Top 5 – Narkosange

Denne uges top 5 kommer til at handle om afhængighed, stoffer og lidt om selvskade. Vend om, hvis det ikke fungerer for dig. Dyk ned i det, hvis du kan lide den slags.

“Sex, drugs and rock’n’roll”, hedder det. Det lyder sejt nok. Sådan, rigtig Mötley Crüe, svinge forbi ækle barer med tvivlsomme aldersgrænser i indre by-agtigt, masser af neonlys og Jack Daniels og streger fra en sexarbejders bagdel-agtigt. Det er det sjældent.
Drugs suck.
For klart de fleste mennesker – også dem vi taler om her, vil det vise sig – ender det dårligt med stoffer. Nogle kan måske nappe det et par gange, og hvis vi taler om et almindeligt forbrug af bajere, en lille joint engang imellem eller et enkelt besøg hos Emma, inden man rammer dansegulvet, går det nok også. Andre synes måske også, at de ting man kan finde i naturen, er fine nok. Svampe kan mange lide, og det går da også fint for nogle. Andre igen ender med at grille nogle ganske betydningsfulde informationsmotorveje i verden og udarbejde hele systemer for, hvordan man kan indføre social ansvarlig kannibalisme (NSFW, obvi), som om det var noget, nogen tænkte, var nødvendigt.

Ingen af de mennesker, vi skal se på nu, har haft godt af stofferne. Nogle er kommet bedre ud af det end andre, og vi har fået fremragende musik ud af det. Men man kan jo spørge sig selv, om det var det værd. Nu vil vi i hvert fald sætte pris på det, vi har.

5. Black Sabbath - Snowblind (kokain)


Vi kender alle sammen historien, og hvis ikke, så læs op på den i vores metaldiktator om ‘Vol. 4’.
Black Sabbath fandt voldsom succes i deres første år som band. Også mere end de overhovedet kunne holde til. Indspilningen af ‘Vol. 4’ var et kokaindrevet mareridt, hvis omfang først gik op for bandet senere. Dette var starten på Ozzy Osbournes massive deroute, der skulle forvandle ham fra verdens sejeste mand, til en knækket skikkelse, der knap forstod, at han solgte sit eget omdømme som en billig joke.
‘Snowblind’ handler om kokain, og selvom bandet var mere end begejstrede for den colombianske flormelis, var de ikke uden vidende om, hvor meget det kunne fucke dig op. Dette beskriver Ozzy også i ovenstående sang, hvor han opfatter sig selv som midtpunkt i en hvirvlende snestorm. Hovedpersonen dør langsomt, men tror han har fat i den lange ende. Den slags folk har vi nok alle sammen mødt.

4. Acid Bath – Scream of the Butterfly (LSD)


Stoffer var egentlig ikke grunden til, at Acid Bath gik i opløsning. Det var derimod den tragiske bilulykke, der tog bassist Audie Pitre fra de andre. Det kan du læse mere om her.
Men stofferne spillede en gigantisk rolle i Acid Bath. Det kan tydeligt både ses og høres på musikken, der gav os det mest spændende og eksperimenterende take på en genre, der knap var færdigbagt på dette tidspunkt. Det kan sagtens være, at Acid Bath sprængte rammerne, fordi disse slet ikke var formulerede endnu, men det kan også være, det var fordi Dax Riggs, Sammy Duet, Audie Pitre, Jimmy Kyle, Joseph Fontenot og Mike Sanchez – udover at lyde som karakterer fra første sæson af ‘True Detective’, slet ikke var et sted, hvor de ænsede den slags.
‘Scream of the Butterfly’ bevæger sig ind og ud af virkeligheden i mere og mere rædselsvækkende glimt, hvor paranoia og vrangforestillinger blander sig med dyr og natur omkring dem, mens Riggs’ forskruede følelselsliv arbejder sig ind i billedet. Hvis musikken er forstyrret ,er lyrikken det kun endnu mere.

