RB 26: Søndag, er det allerede slut?

På en eller anden bagvendt måde blev det først sådan “rigtig” Roadburn på festivalens sidstedag. Men så gik vi da ud på en high. 

Jeg startede også en high, som var noget uventet. Med stor entusiasme meldte jeg mig forud for festivalens start til at dække den ene af to Artist in Residence, nemlig de amerikanske, eksperimentelle black metallere i Krallice.

Når 3+4=666
Torsdagens koncert var en kende for rodet til min smag, mens fredagens koncert var rimelig i skabet. Men det viste sig at være søndagens koncert, der satte de to andre i perspektiv, og de endte med at trække årets eneste 666-karakter hjem. Men en spilletid kl. 14 (der var muligvis et fly, der skulle nås) var det ellers lidt en knald eller fald-koncert, men når man har sagt A, må man også sige B, og det blev jeg glad for. En helt forrygende koncert af den slags, som jeg altid jagter på Roadburn Festival, og som vælter ind nogle år, mens man må ud og lede andre år. I år var sådan et år, men stædighed belønnes åbenbart, og der er værre skæbner end at starte sin søndag “morgen” med at lade sig opsluge af livemusik. Det kan du læse meget mere om her. 



Inter Arma x Roadburn
Og heldigvis var der både tid til at spise noget mad OG lade Krallice bundfælde sig, inden Inter Arma indtog Main Stage med deres albumkoncert af pladen ‘The Cavern’. Den består i al sin enkelthed af et enkelt nummer på rundt regnet 45 minutter. Mens jeg stod og spyttede i min forfærdelige Bavaria-øl, stod jeg og glædede mig over, at bands som Inter Arma findes. Og at de kommer og spiller musik for mig. Sidste gang de var på Roadburn var i 2024, hvor de uropførte ‘A New Heaven’, og inden da opnåede de noget nær legendestatus, da de introducerede katte som en del af deres optræden til Roadburn Redux (den online Covid-19 version af festivalen, red.).



Der er få ting, jeg holder mere af end kompliceret, mørk musik og katte. Onde tunger, for eksempel hadprædikanterne på hjørnet af Spoorlaan, vil hævde, at begge er symptomer på mit forfald, men det tager jeg med, hvis jeg kan få et skud Inter Arma. Det har ikke været nogen let opgave at øve op til det sæt, og det var ikke nogen let opgave at anmelde det, men jeg gav det et skud, og det kan du læse her. 



Katte mig her og der og alle vegne 
Efter Inter Arma (der heldigvis ikke brugte deres fulde tid) var der lige præcis tid til at spurte forbi hadprædikanterne, Harmonikamanden og ind i Engine Room, hvor Kiss The Anus Of A Black Cat trakterede os med mørk folk, der gav mindelser om både Tom Waits, ROME, R.E.M og Nick Cave. Med finurlige anekdoter, god og sort humor, og stor spilleglæde fik vi præcis den koncert, vi håbede på, og den har jeg sørme også anmeldt. Dermed var det også slut med anmeldertjansen for mig i dette herrens år 2026, og resten af dagen gik med at prøve at blive lidt småtipsy (umulig opgave på en festivals fjerdedag) og skiftevis ærgre mig og glæde mig over søndagens program, der føltes sådan rigtigt ægte Roadburn’sk for første gang i 2026. I modsætning til fordums tiders søndage, der var dedikerede til musik i den mere stenede vægtklasse, var der faktisk ikke publikumsfrafald i år. Så måske er det ikke helt tilfældigt, at programmet var lagt, som det var. 

Oplagt åbningsband på sidstedagen
Fra Inter Arma til Street Sects, der leverede en vild oplevelse på Terminal. Der blev eksperimenteret, skramlet og støjet med en nerve og en energi, der burde have startet festivalen. Roadburns kernepublikum har været ude af skolen i nogle år, og på trods af virkelig godt fremmøde til de fleste af søndagens koncerter, så var der ikke rigtig mere pep i folk. Så den mosh, som kunne have været der til Street Sects, udeblev, fraset et par bløp her og der.



Rodekassen på fritidshjemmet
Og når vi nu var i nabolaget, skulle Ak’chamel da lige have et besøg. Det var dælme en underlig oplevelse. Tænk strubesangere a la Heilung, der har fået adgang til alt-mulig-fra-instrument-kassen nede på fritidshjemmet. Det var i øjeblikke ok, men mest af alt bare virkelig mærkeligt på en måske ikke særlig fed måde. Det kunne være fedt, hvis Heilung gad at kigge forbi igen, så vi lige kan få justeret vores kompas udi den genre. 



Musik skal mærkes i nervesystemet 
Kollaps blev den anden yderlighed. Ikke Kollapse. Eller K L P S. Kollaps. Oprindeligt fra Australien, men så flyttede frontmand Wade Black til Island, fyrede hele bandet og lavede et nyt under samme navn. Deres industrielle, ekstreme støjunivers var lige præcis mere end hvad mine nerver kunne tage, og efter 20 minutter måtte jeg give fortabt.



Efter sigende gik jeg ikke glip af meget, da bandet valgte at gå af efter blot 30 minutter ud af de 50 de havde til rådighed. Det var måske et meget godt valg, for Kollaps er bestemt ikke for sarte sjæle. Men ikke desto mindre var det et fremragende bidrag ind i søndagens program. Det behøver ikke være dejligt at lytte til for at være kunst. Det behøver ikke engang være godt. Det passede fint ind i en meget spraglet dag, og havde sin plads, omend min anmelderkollega ikke var så begejstret, som han kunne have været. 

Totalt kollaps til K-X-P
Efter Kollaps var der kun en koncert tilbage. K-X-P, der mestendels består af medlemmer fra Oranssi Pazuzu, men i en noget mere stenet iklædning. Det er både godt og skidt at slutte på den måde. Godt, fordi folk bliver hængende, og følelsen af festival reelt varede lige til den bitre ende. Skidt, fordi det er musik, der kræver en opmærksom lytter, og trods mine bedste intentioner var jeg færdig, da K-X-P gik på. Jeg kunne simpelthen ikke rumme mere lyd, mere musik, flere indtryk. En hastig redningsaktion af min - let glemsomme - anmelderkollegas briller OG telefon, der var smidt lemfældigt på et trappetrin, blev startskuddet til en kollektiv enighed om, at nok var K-X-P godt, men med en afgang i rimelig tid mandag formiddag var det tid til at trække stikket.

 

Vinke farvel til verdens bedste festival.

Og hviske “på gensyn” ud i natten.