Top 5 – De værste reunions

black-sabbath-B2A6004-9-1467106390

Hver gang et band går i opløsning, er der stor risiko for en gendannelse. Og selvom det burde glæde gamle fans, og selvom der findes undtagelser, pendulerer de gendannede bands som regel mellem rædderligt og det alt for jævne. Men hvilke er værst? Det ser vi på i ugens top 5.

Forfatter

Til sommer spiller Mercyful Fate en række festivaljob. Det er bandets anden gendannelse. Men denne gang er det uden guitaristen Michael Denner, der var en stor del af bandets signaturlyd. Gendannelsen har alle sukket efter i mange år, men knivene er sådan set allerede trukket: En stor del af fanskaren vil se mod scenen med kritiske øjne, og det, der skulle være en triumf, risikerer at blive det modsatte.

Og for nylig blev gendannede (nå ja, kun et originalmedlem) Helmt semislagtet for deres koncert i Århus.

Gendannelser er en svær kunst og kan gå galt på utallige måder; dårlige album, dårlige koncerter, mangel på entusiasme, indre stridigheder, der blusser op igen. Vi har tidligere set på gendannelser af efterhånden helt ukendte bands og såmænd også på de reunion-plader, der faktisk var noget ved. Nu er det tid til at se på nogle af dem, der gav de værste resultater.

1. Black Sabbath
Ja, det er måske kontroversielt. Mange ville gerne se bandet på afskedsturné, og selv nød jeg koncerten på Copenhell  (som ikke var så god som den på Roskilde i 2005), men hånden på hjertet: Ingen Bill Ward og en stift spillede Tommy Clufetos i stedet. Og afskedsalbummet '13'? Hvor mange har gidet høre det siden 2013, hvor det udkom? Ingen. Alle havde så travlt med at være lettede over, at albummet ikke var så dårligt som frygtet, men i dag kan jeg ikke huske en eneste sang derfra. Den pureste lunkenhed.

2. Psychotic Waltz
Det progressive kultband var og er et af mine favoritbands, særligt de to første udgivelser med dem. I 2010 kunne de ikke modstå fristelsen til at være opvarmning for Nevermore og Symphony X, så i det mindste er gendannelsen nok ikke sket for pengenes skyld. Den var endda med det originale line-up. Desværre viste det sig på Copenhell i 2017, at sanger Devon Graves overhovedet ikke kunne ramme de høje toner længere, og så faldt alt ellers fra hinanden i en skandaløst ringe koncert. Bandet truer med et nyt album, og jeg gruer for resultatet. Det er ikke rart at se nogen, man holder af, skide i bukserne i fuld offentlighed.

3. In the Woods...
En anden gammel favorit, som havde en nærmest perfekt diskografi før gendannelsen. Og en reunion med halvdelen af det oprindelige band. Man burde nok have lugten lunten, før man begyndte at glæde sig til koncerten på Metal Magic i 2016. Men som en anden jubelidiot havde jeg forventninger. Det var der ingen grund til, for alt var ren lort: Sangeren sang falsk og kiggede hele tiden ned på teksterne, som han  ikke havde lært, mens alle på scenen så ud til at ønske sig langt væk. Det gjorde man også som publikum. Den værste koncert, jeg har set i hele mit liv. I dag er kun et originalmedlem tilbage, og bandet har udgivet to middelmådige album.

4. Morbid Angel
Bandet er vel elsket som få dødsmetalbands,  men netop som de skulle til at blive rigtig store, skred sanger/bassist David Vincent for at spille med sin kones industrial metal-band, selvom de ellers var så ringe, at de fik Danzigs industrialplader til at ligne mesterværker. Selvom mange kernefans holdt meget af pladerne med afløseren Steve Tucker, så savnede han alligevel Vincents karisma. Så alle var glade, da Vincent kom med igen. Lige indtil de hørte 'Illid Insanum Divinus' (2011), som udmærkede sig ved middelmådig dødsmetal, pinligt ringe tekster og noget så 90'er-agtigt som eksperimenter med ... industrial metal. Og i dag er Steve Tucker med igen, mens David Vincent efter et mislykket forsøg på en countrykarriere lever af at spille covers af det gamle Morbid Angel og går meget i latex.

5. Guns N' Roses
Jeg har venner, der stædigt hævder, at 'Chinese Democracy' er et mesterværk. Jeg tvivler på, alle er enige. Hvis alle havde det sådan, var Slash og Duff McKagan næppe vendt tilbage til Axl Rose og Dizzy Reed for at få utroligt mange penge for at spille en række koncerter og måske lave et album engang i anden halvdel af 2020'erne. Det er der indtil videre kommet en række meget lange stadionkoncerter ud af, hvor covernumre fylder godt i sætlisterne, og ingen virker sådan helt glade. Og den lidt lunkne reunion er vel næsten værre end den storslemme?

Hvilke gendannelser regner du for de værste?