RF 26: Flagrende fredag

På tredjedagen af Roskilde Festival begyndte træthedstegnene at melde sig. Der skulle noget ekstraordinært til for at få energiniveauet op. Men hvad?

Jeres udsendte modarbejder ankom fashionabelt sent og missede derfor Savage Rose, som ellers rørte vores anmelder til tårer, men vi nåede lige at se lidt af Tessa, som i de senere år er gået fra at være blokprinsesse til at være blokdronning. Hun klarede det godt på den nye Orange Scene, men der var ikke tid til at se meget, for vi skulle videre til Fauna for at se Maruja. Under hele festivalen lykkedes det på intet tidspunkt for alvor at skelne mellem Fauna og Lagune.

 

Roskilde Festival kunne godt lige have tænkt på, at så stærkt et vokalfarve-sammenfald mellem de to nye scener naturligvis ville rive det navigationelle tæppe væk under mig, men det lykkedes på forunderlig vis at nå frem til Fauna og Maruja, der minsandten også benytter sig af de to vokaler sammen! Det gav mening, men desværre gav Maruja ikke lige så god mening for mig. Det gjorde det til gengæld for vores anmelder, der kvitterede med fire ud af fem kasser. Og det gav mening for anmelderens sidemand, som brød ud i tårer, for som vores anmelder skrev: ” Det var dét, Manchester-bandet kunne på Roskilde: Levere soundtracket til den politiske harme og frustration, som de fleste nok i dag føler på daglig basis, få publikum med, som én stor, forenet mængde, fælles om kærlighed og solidaritet.”

Jeg gad virkelig godt, at jeg havde været i stand til at tage det ind, men fruen og jeg skulle videre og mødes med en veninde ovre til Smerz, som skuffende nok havde skubbet det elektroniske i baggrunden og leverede en nydelig og lydefri nærmest pastoral oplevelse, som blev lidt for fersk for mig. Jagten på den ultimative Roskilde-oplevelse måtte gå videre. Vi havde på forhånd afskrevet Addison Rae, så det var tid til en bid mad, inden det onde valg mellem David Byrne og No Joy. Da vi havde set Byrne i 2018, så måtte nysgerrigheden efter nye indtryk vinde, og vi tog på Gloria for at se No Joy. Var det et dårligt valg? Måske. I hvert fald var alle vist enige om, at Byrnes visuelt anlagte danse-musikperformance var the shit.

No Joy var nu også skønt, og de havde mig fra det sekund, jeg fandt ud af, at de har samarbejdet med fantastiske Fire-Toolz (slip alt, hvad du har i hænderne, og sæt ’Lavender Networks’ på. Du kan takke mig senere). No Joy spillede shoegaze med elektroniske elementer, som denne aften blev tilsat publikums fødselsdagssang for forsanger Jasamine White-Gluzs. Det var en fin musikalsk oplevelse, men den var stadig ikke helt oppe at ringe, og vi søgte det musikalske fix, hvor en Roskilde-koncert transporterer en til et helt andet sted, og man går i ét med musikken.

Én ting var helt sikker. Den kunne ikke fås til Jennies temmeligt slatne K-pop-show på Orange, som vi hastede forbi. Vi havde efterhånden helt mistet troen på, at vi med musikkens kraft kunne komme helt op at køre denne aften, så vi brugte i stedet tiden i venners lag. Sometimes you have to get down to get up, og sådan var det på denne fredag, som så liiidt tynd ud med hensyn til metallisk vederkvægelse, men der var ét skud tilbage i bøssen, og valget var givet på forhånd, for selv om Poison Ruïns middelalderinspirerede anarkopunk da lød spændende, så var jeg udset til at dække Blawans midnatsrave.



Og så var den der! Endelig fik jeg den oplevelse, jeg havde tørstet efter. Blawan forenede klassiske, industrielle technodyder, som satte kødet i bevægelse, med en mere intellektuelt udfordrende opbygning og sammenkobling af koncerten, som blev spillet og, lød det som, delvist improviseret frem live på et bord fyldt med maskiner. Det var en gigantisk fornøjelse at lade hovedet nyde den dybt egensindige kompositoriske tilgang, mens kroppen blev sluppet løs til det maskinelle groove. Vi fik endda et kip med flagstangen til dengang, hvor Blawan var løst knyttet til dubstep-scenen (den oprindelige fra London, ikke den masturbatoriske fra USA’s EDM-festivaler).  Dagen var reddet, og vi nærmest svævede ned mod busserne mod København. Sikke en forløsning!