3. Eyehategod – Take As Needed For Pain (oxycontin)


Hvis Acid Bath brød rammerne, så byggede Eyehategod dem. Det legendariske NOLA-orkester er, mere end nogen andre, lyden af sludge. Og det kommer helt naturligt, når man tænker på at Mike ‘IX’ Williams med flere levede liv, der ville få selv dedikerede crusties til at rynke på næsen.
Som et vaskeægte sydstatsband, har det været opiums-derivater, der har fyldt for Eyehategod. Både den slags, der smeltes på en ske, men i høj grad dem, der udleveres mod recept og som skal tages, “når der er gennembrudssmerter”.
USA’s opioidepidemi raser stadig, så stærkt som nogensinde, hvis ikke værre, og det er i den grad et udtryk for menneskelig fallit. Purdue Pharma, et gigantisk, multinationalt medicinalselskab, lykkedes op gennem halvfemserne med at få det opiumsafledte stof Oxycodone udbredt som det foretrukne smertestillende middel for både kroniske smertepatienter – hvilke, der var en del af i det usikre, manuelle arbejdsmarked i de fattigere dele af USA – og for patienter med helt almindelige behov.
Som alt andet, der trækkes ud af den røde valmue, er det vanvittigt afhængighedsskabende og i flere regioner er dødstallet enormt. Sidste år sendte HBO en dramatisering af historien under navnet ‘Dopesick’ – samme titel som Eyehategods album fra 1996, og i fællesskab kan disse to give en ganske god forståelse af omfanget.
Mike Williams selv blev først stoffri i fængslet, efter orkanen Katrina havde afbrudt hans metadonprogram og han var blevet arresteret med alt, alt for mange piller i lommerne.

2. Lifelover – Shallow (benzodiazepin, opioider, amfetamin)


Det er nu ikke kun i det fjerne udland, vi finder tragiske skæbner forstærket af medicinalindustriens fortræffeligheder eller mangel på samme. På den anden side af Øresund fandt vi engang det bedste depressive suicidal black metal-band, verden har set. Svenske Lifelover kunne noget helt særligt, som mere klovneagtige landsmænd kun kunne drømme om. Det er svært at lytte til Lifelover, og det er det endnu mere, når man ved hvordan Jonas Lars Bergqvist, eller B. som han kaldtes, kom af dage.
B. havde aldrig haft det godt, hvilket i den grad kom til udtryk i Lifelover, der med sit post-punkede islæt gav den depressive black metal sit bedste udtryk. B. var selvskadende i voldsom grad og selvmedicinerede sine psykiske problemer indtil det ikke længere gik. 10. september 2011 døde han af en overdosis, hvorefter bandet gik i opløsning.

1. Alice in Chains – Junkhead (heroin)


De fleste kender Layne Staley. Derfor ved de nok også, hvad ‘Dirt’ handler om. Det er uden tvivl Alice in Chains’ bedste plade, måske det bedste grungebølgen leverede og en af de stærkeste plader i hele årtiet. Og det er den i høj grad på grund af dens tragiske historie og indhold.

‘Dirt’ handler særligt om Staleys udfordringer, og dem var der rigeligt af. Fra en tidlig alder var han en nedbrudt mand og narkoman. Han var røget ind og ud af rehab i lang tid og begyndte at bruge heroin igen under indspilningen af pladen. Længere og længere ud og ned kom han, og endte med at være så isoleret, at da han endelig bukkede under for en overdosis, ikke blev fundet før han havde været død i to uger. På det tidspunkt vejede den 180cm høje mand 39 kilo. Ni år efter Staleys død, led bassist Mike Starr samme skæbne, denne gang blot på grund af receptpligtig medicin.

‘Dirt’ blev anklaget for at være “narkoforherligende”, men det kan kun være af folk, der aldrig har hverken hørt pladen eller læst teksterne. For det billede, den fremstiller, er i fuldstændig overensstemmelse med virkeligheden. Det er hverken sexet eller specielt "rock'n'roll".