidt famlende, men nu mærker jeg også rutinen melde sig. Man har lyst til mere, står og snakker med gamle bekendte, hygger sig, har lyst til et band til. Og så skal man hjem, klokken er 00.00, og festivalen lukker, for sådan er reglerne. Ligesom festivalprogrammet i år er det muliges kunst med visse begræsninger, er festivaloplevelsen det. Men det er også helt okay. Det er rart at være ude igen.