Top 5: Død over Sydamerika

Populær
Top 5: Død over Sydamerika

Kaotisk, punket black metal; øvelokaleoptagelser, der suser så meget, at det bliver noise; det hele spædet op med knivdrab og sunkne krigsskibe: fem tidlige markante sydamerikanske ekstremmetaludgivelser.

At Trivial Pursuit overser som minimum en god håndfuld alternative svarmuligheder på spørgsmålet om det vigtigste chilenske metal, er åbenlyst for enhver, der har fulgt med i Briller Af Ståls føljeton om den tidlige chilenske thrash-scene. Men selvom chilenerne på lige fod med brasilianerne var i særklasse aktive på metalscenen i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, var der flere andre steder på det sydamerikanske kontinent, hvor unge mænd groede håret langt og vendte korset på hovedet.

I denne uges top 5 slår vi ned på en håndfuld markante sydamerikanske metaludgivelser fra scenens unge år.

Selvom heavy metal i begyndelsen af 80’erne voksede til stadionniveau, var den stadigvæk udskuddenes musik i den brede offentligheds optik. Og selvom L.A.-scenen hurtigt fandt ud af at tilpasse sig så nogenlunde med frottépandebånd og trutmund, var der udskud i fjernere egne, langt væk fra de glittede magasiner og fiskenetbestrømpede damers verden, der fandt ud af at gøre metallen endnu mere utilgængelig for den forbandede og fordømmende brede offentlighed. I Schweiz gravede Hellhammer sig langt ned i deres eget hul og skabte en grum og pinefuld proto-black metal; i Norge isolerede Mayhem sig og skabte et sort kaos omkring sig; og i Sydamerika skabte en stribe bands deres egen version af, hvad den mest ekstreme metal kunne være ud fra de begrænsede referencer, de havde adgang til. 

1. Parabellum: ‘Sacrilegio’ (1987)

Medellín er kendt for at være hjemstedet for Pablo Escobars narkokartel, men en næsten lige så volatil voldelighed som den, han og hans konsorter blev berygtede for, finder man i musikalsk form hos bandet Parabellum. Det colombianske band, der var så onde, at deres logo er skrevet spejlvendt, blev dannet i 1983 og regnes for et af de første black metal-bands, men som med de fleste andre bands på den tidlige scene er det sparsomt, hvad de har efterladt sig af optagelser. To demoer blev det til, ‘Sacrilegio’ i 1987 og ‘Mutación por radiación’ i 1988, så forsvandt de igen. Musikken er kaotisk, riff fræser rundt, trommerne buldrer afsted uden at bekymre sig om, hvorvidt de andre følger med, og over det hele skriger og råber sangeren sit afsind ud. Og så er det pludselig stille med simple, melodiske mellemspil, og så vælter det hele sammen igen. Det er punket og uortodokst, fordi der endnu ikke var en ortodoksi at forholde sig til på det tidspunkt, det blev skabt, og det suser og forvrænger, og det er skræmmende godt.



2. Blasfemía: ‘Guerra Total’ (1988)

Allerede mens Parabellum var ved at glide ud i sandet, dannede frontmanden Jhon Jairo Martínez sammen med guitaristen Ramón Reinaldo Restrepo bandet Blasfemia. Musikken på deres debut-ep, ‘Guerra Total’, fortsætter det kaotiske spor af hærg og rablen fra Parabellum, men der er lidt mere struktur på numrene, som produktionen også lader én ane bedre. Jairo fortsatte op igennem 90’erne i en håndfuld colombianske bands og blev anerkendt for sit aparte guitarspil, men i 1998 blev han overfaldet og myrdet på gaden efter en øver med bandet Censura.



