Top 5: 25-års jubilæum Part 2

20190220_154009-dev

I sidste uge bragte vi en top 5 over plader fra 1994. Det år fortjener en udvidet hyldest, så her kommer den lange version med ekstra meget død og mørke.

Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen

I sidste uge kastede vi os over det herrens år 1994 med en top 5, der også berørte det kulturelle indenfor film. Musikalsk var året skelsættende af flere årsager. Vi prøver her at navigere og opremse nogle af de vigtigste.

Dødsmetallen havde toppet. De helt store navne som Death, Obituary, Morbid Angel, Carcass, Deicide og mange flere havde udsendt nogle af deres bedste værker. Der blev dog stadig sendt adskillige gode plader ud i 1994 og årene efter, men den første bølge var kommet og gået og de skvulp, der skulle udgøre resten af halvfemserne var knap så vilde.

Der var derimod black metallen fra Norge, der i den grad eksploderede i 1994. Her udkom omsider nogle af de helt store værker fra Mayhem og Emperor. Darkthrone, Burzum, Marduk, Dimmu Borgir og Satyricon spyttede solide plader ud. Fra England kom mystiske Cradle of Filth med deres debutplade, der også var rendyrket black metal.

Det var også året, hvor den tunge musik for alvor ramte MTV. Metallica, Guns N’ Roses m.fl. havde I starten af halvfemserne banet vejen for de tungere bands, og da Pantera udgav ’Far Beyond Driven’ og Machine Head barslede med ’Burn My Eyes’ blev eksponeringen mangedoblet pga. sange som ’Davidian’, ’Old’, ’5 Minutes Alone’ og ikke mindst ’I’m Broken’. 

Så var det til at leve med, at Slayer skuffede en anelse med deres ’Divine Intervention’. Deres thrash-fæller i Megadeth udgav deres måske mest melodiske plade nogensinde i ’Youthanasia’, hvilket er en plade, der stadig henrykker denne forfatter. 

Bands som Corrosion of Conformity, Danzig, Marilyn Manson udgav plader, ligesom grungen blev holdt i live ved Soundgardens ’Superunknown’ og Pearl Jams ’Vitalogy’. I den grad et år, hvor metallen flød i alle retninger og der kom så rigeligt af den. Også virkelig gode plader. Derfor er én top5 ikke nok. Der må flere til. Så her kommer den udvidede top5 og er ikke nødvendigvis rangordnet, da det er umuligt at sortere store værker op mod hinanden fra så forskellige genrer.

1. Megadeth – Youthanasia

Vi har allerede lavet en Metaldiktator om pladen, hvorfor den blot skal genlæses og pladen høres. Nu.

2. Pantera  Far Beyond Driven

Panteras største plade rent salgsmæssigt. De bragede gennem med førnævnte singler og musikvideoer, der i den grad gjorde Pantera til et kæmpenavn. Kun intern uro og stoffer gjorde, at de ikke i kølvandet på denne plade blev større end Metallica. Et band, hvor man i den grad kan tillade sig at tænke ”hvad nu hvis…”.

3. Emperor  Into the Nightside Eclipse

Den måske mest vellydende black metal udgivelse nogensinde. Et mesterværk og, tør man sige det, testamente over en periode i norsk musikhistorie.

4. Mayhem  De Mysteriis dom Sathanas

Pladen med Euronymous og Greven i samme band. Attilas dystre skrig forenet med musikken, der vred norsk kultur fra hinanden for en periode. Skelsættende på alle måder.

5. Cannibal Corpse  The Bleeding

En af de sidste dødsmetaludgivelser, hvor der stadig var knald på og blev skrevet klassikere. ’Stripped, Raped & Strangled’ derfra spiller bandet stadig live og slutter som oftest koncerterne af. Fantastisk sang.

6. Obituary  World Demise 

Med musikvideoen til ’I Don’t Care’ nåede Obituary lige akkurat at ride med på MTV-bølgen. Det blev også bandets sidste plade i den klassiske periode, da deres opfølger ’Back From the Dead’ overhovedet ikke havde samme niveau og siden gik de i opløsning i en årrække. Siden har de heldigvis lavet et solidt comeback.

7. Burzum  Hvis Lyset Tar Oss

Grevens egen tredje udgivelse så også dagens lys i 1994. Kun få dage efter udgivelsen blev Varg Vikernes arresteret for mordet på Euronymous, hvilket naturligvis kun gjorde efterspørgslen på pladen desto større.

8. Hypocrisy  The Fourth Dimension

Svenskerne havde i den grad smidt noget dødsmetal på gaden i halvfemserne og Hypocrisy sørgede for, at 1994 blev endnu et år med solide plader derfra. Det var Hypocrisys tredje plade og den første med Peter Tägtgren som forsanger. Magnus Broberg havde forladt bandet og guitaristen måtte så overtage mikrofonen. På ’The Fourth Dimension’ brøler Tägtgren noget af det dybeste, han nogensinde har gjort.

