Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 - Copenhell 2013

Populær
Updated
Top 5 - Copenhell 2013

Det går løs på Refshaleøen om ganske få dage. Her er fem ting, som Devilution ser meget frem til ved dette års udgave af Copenhell.

Spillested
Koncertarrangør

Når vi betræder det betonbelagte område på Refshaleøen for fjerde år i træk, er der rigtig mange ting, vi ser frem til. Musik, fadøl, mad, t-shirts, mødet med kammeraterne og alt derimellem. Her har vi lavet en lille top fem over, hvad vi ser meget frem til. Hvis du mener, vi har udeladt noget, der kunne have presset sig ind i top fem eller kandiderer som en bobler, så tilføj blot dine punkter nedenfor.

1. KING DIAMOND

Vi har også beskrevet den levende legende i vores Copenhell-guide, men han får altså også førstepladsen i denne top 5. King Diamond som headliner er den perfekte måde at afslutte Copenhell på. Vi hylder ubetinget kongen af falset og al ondskab, der nogensinde er sprøjtet ud af dansk metal. Det kunne godt gå hen og blive en koncert, der bliver husket i mange år.

2. DEN DANSKE UNDERGRUND

Godt nok har Copenhell i år pyntet sig gevaldigt med store, udenlandske fjer som Alice In Chains, Danzig, Ghost, Down, Amon Amarth, In Flames osv., men listen af dansk metal, der gerne vil mere end bare spille på de lokale skrå brædder er alenlang. Fall Of Pantheon, Deus Otiosus, Impalers, Malrun, By The Patient, Essence og Scarred By Beauty. Værsgo'. Alle navne, der potentielt kan ryge længere op på plakaterne, som årene skrider frem. Det er altid fedt at have været med fra start. Her er muligheden!

3. BAKKEN!

Refshaleøen er kendt for sin industrielle og rå baggrund med betonunderlag, forladte industribygninger og udsigt ud over et forladt arbejdsområde. Det giver en fed stemning. I skærende kontrast står den græsklædte bakke, der afgrænser publikumsområdet omkring de to store scener. Her kan man hvile ryg, lænd og fødder, mens man i det grønne kan se og høre musikken fra scenerne og nyde, hvad man nu lige lyster at kaste i gabet på sig selv. Som weekenden skrider frem, sker der sjovere og sjovere optrin på bakken. Det sker i lige proportionalitet med promillens fart frem over feltet hos de involverede.

4. SMADRELAND

Alene tanken om, at man her kan drømme sig til en verden, hvor det er lovligt at fjerne hippier og andet skrammel fra jordens overflade og udleve drømmen med de forhåndenværende redskaber, gør at man ikke kan andet end at elske Smadreland. Her kan aggressionerne få frit løb på en nogenlunde kontrolleret måde. Så er du indebrændt over, at der er flere, der lytter til Britney Spears end til Darkthrone, så er det her, du kan få frustrationerne ud.

5. METALFOLKET

Det er fællesskabet og metalsamfundet, der skaber festen. Hvert år møder vi de samme, velkendte ansigter på Copenhel,l og heldigvis møder der flere og flere nye op, som årene går. At stå og skråle fællessang og lægge sin arm om en totalt fremmed og headbange er blot ét af de kendetegn, der gør metalfolket til noget helt unikt og bemærkelsesværdigt. Her på Devilution glæder vi os til at møde vores ligesindede igen til tung musik og måske en enkelt kold fadøl eller tre...