Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Fem gange, hvor AC/DC ikke var cool

Populær
Updated
_E2P8507

De er en del af fundamentet for vores kultur, og det var dem, der åbnede porten til metal for os. Det er bare utroligt mange år siden, AC/DC på nogen måde var i orden.

Kunstner
Genre
Fotograf
Jacob Dinesen

AC/DC danner rammen om et af de øjeblikke, jeg anser for at være skelsættende for min musiksmag: Til en fremlægning i 2. klasse tog jeg ‘Back in Black’ med og spillede den for hele klassen. Der var kirkeklokkerne i ‘Hells Bells’, den forvrængede guitarmelodi i mol, de tunge trommer og Brian Johnsons hæse hylen. Der gik så meget som halvandet minut, så havde min fromme klasselærer resolut slukket for båndoptageren og oprørt belært mig om, at det simpelthen ikke gik an at spille sådan noget for mine klassekammerater. På det tidspunkt havde klassen siddet det første halvandet minut med hænderne for ørerne og skreget, at hun skulle skrue ned, at det var forfærdeligt, at de ikke kunne holde det ud.

Jeg for min del havde fundet mit kald.  

AC/DC var en fuldstændigt uomgængelig del af min musikalske dannelse, og der er ingen, der kan få mig til at sige et ondt ord om de første fire plader – seks, hvis man tæller de australske udgivelser med. De står lige så stærkt i dag, som de gjorde, da min storebror første gang lod mig komme ind på værelset og høre dem. Men det er 42 år siden, det begyndte at gå raskt ned ad bakke for bandet, hvis uskønt langtrukne karriere har været en endeløs kavalkade af stadigt større ydmygelser.

Som det nu er med et band af AC/DCs størrelse og natur, er det dog ikke dem selv, der har været direkte skyld i de værste fortrædeligheder. Jovist, at smide Brian Johnson ud og hyre Axl W. Rose som erstatning var ikke et decideret sympatisk træk. I et nutidigt metoo-lys er det heller ikke alle deres tekster, der er lige stuerene i dag. Men man kan ikke rigtig klandre AC/DC selv for sådan noget som det der klip med 1.000 guitarister og en hulens bunke trommeslagere og korsangere, der spiller ‘Highway to Hell’. Eller, ej at forglemme, Celine Dions udgave af samme sang. Fra Las Vegas. The horror, the horror. Eller Airbourne.

Man må bare konstatere, at AC/DC sjældent har en positiv effekt på dem, der begejstres af dem. Der hænger en efterklang af ærgerlighed ved det, en dunst af flade fadbamser og desperat festlighed, koste hvad det vil. Det er en personlig vurdering, og derfor handler denne top 5 heller ikke om de gange, alle, bortset fra de mest ukuelige, var enige om, at en grænse var overskredet: Det handler om fem gange, hvor jeg personligt indså, at AC/DC ikke længere havde bare tilnærmelsesvis den effekt på mig eller folk omkring, som de havde dengang i 2. klasse.

At det faktisk var lidt mere end en smule dumt. 

1. Sølvpapirs…tatovering?
Mellieha Holiday Centre, Malta, 1983. Min storebror fortjener al ære og hæder. Ikke bare fordi han engang tog mine børn med i Legoland en hel dag, så jeg selv slap, selvom det ellers er topmålet af broderkærlighed: Det var ham, der introducerede mig til AC/DC, ham, der spillede Motörhead, Iron Maiden, Riot, Saxon, Van Halen og lidt senere Metallica for mig. Men først AC/DC. 

Min storebror – lad os for eksempel kalde ham Søren – elskede AC/DC. Så meget, at da vi første gang rejste på charterferie med vores forældre, havde Søren en plan. Søren havde beklædt et stykke pap med sølvpapir og skåret AC/DC’s logo ud i det. Fordi så ville Søren hver dag i den uge, vi skulle være der, solbade på tagterrassen af vores bungalow med det sølvpapirslogo placeret samme sted på sit unge bryst, så han, når ugen var omme, ville have et hvidt AC/DC-logo på en dybbrun teenagerbrystkasse.

Det er en potent blanding af dedikation, Brian og kampnørderi. 