3. Hadez: ‘Guerreros de la muerte’ (1986)

Peru gik heller ikke fri for vold og kaos i 80’erne, hvor landet led under voldsom inflation og massiv politisk uro. Det er sådan noget, man kan vælge at høre spor af i Hadez fra hovedstaden Lima på deres første demo ‘Guerreros de la muerte’, men det er nok endnu mere et udtryk for et ungt band, der prøver at finde frem til det mest ekstreme musikalske udtryk, det overhovedet er dem muligt med deres begrænsede virkemidler. Netop de begrænsninger er dog noget af det, der gør det tidlige Hadez så fascinerende at lytte til. Under båndsuset kan man høre råbene fra et af medlemmerne, der prøver at få de andre med på, hvor i de temmelig komplekse numre, de befinder sig, men det er, som om autoriteten aldrig rigtig sætter sig igennem, og det hele vælter rundt. Det er herligt. Hadez fik mere styr på deres virkemidler efter en kort pause i 90’erne, uden at det gik ud over voldsomheden i deres blackened death, og sidste sommers svanesang, albummet ‘Morituri te salutant’, lod ikke de tidlige år noget efter, hvad angår utæmmethed og rå brutalitet.



4. Graf Spee: ‘Reincarnation’ (1989)

Samme år som Brasilien kom Uruguay ud af et militærdiktatur i 1985, og det — efter sydamerikanske standarder — lille land mellem Argentina og Brasilien er i dag kendt som det mest progressive land i zonen med en stærkt liberal lovgivning, en grøn profil og en præsident, José Mujica, som alle vestlige venstreorienterede elsker, fordi han trods sine år som guerrillasoldat under militærdiktaturet ikke er militant i dag og bor ydmygt i et lille bondehus og kører rundt i en gammel bil og godt kan lide pot og sådan. 

Helt så ydmyge var Graf Spee ikke, da de tog navn efter et tysk krigsskib ,der sank ud for Uruguay i 1939, og deres debutalbum, ’Reincarnation’, viser ret stor kunstnerisk spændvidde, omend den ikke nødvendigvis modsvares af musikernes evner. Bandet fra hovedstaden Montevideo startede som et regulært heavy metal-band, indtil bølgen af brasiliansk dødsthrash fik dem til trække den vej, men i numre som ‘Kali Yuga’ stikker heavyen stadig sit akavet rockende ansigt frem, mens de ellers døder af sted på bedste beskub. ‘Reincarnation’ er en sær, sammensat plade, hvis produktion ikke gør noget for at gøre den mere gennemskuelig. Som om bandet nærmest ufrivilligt bliver avantgarde. Og så eftergør den introen til Sodoms ‘In the Sign of Evil’ på det herligste spanglish.



5. Pogrom: ‘Coprófago’ (1993)

I Argentina slap militærjuntaen taget allerede i 1983 efter i et sidste forsøg på at skaffe opbakning i befolkningen at have begivet sig i krig med England om Falklandsøerne. I stedet for at krigen rejste nationen, blev Argentina ydmyget og tabte krigen på 74 dage, og det medførte en begyndende demokratisering i landet. Hadet til englænderne forblev dog intakt, og som en række chilenske iagttagere påpegede i første afsnit af føljetonen om chilensk thrash, betød den embargo mod britiske varer og britisk kultur, som Argentina opretholdt i disse år, at metallen ikke fik samme fodfæste i Argentina som i nabolandet. Ikke at der ikke var argentinske metalbands i 80’erne, for det var der, men de fleste af dem havde et ret tydeligt afsæt i rocken, og først i 90’erne kunne de rigtig følge med. 

Det er dog nok ikke derfor, at Pogrom fra den nordlige provinsby Salta ved foden af Andesbjergene kalder sig lorteædere på debutdemoet ‘Coprófago’: Demoet indeholder trods alt også et nummer med titlen ‘Menstruofago’, så sammenholdt med det lidet smagfulde bandnavn må man gå ud fra, at det nok mest handlede om at chokere, hvor chokeres kunne, og ikke nødvendigvis gøre så meget ud af at være raffinerede omkring det. Musikalsk har de til gengæld ret godt styr på at vekselvirke mellem Morbid Angelske blastbeats, Suffocation-hooks og Autopsy-tampen. Så skidt pyt med sådan noget som at den første guitarsolo i ‘Abonus Track’ (sic) rammer lidt forkert, og at guitaren hørbart bliver sluttet til nogle barrer i forvejen. Okkedog.