RB 26: Lørdag, festivalens opadgående kurve

Niveauet for lørdagens program var langt højere end fredagens. Men det samme gjaldt længden af køerne, der forpurrede hele to koncerter. Prostitute tog prisen som dagens bedste koncert, mens Oathbreaker ikke er ældedes ret kønt. 

Fredagens program var mildest talt ikke ophidsende, og derfor så jeg med stor forventning frem til lørdag. I IT-verdenen arbejder man med et begreb, der hedder Impossible Travel. Det var nøjagtigt det, der var forudsætningen for at jeg kunne nå at være til alle de koncerter, der var markeret i app’en med det umulige navn TMSQR (eller Timesquare for almindeligt dødelige).

De bedste intentioner dør i mødet med Roadburns formidable køer
En ambitiøs plan om at starte hårdt ud med Blackwater Holylight allerede kl. 14 blev forpurret af tilsvarende uambitiøse taxaer, der brugte hele og halve timer på at ankomme og mens fotograferne kørte afsted, hang jeg tilbage og ventede på min tur.



Selvom jeg ankom inden koncertstart, ankom jeg IKKE inden kø-start og med udsigt til at se den sidste fjerdedel af koncerten, hvis jeg var heldig, gik jeg ud i byen for at finde noget morgenmad.

Det er ikke fordi Roadburns madboder som sådan er dårlige, men der er nogen boder, man spiser mere ved end andre, og på festivalens tredjedag har man ligesom prøvet det hele. Der er også grænser for hvor mange ruller man kan kaste indenbords og en treretters på den “fine” restaurant tæt på 013 virkede lidt i overkanten. Desværre var der ikke gevinst længere nede af gågaden i Tilburg, men til gengæld kunne jeg så føle mig stigende mere underlig med min tydelige festivalvibe. Jeg går altså i bad i hver dag og mit tøj er ret neutralt, men i mødet med den virkelige verden stak jeg tydeligt ud. Heldigvis fik mine medsammensvorne reddet mig og ledt mig på rette spor. 

Dæmonisk tale, mere kø og retfærdig vrede
Det var de ikke de eneste, der prøvede på, og mens sortklædte mennesker vandrede frem og tilbage mellem 013 og Koepelhal, havde et par fortovsprædikanter taget opstilling i bedste Moses Hansen stil, mens de (formoder jeg) nedkaldte torden og lynild over vores hoveder. På hollandsk. Det eneste sprog i verden, der i sig selv lyder som en besættelse af en ond ånd. Imens prøvede jeg det bedste jeg havde lært at se det positive i endnu en kø-situation omkring ROIS, der spillede på lillebitte Next Stage. Der var en kø så lang som det onde år, prædikanterne prædikede om, men her havde jeg en ven i nøden, og vi besluttede os for at komme køen i forkøbet til Prostitute. Hvor der ironisk nok viste sig aldrig rigtig at komme en kø. Det var en prægtig beslutning, og vi følte os i den grad som first movers da vi stod i gabende tomme Engine Room mutters alene, uden en åben bar og med ganske dæmpet belysning med bandet fra Dearborn forsøgte at have en hæderlig lydprøve.

Det er lidt forbandet at spille på Engine Room i disse år. Lyden er tilsyneladende tiltagende ringe år for år, hvilket både er underligt og ikke underligt. Det er en hal. Med meget højt til loftet. Et svært rum. Men på den anden side må lydpersonen bag pulten derinde vel være ved at være vant til rummet… Nuvel. Imens vi sludrede derudaf med to portugisere, der var kommet - lød det til - alene på grund af Prostitute, åbnede barerne sig som et lille mirakel og en hårdt tiltrængt fadøl blev skyllet ned.

Øllen taler vi ikke om 
Vi taler ikke mere om de fadøl, Roadburn serverer. Det er lort. Det smager lidt af opkast sidst på festivalen. Det er skammeligt. Særligt fordi cocktailbaren på 013 er lukket… Nuvel, Prostitute, der med blandet herkomst, kommende fra den by i USA med allerflest muslimske indvandrere, udøste deres retfærdige vrede over os, mens pitten blev vildere og vildere og bandet blev vildere og vildere. Der var vel godt og vel udsolgt til showet, men jeg spår de unge vrede mænd en lys fremtid med flere publikummer. Deres raseri virkede rigtigt og godt. Anmeldelsen kan du i øvrigt læse her. 

Hiphop og Roadburn fungerer 
Og i et anfald af rationel planlægning var næste band på programmet sørme lige inde ved siden af. Så hvorfor ikke også blive first mover der. Dälek var på mange måder ukendt land for mig fraset de lyt, de fik inden jeg indfandt mig i Tilburg, men hold nu op hvor var det en god koncert. Min kollega har skrevet mere og bedre om den end jeg formår, men det var lige til at blive glad i låget af, mens minderne om den sløve fredag forsvandt ud og op under Terminals høje lofter. Hiphop og Roadburn har ikke haft mange møder, men Dälek skrev sig ind i samme tradition som de fantastiske koncerter for et par år siden med clipping. og hiphop og Roadburn Festival er et pisse godt match. Heldigvis lader publikum til at have vænnet sig til tanken og der var godt fyldt til Dälek. Yes! First mover betalte sig! 

En time var ikke meget til så godt et band, men de skrev sig heldigvis ikke ind i historien af 2026-bands, der afsluttede koncerterne for tidligt, sådan som tilfældet var med Dead Neanderthals og andre bands, der ikke lige gad at spille tiden ud. 

En giraf i flagrende gevandter 
Min plan om at se giraffen i form af gendannede/genopvågnede Oathbreaker gik i vasken, da jeg rent faktisk hørte Oathbreaker. Noget musik og nogle bands ældes med ynde. Oathbreaker er ikke blandt dem, og da jeg havde fået nok af flagrende røde gevandter og snurrende blæsere, listede jeg ind ved siden af, hvor jeg fik et glimt af Quest Masters dungeon synth. For så vidt ok. Dungeon synth er sådan lidt knald eller fald, men det her var kapabelt og snurrigt i den udstrækning dungeon synth overhovedet kan være det.



Men jeg tror måske jeg havde fået mere ud af hele stemningen, hvis jeg havde tilhørt den gruppe af mennesker, der maler små figurer som hobby. Ikke, at der er noget galt med det, men jeg ser simpelthen ikke godt nok til at give mig i kast med den slags pillearbejde. Men det føltes alligevel som om rolle- og brætspillerne på festivalen fik lidt mere ud af Quest Master end jeg gjorde. 

Sengen vandt over rave
Well, med en del traven frem og tilbage og op og ned, forbi hadprædikanter og Harmonikamanden, der med sit evigt veloplagte smil og Bella Ciao i evig rotation altid er en tur ekstra værd, var der ved at være udsolgt. Aya på Next Stage var et fint elektronisk indslag, omend beskrivelsen langt overgik virkeligheden.



Jeg tog ligeså alene hjem som jeg tog afsted, mens mine kolleger festede videre en rum tid. I en Uber for mig selv. På trods af alle ambitionerne om at blive på Next stage og feste hele natten, måtte min slut 40’er krop give fortabt.