2. Young hearts run free
Fraugde, Fyn, 1991. Indtil et godt stykke op i 90’erne havde idrætsklubberne i Danmark en fed scam kørende. Medlemmer af klubben måtte godt få serveret øl til lukkede fester, selvom de var under 18, så derfor betalte alle teenagere et symbolsk kontingent til en håndfuld foreninger, så de hver weekend kunne tage til fest i en idrætshal et sted ude på landet – kommunen indsatte velvilligt specialbusser for at støtte entreprenørånden – og drikke sig i hegnet.

Det var til én af de fester, jeg fandt ud af, at resten af mine jævnaldrende havde lært at høre AC/DC: Da dj’en satte ‘Thunderstruck’ på, stod alle i rundkreds og trampede i jorden, rystede næverne og råbte “Thunder!” – inden de forsvandt ud i buskene for at brække sig, gramse på piger, der brækkede sig, eller slås med nogen, der havde brækket sig på dem. 

‘Thunderstruck’ var det perfekte soundtrack til de fester: Aggressivt, massesuggererende, letforståeligt, pompøst tumpet. Jeg kan ikke på nogen måde forholde mig objektivt til den sang: Den emmer af øretæver, tarvelighed og højtråbende kommende mellemledere. 

3. Den fede kommunale rock
Leganés, Madrid, 2005. Når de højtråbende typer så blev voksne og kunne mærke slipset stramme, fik de uvægerligt trang til at mindes deres evigt tabte indre rock’n’roller. De fleste af dem kunne heldigvis nøjes med at lave coverbands, der spiller på den lokale pub hver fredag, men enkelte tog skridtet videre.

Én af dem var borgmester i den madrilenske forstad Leganés. I 2000 var han med til at omdøbe en gade tæt på en tyrefægterarena, der engang imellem havde koncerter, til Calle de AC/DC. Gæt selv, hvor mange gange det vejskilt er blevet stjålet. Det er det tætteste, det kommer på at være rock’n’roll. Gæt selv, om Leganés er kendt for noget andet end være totalt loco nok til at have en gade, der hedder AC/DC-gaden.

Jeg har et billede, hvor jeg står under det byskilt. Jeg ligner én, der har lyst til at slås og til at gå i seng. 

4. Den klamme stil
Fona 2000, København, 2008. AC/DC vendte i 2008 tilbage efter otte års albumpause, og korrekturlæseren på Devilution var af uforklarlige årsager ellevild. I sin unge troskyldighed mente han bestemt, at det kunne blive godt. Af lige så uforklarlige årsager gik jeg med ham op til Fona 2000, hvor der blev holdt udgivelsesfest for pladen. Et hjørne af butikken var omdannet til rigtig rock’n’roll club med mænd med touperet hår og solbriller indenfor, der skænkede Jack Daniels op lige ved siden af elektronikafdelingen, og piger, der dansede i udstillingsvinduerne ud mod Strøget i iturevne netstrømper, corsager, lakskørter, pumps.

Det var der, for 12 år siden, jeg første gang følte mig for gammel til at kunne forsvare at synes, de piger var lækre. Jeg følte mig som en gris. Men hul da i det, for AC/DC forsikrede mig i højtalerne om, at det var helt OK at være en gris. Og korrekturlæseren prøvede at se ud, som om han syntes, det var en rigtig god plade i virkeligheden, og så skyndte vi os at gå. (Beskrivelsen ovenfor er korrekt. - korrekturlæseren).

5. School of Rock
Et parcelhuskvarter i provinsen, 2020. Min næstældste søn fortjener ligesom min storebror al ære og hæder. Han er sejere end mig på et skateboard – ikke at der skal meget til, men alligevel – han plager mig ikke længere om at komme i Legoland, og han har en perfekt kalibreret musiksmag under min indflydelse.

Men min næstældste søn vil gerne kunne synge. Hans sanglærer har givet ham ‘Highway to Hell’ for til næste gang. Så jeg har nu den seneste time nede fra kælderen hørt ‘Highway to Hell’ skrålet af karsken bælg uden synderlig hensyntagen til petitesser som toneart eller melodi. Det er ren begejstring, og det er … rædderligt.

Jeg er med andre ord endt som en af mine gamle klassekammerater: uforstående, med fingrene i ørerne.