9. Satyricon  The Shadowthrone

I 1994 var Satyricon flyvefærdig. De havde udsendt debutpladen ’Dark Medieval Times’ i Norge i 1993, mens den og den efterfølgende ’The Shadowthrone’ begge så dagens lys internationalt i 1994. Med ’Hvite Krists Død’ sparkede Satyricon sig ind i den norske black metal og antireligiøse korstog, dog uden kontroversielle begivenheder udenfor musikken. 

10. Marduk  Opus Nocturne

Svenskernes tredje studieplade beviste, at nordmændene ikke var ene om at lave god black metal. Deres forhold til den tidligere forsanger i Mayhem, Dead (Per Yngve Ohlin) får også et cadeau på denne plade.

11. Dominus  View to the Dim

Dansk dødsmetal lever i bedste velgående. Ringsteds Dominus debuterer med ’View to the Dim’, hvorfra en growlende forsanger siden går hen og danner et band, der har en anelse mere appeal til masserne. 

12. Grave – Soulless

Ligeosm Hypocrisy udsender Grave deres tredje plade. De fik også en video på MTV med titelnummeret og cementerede deres status i genren.

13. Napalm Death  Fear, Emptiness, Despair

Grindcore-kongerne fra England udgav deres femte plade og den blev et hit, ikke mindst fordi deres sang ’Twist the Knife (Slowly)’ også kom med på et Mortal Kombat soundtrack. 

14. Gorefest – Erase

Hollænderne udgav en art dødsmetal, som mindede om den svenske, hvor der var fokus på groove og melodi. ’Erase’ nåede også til MTV og Headbangers Ball, hvilket var medvirkende til, at de blev meget populære med netop denne plade.

15. Dimmu Borgir  For All Tid

Norske Dimmu Borgir albumdebuterede ligesom så mange af deres landsmænd dette år på ryggen af de mange spektakulære hændelser. Dimmu Borgir havde dog intet med dette at gøre og var derfor en relativt ukendt størrelse, der samtidig tillod sig at skrige på norsk. Produktionen var naturligvis frygtelig, men det var jo meningen.

16. Bruce Dickinson  Balls to Picasso

En overset perle. De fleste hylder Iron Maiden-sangerens debutplade ’Tatooed Millionaire’ eller den efterfølgende ’Skunkworks’ som hans bedste, men i 1994 udgav han ’Balls to Picasso’, der bl.a. havde den fremragende single ’Tears of a Dragon’.

17. Darkthrone  Transilvanian Hunger

For et par uger siden nævnte vi netop denne plade i en top5 over sjældne og dyre vinyler indenfor black metal. Darkthrone var med ’Transilvanian Hunger’ ikke helt færdige med at være kontroversielle og 1994 var det perfekte tidspunkt at være politisk ukorrekt på i Norge.

18. Cradle of Filth  The Principle of Evil Made Flesh

Helt ude fra højre kom britiske Cradle of Filth med deres debutplade ’The Principle of Evil Made Flesh’. Dengang growlede Dani Filth dybt og skreg vanvittigt. Det var en buldrende debut, der er mere rendyrket black metal end noget, de nogensinde siden har udgivet.

19. Machine Head  Burn My Eyes

En af de vildeste debutplader overhovedet. Machine Head sparkede i den grad døren ind med ’Burn My Eyes’ og cementerede sig som et af de tungeste navne indenfor heavy metal. Singlerne ’Old’ og ’Davidian’ gjorde sig godt i både radio og på MTV og er stadig klassikere indenfor genren ’groove metal’, som de sammen med Pantera gjorde så stort, at det for en stund gjorde den klassiske thrash til lillebror. 

20. Samael  Ceremony of Opposites

Fra Schweiz var Samael klar med deres tredje plade ’Ceremony of Opposites’, der stadig var rendyrket black metal. At åbne sangen ’Baphomet’s Throne’ med et stykke klassisk gjorde kun sangen desto bedre og mere melodisk, hvilket har været med til at cementere pladen som noget af det bedste, Samael nogensinde har udgivet. Det klassiske stykke er af den russiske komponist Modest Petrovich Mussorgsky og kommer fra ’Pictures at an Exhibition’ fra 1874 og delstykket ’The Hut on Fowl’s Legs’, til dem, der rigtig vil nørde den.

Boblere: Slayer - Divine Intervention, The Prodigy - Music For the Jilted generation, Biohazard - State of the World Address og Marilyn Manson - Portrait of an American Family. 

Slayer imponerede ikke rigtig med ‘Divine Intervention’, mens The Prodigy var lidt en sær techno-udgivelse, hvor de havde noget tung guitar på sangen ’Their Law’. Biohazard udgav en stærk plade, mens Marilyn Manson debuterede med ’Portrait of an American Family’.

1994. Et herrens år!

(Og ja, Grave mangler... nogen er løbet med den og jeg må i flyttekasser eller gemmer for at se, hvor den har forputtet sig).